Kære vandreskeptiker: Sådan ved du, om vandring er noget for dig

Henter data...
< Forrige artikel Næste artikel >
Kære vandreskeptiker: Sådan ved du, om vandring er noget for dig
Råd og vejledning
06 July 2022

Kære vandreskeptiker: Sådan ved du, om vandring er noget for dig

Frederik Thurøe - Eventyrsport Skribent


Skrevet af Frederik Thurøe

Vandrer, langrendsløber og soldat – elsker at sove under åben himmel! 


Er du i tvivl om vandring er noget for dig? Måske ligefrem skeptisk? Måske synes du det er kedeligt ”bare” at gå eller også har du hørt dig selv spørge ”handler det ikke bare om at sætte den ene fod foran den anden?”.  Uanset hvad, så er vandring meget mere end blot at gå. Her i artiklen får du punkteret de mest sejlivede myter imod vandring, ligesom at du finder ud af hvorfor vandring er sjovt, og at det faktisk er noget alle kan gøre – og ikke mindst noget, som alle kan få noget ud af.

De mest sejlivede myter om vandring

Der er en masse myter om, hvorfor man ikke skal begive ud på vandretur – her i afsnittet bliver du klogere på et par stykker af dem. Måske du har hørt nogle af dem før?

Vandreskeptisk_2

Myte #1: "Vandring er besværligt, hårdt og ubehageligt - det er ikke noget for mig"

Mange mennesker tror, at man skal være i helt perfekt form for at nyde vandreturen. Men det er ikke tilfældet. Faktisk kan alle mennesker tage på vandretur – det handler bare om at afpasse vandreturens niveau til dit fysiske niveau. Men dermed sagt, så bliver vandreturen jo bedre, jo større fysisk overskud du har. Og hvis du gerne vil i bedre vandreform, så kan du kaste et blik på denne artikel.

Med hensyn til om det er ubehageligt (f.eks. når der skal overnattes), så kan du jo starte i det små, og tage på dagsture, eller på vandring mellem hytter i Alperne eller Norge. Alternativt kan du vandre mellem hoteller eller vandrehjem, eller måske kaste dig over glamping, som du kan læse om her

Myte #2: "Vandring er en dyr ferieform"

Det er rigtigt, at en del vandregrej kan være dyrt. Og især hvis du starter fra nul, så kan det føles dyrt at starte. Men du skal huske på, at langt størstedelen af det udstyr du anskaffer dig til vandring, det holder i mange år og til MANGE ture! Derudover behøver du jo heller ikke anskaffe dig alting med det samme – du kan starte med at gå dagsture i det udstyr, som alle mennesker ejer – et par sko og en jakke. Og så skal du jo også huske, at der ingenting er galt med at låne grej af dine venner og familie, hvis de har det, som du skal bruge.

Hvis du bliver grebet af vandring, så kan du lige så stille tilkøbe det grej, du skal bruge, og derfra koster vandreturene tæt på ingenting! Så skal du kun betale for eventuel transport til det område, hvor du skal vandre – og mad skal du jo have alligevel.

Myte #3: "Vandring er kedeligt - det er bare et andet ord for at gå langt"

Nogle mennesker har den opfattelse af vandring, at det bare handler om at sætte det ene ben foran det andet og flytte sig en lang (og kedelig) distance. Men det gode ved vandring er netop, at det er en god måde at koble af og lade dine tanker flyde, så du kommer til at tænke på noget andet, end du plejer at gøre i hverdagen.

Din vandretur behøver overhovedet ikke være lang. Alt efter hvad du ser og oplever på ruten, så kan du sagtens gå en kortere distance, men stadig bruge lang tid på det. Som med alt andet i denne måde at være udendørs, så er det kun dig selv, som bestemmer, hvad du vil bruge din vandretid på.

Derfor skal du bruge tid på vandring

Nu, hvor du har fået punkteret et par myter om vandring, så lad os lige dykke ned i, hvorfor vandring er fedt at bruge tid på.

