Afbrændingsforbud og mad i det fri - hvad må du?

Henter data...
< Forrige artikel Næste artikel >
Afbrændingsforbud og mad i det fri - hvad må du?
Råd og vejledning
20 June 2023

Afbrændingsforbud og mad i det fri - hvad må du?

Lærke Sol Kappel Andersen - Eventyrsport Skribent


Skrevet af Lærke Sol Kappel Andersen

- Vild med klatring, fast hiking, vandring - og grej!


Når solen bager ned i det danske land, er det første instinkt for mange at tænde op for grillen eller at tage på eventyr med brænderen i rygsækken. Men det gode sommervejr betyder desværre også en øget risiko for brande i naturen. Læs med her og bliv klogere på, hvordan du skal forholde dig i tilfælde af afbrændingsforbud.

Sommeren er for mange lig med grillhygge, Sankt Hans bål og shelter- eller vandreture, hvor maden indtages i det fri. Desværre gør de høje temperaturer og tørke også, at risikoen stiger for, at ilden kan sprede sig og føre til naturbrande.

 I denne artikel vil vi gennemgå:

 

#1 Hvad betyder afbrændingsforbud, og hvor finder jeg information om dette?

#2 Hvad gør jeg med madlavning på min tur?

Afbrændingsforbud - Hvad betyder det?

Et afbrændingsforbud indføres lokalt i en kommune, efter en konkret vurdering af brandfaren i det pågældende område. Når der har været tørt og høje temperaturer gennem en længere periode, vil vegetationen i naturen være letantændelig, og som følge vil risikoen for brand stige. Forbuddet medfører, at der gælder en række skærpede regler ved brug af ild og alt, der potentielt kan antænde en gnist og derved føre til en brand. Det er derfor forbudt f.eks. at bruge kulgrill eller ukrudtsbrændere.

Brændere med gas eller brandfarlig væske såsom Trangia og Jetboil er derfor også omfattet af forbuddet, ligesom at du heller ikke må tænde bål, hverken på en offentlig bålplads eller derhjemme. Hvis du bruger gasgrill, så vær ekstra forsigtig og følg anvisningerne for afstanden rundt om grillen.

Du kan finde information og se et kort over, hvor der er udstedt afbrændingsforbud på Beredskabstyrelsens hjemmeside.

Afbrændingsforbud betyder, at det er forbudt, at:

  • Bruge enhver form for kulgrill, også på egen grund
  • Bruge enhver form for grill, også gasgrill, på offentlige arealer
  • Tænde bål eller åben ild - gælder også fakler, ildsteder osv.
  • Ryge i naturen
  • At bruge apparater/genstande der skaber gnister, gløder eller flammer udendørs - Det betyder også, at du ikke må bruge brændere som Trangia, Jetboil og lign.

Du må stadig gerne:

  • Bruge gasgrill på egen grund, eller hvor ejeren af f.eks. en campingplads eller et sommerhusområde ikke har udstedt et forbud. Dette skal dog ske på en gasgrill, der er hævet over jorden på et ikke-brændbart underlag, med mindst en meter til hver side.

Måltider i naturen - uden brug af ild

DSC00894

Selvom der er afbrændingsforbud, kan du alligevel godt tage på tur og nyde din mad i det fri. Det kræver blot lidt ekstra forberedelse eller alternative måder, når de vanlige brændere med sprit eller gas ikke længere er en mulighed.

Du kan f.eks.:

  • Medbringe maden hjemmefra eller som take-away
  • Prøve cold-soaking
  • Bruge poser med færdigpakket mad, der opvarmes kemisk

Medbragt mad

Når det ikke er muligt at koge vand til kaffen på gasblusset eller lave mad over bålet på turen, er det selvfølgelig oplagt i stedet at pakke picnic-kurven og termokanden eller købe maden udefra på din tur. Du kan evt. også forberede nogle af elementerne hjemmefra, og så i stedet ordne de uopvarmede ingredienser, når du er afsted. Dette sparer ofte også en del opvask og tid, når du er undervejs på vandreturen eller sidder i shelteren, så du ovenikøbet har mere tid til at slappe af og bruge tiden i naturen. Desuden smager en købe-pizza også kun endnu bedre i den friske luft!

Cold soaking

En anden mulighed hvis du f.eks. skal tilberede mad henover flere dage på din tur, er cold soaking. Metoden går i alt sin enkelthed ud på at lade madvarer såsom f.eks. cous-cous eller havregryn trække i koldt vand fremfor at bruge kogende vand. Metoden, der stammer fra letvægtsvandring, kræver, at du lader maden trække i lang tid, f.eks. nede i rygsækken i løbet af dagen, hvorfor det også er vigtigt at opbevare det i en tætsluttende beholder. Du skal dog være opmærksom på, at maden ikke vil få samme smag eller konsistens som hvis den var tilberedt med varmt vand, specielt hvis den indeholder fedt. Det er heller ikke alle retter, der gør sig godt til denne metode, så vælg tørre ingredienser med en lav tilberedningstid. Samtidig er det vigtigt at undersøge, hvor lang tid hver madvare skal trække, da hverken for hårde eller for udblødte retter er særligt lækkert.

Færdigpakket mad med kemisk opvarmning

En anden mulighed er at købe færdigpakket mad beregnet til vandring og outdoor-brug. Poserne minder om frysetørrede retter, men i stedet for at hælde kogende vand ned til indholdet, virker de ved kemisk opvarmning i en omsluttende pose. Posen med maden bliver først lagt ned i kogeposen, hvorefter der typisk hældes vand i denne. Derved aktiveres en kemisk reaktion, der skaber varme, og  posen med mad op varmes på denne måde op udefra. Således kan du lave varm mad på din vandretur, helt uden brug af brændere eller bål.

Find udstyr til eventyr i sommervarmen:

Råd og vejledning
Posted: June 20, 2023
Forfatter: Lærke Sol Kappel Andersen