Line, Backpacker og ansat i Eventyrsport
Jeg vil nu tage dig med på en lille forberedelsesrejse, hvor jeg deler ud af mine erfaringer og tips, så du er godt forberedt på at tage ud i verden og har pakket tasken med de rigtige ting. Blogindlægget er delt op i afsnit og skrevet, så du kan nøjes med at læse de dele, der er relevante for dig, og springe resten over.
Hvad vil det sige at være backpacker?
En backpacker har tre kendetegn. Først og fremmest rejser man selvfølgelig med rygsæk. Man har ikke en fast base på rejsen, og der er plads til spontanitet, da rejseprogrammet sjældent er fastlagt fra start til slut.
Personligt har jeg udlevet tre backpackereventyr på henholdsvis fire uger, seks uger og tre måneder, hvor jeg har udforsket Sydøstasien på grupperejse, fanget en maveinfektion i Peru, blevet en halvdårlig surfer i Australien og besteget en aktiv vulkan i tordenvejr i Indonesien.
Første destination: Rygsækken

Din rygsæk bliver dit andet hjem når du er på backpackerrejse, derfor er det super vigtigt at du finder en der fungerer til dig. En du kan organisere, der sidder korrekt på din ryg. Alt efter hvor lang tid du skal være afsted, hvordan klimaet er på din destination, og hvilke aktiviteter du skal lave under rejsen, skal du bruge en rygsæk på 40-75 liter.
På mine tre ture har jeg haft tre forskellige tasker – og i det her tilfælde må man i høj grad sige, at tredje gang var lykkens gang. Jeg er et kæmpe rodehoved, og den første taske gav mig simpelthen ikke nok mulighed for at organisere indholdet. Den havde for få rum, hvilket resulterede i, at mere lå på gulvet end i tasken – og det er ikke optimalt, når man ofte kun er samme sted i et par nætter.
Anden gang havde jeg lånt en taske af en ven, men den sad bare ikke godt på min ryg. Den var alt for lang, hvilket betød, at der blev lagt for meget vægt på mine skuldre, og jeg derfor ikke kunne gå særlig langt med den uden at det gjorde ondt.
Tredje gang lykkedes det, på min tre måneders rejse valgte jeg en 70l Osprey Ariel Plus damerygsæk – med hjælp fra en medarbejder i en af Eventyrsports butikker. Jeg prøvede op til 5 forskellige før jeg fandt den rigtige og vigtigst af alt skal de prøves med vægt i tasken.
Husk derfor, hvis du vælger at købe en rygsæk på webshoppen, at prøve den med vægt i, læg nogle fyldte drikkedunke i tasken justér den rigtigt til din ryg og gå lidt rundt med den – se vores guide til justering af rygsækken.
Pssst... husk at Eventyrsport har prismatch.
Anden destination: Den lille rygsæk
Når den store rygsæk ligger på et hostel eller er opbevaret et andet sted, og du skal på mindre dagsture, er det super vigtigt at have en god daypack.
To backpackerklassikere er Salomon Trailblazer og Haglöfs Tight, begge modeller fås i tre forskellige størrelser. Tænk over hvor meget du normalt har på dig. Har du f.eks. en masse kameragrej eller altid en bog og notesbog med dig, kan det være en god idé at vælge en lidt større rygsæk.
Tredje destination: Pakkelisten
Hvad du har brug for er selvfølgelig meget individuelt alt efter hvilket klima du rejser til, om du skal trekke til Machu Picchu i vintersæson, leve det gode surferliv i Australien eller på interrail i Europa.
Jeg har her lavet en grundlæggende pakkeliste, baseret på egne erfaringer og de backpackere jeg har mødt rundt omkring i verden.
Der er ikke angivet, hvor meget tøj du skal have med i de forskellige kategorier. Du bør overveje, hvor ofte du får mulighed for at vaske tøj, men også tage multifunktionelt tøj med såsom zip-off pants. Husk at less is more, og det er rart at have plads til at købe lidt tøj på rejsen.
Pakkeliste
Det grundlæggende
- Rygsæk 40 – 75 l
- Dagsrygsæk 10-30 l
- Flightbag/cargobag
- Pakkeposer/packing cubes
- Drybag
- Lagenpose
- Bæltetaske, håndtaske eller slingbag
- Toilettaske
Tøj
- Undertøj
- Strømper
- T-shirts/toppe
- Langærmede trøjer
- Lange bukser/kjoler
- Shorts/nederdel
- Regnjakke
- Evt. badetøj og sportstøj
- En kompakt fleece eller dunjakke
- Kasket/bøllehat
Toiletsager
- Solcreme
- Myggespray (tag en med og køb derefter lokalt)
- Håndsprit
- Førstehjælpskit, med håndkøbsmedicin, plaster, pincet mm.
- Evt. lidt vaskepulver
- Diverse hudplejeprodukter og lidt makeup
- Ørepropper
Fodtøj
- Komfortable sko - en backpackerklassiker er Salomon XA Pro
- Klipklapper eller sandaler der kan tåle vand
Øvrigt
- Hurtigtørrende håndklæder (2-3 stk.)
- Solbriller
- 2 TSA hængelåse til tasker og hostelskabe
- Opladere
- Powerbank med strøm til minimum to opladninger
- Adaptor
- Evt. dobbeltstikdåse, så du kan oplade flere ting på én gang
- Fotoudstyr
- Høretelefoner
- Sovemaske
- Pas
- Kreditkort (minimum 2)
- Evt. lokal valuta
Rejsedokumenter (printet ud)
- Flybilletter
- Rejseforsikring
- Evt. vaccinedokumenter (igen vær obs på ventetid og hvor lang tid der skal gå imellem, hvis du skal have flere doser)
- Evt. internationalt kørekort. (obs på ventetid på borgerservice)
- Printet telefonliste

