3 drømmetreks i Himalaya

Henter data...
< Forrige artikel Næste artikel >
3 drømmetreks i Himalaya
Inspiration
04 March 2019

3 drømmetreks i Himalaya

Når dagene bliver kortere og kortere, og mørkere og mørkere i det danske, sker der næsten altid det samme for mange af os danskere. Vi begynder at drømme os væk. Ud i verden. Op over de høje pas i fjerntliggende lande. Himalaya kalder! 

Vi kigger derfor mod Nepal. Vi ser bort fra et par af de helt store treks – Everest Base Camp og Annapurna-området for eksempel – og retter i stedet blikket mod de tre treks, der alle opfylder de vildeste drømme om store tinder og spændende kultur.   

 

1. Rundt om Manaslu 

Manaslu er med sine 8156 meter intet mindre end verdens 8. højeste bjerg; en kolos af sne, is og klippe. Og tænk sig: der går en vandresti hele vejen rundt om bjerget.  

Det kan godt være, at trekket langt fra er lige så kendt som det, der går til Everest Base Camp eller det, der går rundt om Annapurna, men det er på mange måder et mere komplet trek. Og hvordan hænger det så sammen? Jo, trekket rundt om Manaslu er usædvanligt varieret, både når det kommer til den natur, man vandrer i, og de kulturer man oplever 

Trekket starter i blot 530 meters højde. Her vandrer man gennem det hinduistiske Nepal, og her bliver der dyrket ris på fine terrassemarker uden for de små landsbyer. Senere vandrer man op gennem magiske rododendronskove, der eksploderer i farver. Og endelig kommer man op i det høje Himalaya, hvor man vandrer med nakken bagover, for over én tårner de enorme snedækkede tinder sig mod himlen. Inden man når hele vejen rundt, skal man op over Larkya-passet, der kan mærkes i lungerne med sine 5110 meters højde. 

I de højereliggende dele af bjergene kommer man nu gennem landsbyer, hvor kulturen er tibetansk, med alt hvad der hører til af farverige bedeflag og buddhistiske klostre. På hele rundturen, som de fleste bruger et eller andet sted mellem to og tre uger på at gennemføre, kan man overnatte i tehuse i de fine, små landsbyer.  

 

 2. Makalu Base Camp 

Makalu er endnu højere end Manaslu og ligger på femtepladsen over de højeste bjerge i verden. Turen til bjergets base camp fører én dybt ind i hjertet af det højeste Himalaya, og undervejs får man da serveret smukke udsigter til selveste Mount Everest; endda fra en vinkel, som de færreste får at se.   

Turen er blandt de hårdere nepalesiske treks rent fysisk, da man konstant vandrer op eller ned – der er ikke mange nemme’ strækninger, hvor man blot slentrer af sted. Til gengæld bliver man belønnet med overdådige udsigterglatskurrede granitklipperhængende gletsjere, svimlende dybe dale og farveorgier i rododendronskove. Og så er her for øvrigt langt, langt færre trekkere, end man ser på stierne i Everest-området.  

 

3. Mustang 

Det lyder som noget fra et eventyr: Et afsidesliggende kongerige gemt på den anden side af Himalaya, der først for nyligt lukkede op for den omkringliggende verden. Ikke desto mindre er det netop, hvad Mustang er.  

Indtil begyndelsen af 1990’erne var dalen, der ligger i regnskyggen af det højeste Himalaya, lukket land for udlændinge, og det er stadig en særdeles uberørt kultur, man møder. Kulturelt tilhører Mustang nemlig mere Tibet end Nepal, og her finder man buddhistiske klostre og hvidkalkede huse med bedeflag blafrende fra de flade tage. Og så er der landskaberne! De tørre, golde bjerglandskaber, hvor landsbyerne ligger som grønne oaser. Landskaberne, hvor de enorme, sneklædte bjerge vogter over dalen med floden, der snor sig fra landsby til landsby. 

Med til historien hører også, at det kræver en særlig tilladelse at trekke ind i Mustang. Den koster 500 dollars for ti dage, og det bidrager til, at området ikke ser nær så mange trekkere, som mange andre treks i Nepal gør. Hoster man op med pengene, er der stort set garanti for, at man ikke fortryder. Mustang er ren trekking-magi.  

 



Læs mere om at trekke i Nepal på www.greathimalayatrails.com 

Relevante links:
Vandresko, vandresandaler og vandrestøvler
Rygsæk og udstyr
Bukser, shorts og nederdele 

Inspiration
Posted: March 04, 2019
Forfatter: Opdag Verden