Vandreskeptisk

#1 Du bliver gladere af at bevæge dig ude i naturen

En af de helt store fordele ved vandring er, at du faktisk beviseligt bliver gladere, af at bruge tid i naturen. Og hvis du så kan tillægge også at bruge din krop, så er du garanteret en kanon god nattesøvn – uanset om du skal sove på hotel, i et luksustelt eller under åben himmel.

Derudover er vandring en måde at gå på eventyr på. For det er udelukkende dine egen ben, og hvad du selv har lyst til, som sætter grænsen for hvad du kommer til at opleve på turen.

#2 Det er meditation på to ben

Mens vandring er godt for dit fysiske velvære, så er det mindst lige så godt for din psyke. Når du er på vandretur, så har du typisk tid og overskud til at tænke i nogle andre baner end du plejer, og få nogle andre perspektiver på de problemer, som du går og tumler med – det kan gavne alle mennesker at være på vandretur og koble af.

Derudover er det også rigtigt rart, at vandring er en rekreativ sport. Der er intet konkurrenceelement indbygget i den, alle kan være med i deres eget tempo, og på deres egne præmisser. Det gør vandring til en nem ting at starte på, samtidig med at du nemt kan øge intensiteten og udfordringerne, hvis du ønsker det. 

Hvis du gerne vil have rigtig meget tid til dine egne tanker og til at fordybe dig i dem, så kunne du overveje at kaste dig over solovandring.

#3 Du kan kombinere vandring med andre interesser

Der er også mange vandrere, som kombinerer vandringen med deres andre interesser, eller laver nogle ting, hvor vandringen kommer i anden række – det kan du også læse om nedenfor.

Vandring er en perfekt ting at kombinere med at være f.eks. fuglekigger – så kan du vandre ud til og i området, hvor du skal kigge på fuglene. Du kan også bruge vandreturen til at lære om dyre- og plantelivet i området, så vandreturen får noget andet indhold end ”bare” vandring.

Det kan også være du er amatørmeteorolog og gerne vil øve dig på at forudsige hvilket vejr der kommer om et par timer eller i morgen – på den måde ville du blive en populær vandremakker for andre vandrere. Det er nemlig altid godt at være beredt på vejret. Det kan du også være med en skaljakke, som du kan læse om her.

Vandring kan også være en virkelig god måde til at få snakket med dine venner og familie – og til at få flyttet samtalen ud af sofaen. Hvis du vandrer alene kan du også bruge tiden på at høre lydbøger eller podcasts – det er kun din egen fantasi, som sætter grænser.

#4: Du har mulighed for at få store naturoplevelser, som du ellers var gået glip af

Og sidst, men absolut ikke mindst: når du vandrer, så har du mulighed for at opleve storslået natur, som du ellers var gået glip af! Tænk f.eks. på at vandre i Canadas vidtstrakte ødemark, blandt Norges fjelde og dybe fjorde eller i Marokkos Atlasbjerge, hvor du samtidig får et indblik i en fuldstændig anden kultur, end vores egen.

De fleste af disse steder ville det være umuligt at komme ud til, og umuligt at opleve, på andet transportmiddel end dine egne ben. Der kan du ikke komme til i bil, der kører ingen tog og i de fleste tilfælde kan det heller ikke lade sig gøre på cykel.

Så hvis du gerne vil have disse storslåede naturoplevelser, så er det altså dine egne ben, som du skal sætte din lid til.

Hvis du er blevet bidt af idéen om at komme på vandretur, så kan du kaste et blik på denne artikel. Den tager dig i hånden og viser dig alt du skal tænke over, når du planlægger din egen vandretur.

Du kan vandre med os

Du kan også snuppe en nem smutvej til at opleve vandring. Vi har nemlig allerede planlagt spændende vandreture, du kan komme med på. Ruten er lagt og frokosten sørger vi for - så er der bare tilbage at tage med og få en god vandreoplevelse. 

Råd og vejledning
Posted: July 06, 2022
Categories: Vandring , Outdoor , Rejse , Forår , Sommer , Efterår , Vinter
Forfatter: Frederik Thurø