Pakketips
Tøj: Lad det dyre og sarte tøj blive hjemme. Vask på hostels er sjældent skånsom – alt ryger i samme maskine og direkte i tørretumbleren.
Skal du til et varmt og fugtigt land som Vietnam eller Thailand, så pak åndbart og hurtigtørrende tøj – sportstøj eller T-shirts i merinould fungerer godt. En svedig bomuldtrøje er ikke rar at rejse rundt i.
Tænk over den lokale kultur. I templer skal skuldre og knæ dækkes, og på finere barer kræver mange steder lukkede sko.
Skal du bruge varmt tøj? Gå efter en let dunjakke, tynd fleece eller langærmet trøje, der kan pakkes kompakt sammen.
Toiletsager: Du har brug for mindre, end du tror, men husk de produkter, du ikke vil undvære, som hudpleje eller vitaminer. Solcreme uden skrappe indholdsstoffer kan være svær at finde i Asien og Sydamerika – og europæiske mærker koster ofte mere end i Danmark.
Cargo bag/rygsækpose: Uundværlig, når tasken kastes ind i beskidte busrum eller håndteres i lufthavnen. Den beskytter remmene og kan låses som en kuffert.
Packing cubes: De gør det nemt at holde styr på dine ting – og ja det er en investering, men de kan også bruges herhjemme til weekendture og fitnesstasken.
Sko: Husk et par klipklapper der kan tåle vand til bad på hostel, rengøringsstandarden kan svinge meget.
Kreditkort: Rejs med minimum to. Jeg har altid tre – ét til hver taske.
Sovemaske og ørepropper: Must-haves på sovesal. Der er altid én, der snorker, og én, der tænder lyset. Er du kvinde er kvindesovesale ofte mere stille.
Telefonliste: Print og laminer en liste med vigtige numre – bank, Udenrigsministeriet, familie, rejsebureau. Læg én i hver taske, så du har adgang til hjælp, hvis du mister din telefon.
Fjerde og sidste destination: Rejsetips

- Sæt dig ind i infrastrukturen, før du rejser. Nogle lande er langt sværere at komme rundt i end andre. Jeg blev f.eks. overrasket over, hvor besværligt det var at rejse rundt i Australien uden bil – især hvis du vil lidt væk fra turistområderne.
- Gennemtænk dit rejsebudget – og hav altid en økonomisk buffer til uforudsete udgifter. En klassisk fælde er alkoholforbrug. Jeg har mødt flere backpackere, som blev pressede på økonomien efter lidt for mange pubcrawls og fester.
Det er ofte også dyrere at rejse alene, da man ikke kan dele udgifter som f.eks. billeje – husk det i din planlægning.
Sæt penge af til større oplevelser. Nogle af dem, jeg selv har prioriteret, er surfcamp, skydiving, Ha Giang Loop i Vietnam, billeje og Machu Picchu-vandretur. - Sikkerhed: Tjek Udenrigsministeriets rejsevejledninger og stol på din mavefornemmelse. Hvis noget føles utrygt, skal du handle ud fra det. Jeg spørger næsten altid personalet på hostels, om der er områder, jeg bør undgå – det er en god kilde til lokale råd.
- Tag en bog med – langt de fleste hostels har en bogbyttereol, så du kan bytte undervejs.
- Brug Google Maps! Det er genialt til at finde spisesteder, læse anmeldelser og navigere med offentlig transport – især i lande som Japan, hvor det er udbygget langt mere end herhjemme.
Et sidste ord på vejen
Nyd det! Det kan til tider være udmattende at være backpacker og konstant være på farten, med mange nye indtryk og mennesker. Men det er en fantastisk måde at lære både sig selv og verden at kende på. Der går ikke én dag, hvor jeg ikke savner mine backpacker-eventyr, og jeg glæder mig som et barn, der skal åbne sin første julegave, til jeg skal ud på min næste backpackerrejse.
