Mads Nedergaard
- Vandrer, spejder og gennemsyret grejnørd

Det er vigtigt at overveje, hvorvidt du skal gå lange dagsetaper med mange højdemeter eller kortere etaper i fladt terræn, når du pakker. Turens kombination af vind, vejr og temperatur spiller også ind. Endelig er det også et spørgsmål om udstyr og fysisk form. Listen skal derfor læses som et forslag, da det er meget individuelt, hvor meget man har behov for at have med.
VANDRESTØVLER
Stivheden og materialet skal matche dit underlag. Støvler anbefales ofte frem for sko, da de giver den bedste beskyttelse mod vand, sten, krat og forstuvninger. Du kan læse mere om valg af fodtøj til turen lige her.
RYGSÆK
Den skal være stor nok til, at det hele kan pakkes i rygsækken, og det vil typisk være en størrelse på 20-35 liter. Bæresystemet og polstringen skal matche vægten af dit udstyr, som på denne type tur er på højst et par kilo. Den må derfor gerne kunne spændes godt ind, så de få ting ikke ligger og rasler rundt. Det kan være rart, at rygsækken har et rum til en vandblære. Her kan du læse mere om, hvordan du vælger den rette rygsæk til vandreture.
BEKLÆDNING
Som hovedregel kan man sige, at det tøj, du tager med, skal være nok til, at du kan klare dig i det værst tænkelige vejr, hvis du tager det hele på samtidig. Derudover skal du blot have to par ekstra sokker og et ekstra sæt undertøj med. Uld og syntetiske materialer er at foretrække. Uld er lugthæmmende, kan holde mere fugt og varmer, selvom det er vådt. Syntetiske materialer er slidstærke, lette og tørrer hurtigt, så det er en fordel at have lidt af begge dele. Vi anbefaler, at du medbringer følgende beklædning:
- Regntøj eller poncho (og evt. en paraply).
- En tynd fleecetrøje eller lignende til pauserne.
- Vandre-/fritidsbukser
- En til to uldundertrøjer (evt. en kort- og en langærmet).
- Undertøj
- To par sokker
- Evt. to par tynde indersokker.
- Hue, hat, halsrør og/eller kasket.
TOILETSAGER
- Toiletpapir
- Desinficerende gel
- Personlige toiletsager (f.eks. tandbørste, tandpasta, sæbe, håndklæde, bind, solcreme og myggebalsam).
- Evt. en lille skovl
MAD OG DRIKKE
Vær opmærksom på, at maden virkelig kan forbedre din overordnede turoplevelse. Det kan derfor være en god idé at medbringe ting, som forsøder pauserne lidt. En madpakke til en dagstur kunne f.eks. bestå af:
- Knækbrød/tortillas/pumpernikkel.
- Spegepølse, fast ost, konserves, honning og tun eller makrel på pose.
- Snacks: Stenalderbrød, hjemmelavede müslibarer (eller energibarer fra f.eks. Purepower) og nøddeblanding.
PRAKTISK UDSTYR
- Førstehjælpsudstyr af den simplere slags som f.eks. plaster, vabelplaster, smertestillende, forbinding, renseservietter og allergipiller).
- Drikkedunk eller væskeblære til rygsækken (gerne to liter).
- Solbriller
- Vandtætte pakposer
- Regnslag til rygsækken
EVENTUELT
Her har vi oplistet en række ting, som du højst sandsynligt vil blive glad for at have med, men som du godt kan klare dig uden.
- Vandrestave til fjeldbrug. De skal helst kunne justeres i højden, så de matcher rutens skiftende hældning.
- Kort
- Kortlomme
- Kompas
- En pausejakke (fleece, uld, dunvest eller -jakke).
- Lette sko, sandaler eller klipklapper til pauserne.
- Termokande og -krus
- Siddeunderlag (f.eks. siddepude fra TLT, Fjällräven eller TLT foldbar siddepude)
- GPS
- Kikkert
- Kamera
- Handsker
- Powerbank eller ekstra batterier
- Pandelampe
