3 lune efterårsture i Sydeuropa

< Forrige artikel Næste artikel >
3 lune efterårsture i Sydeuropa
Inspiration
26 October 2018

3 lune efterårsture i Sydeuropa

Der findes masser af god, lun vandring i efteråret, hvis man rejser en smule mod syd. Her er tre vandreruter og områder, der passer perfekt til efteråret eller vinteren, og hvor man ovenikøbet kan vandre med en lille rygsæk, så der er overskud til at nyde udsigterne. Samtidig er der mulighed for at spise godt og overnatte i en dejlig varm seng på alle turene.


 

1 Dagsture på Madeira

Vulkanøen Madeiras takkede landskaber rejser sig højt over Atlanterhavets bølger. Klimaet er subtropisk, og det betyder, at man kan vandre her året rundt – også når det begynder at blive lidt for koldt herhjemme.

 

Madeira har et væld af fine vandreruter, og der er rigeligt til at få en uge til at gå med at udforske øen. Det handler blot om at vælge, hvad man er i humør til:

 

Kyststrækninger med lodrette klipper, der forsvinder direkte ned i Atlanterhavets skumtoppe?

 

Tågeskove, der dufter af mystik og byder på svalende skygge?

 

Plateauer med sælsomme klippeformationer højt oppe under himlen? 

 

Der er masser af forskellige landskaber at vælge mellem, men man kommer ikke uden om levada’erne. Her er tale om gamle afvandingskanaler, der i dag fungerer som vandreruter og bringer én ud på bjergsiderne. Nogle af kanalerne er mere end 500 år gamle, og med hele 2000 kilometer af dem, løber man ikke sådan lige tør for nye strækninger at udforske.

 

Begynd for eksempel med Levada do Rei, der starter i São Jorge. Herfra vandrer man i godt fem kilometer og bliver belønnet med uforstyrrede udsigter ud over smukt opdyrkede dalstrøg, inden man dykker ind i det, der minder om grønne tunneller, da vegetationen er så tæt. Ganske enkelt smukt! Stien ender i skønne Ribeiro Bonito, som ligger i den UNESCO-fredede Laurisilva-skov. Her er meget, meget frodigt, og meget, meget fint. 

Læs meget mere om ruter, transport og overnatning på www.visitmadeira.pt, hvor du bl.a. kan downloade pdf’er med beskrivelser af en lang række vandreture.

2 Menalon Trail i Grækenland

Menalon Trail snor sig gennem den græske region Arkadien, der i renæssancens kunst blev fejret som et uspoleret, harmonisk vildnis. I løbet af 75 kilometer vandrer man gennem ni forskellige landsbyer, der hver byder velkommen med sine egne historier, festivaler og kulinariske traditioner.

 

Herinde midt på halvøen Peloponnes befinder man sig nemlig i en region, hvor kulturen trækker tråde langt, langt tilbage i tiden til gammel mytologi og oldgamle historier.

 

Det var for eksempel her i Arkadien, at Pan havde hjemme. Og det siger måske lidt om, hvad det er for oplevelser, der venter, at han var gud for hyrden og dyreflokkene, for bjergenes liv, den vilde jagt og rustik musik. Han var også nymfernes følgesvend, men det er måske en lidt anden historie.

 

Menalon Trail går gennem flodkløften Lousios, slynger sig på siderne af Mt. Menalon, går langs floden gennem dalen Mylaion og bølger gennem den nordøstlige del af Gortynian-bjergene. Bjergenes tinder når små 1000 meters højde, og nåleskove sørger for frisk duft og skygge fra solen.

 

Og så er der kulturen undervejs. Udover de fine landsbyer kommer man for eksempel forbi Prodromos-klosteret, der på opsigtsvækkende vis er bygget ind i en lodret klippeside. Vandrere er velkomne til at kigge ind bag murene.

 

Dagsdistancerne varierer mellem korte dage på godt fire kilometers vandring til længere dage på små 15 kilometer. De er lagt sådan, at man hver dag ender i en landsby, hvor man kan spise og sove.

 

Læs meget mere om ruten på menalontrail.eu

3 På stierne ved Gardasøen i Italien 

Gardasøen er ikke blot den største sø i Italien - den lokker også med umådelig fin vandring. Det er ikke mindst tilfældet, når sommerens horder af turister pakker sammen og drager hjem. Her kan man vandre ved søens sydlige ende, der dufter af Middelhavsstemning med vinmarker, olivenlunde og fredsommelige stier, der ikke udfordrer med de store højdemeter, men giver mulighed for at slentre af sted.

 

Er man på jagt efter lidt større, mere rå natur, så er det blot at vende snuden mod den nordlige ende af Gardasøen. Heroppe rejser bjergene sig højere, og trasker man opad, finder man snart storslåede udsigter ud over søens vandspejl.

 

Vandrer man her i vinteren, kan der godt blive en smule køligt i højderne, så der er brug for lidt ekstra varme på tøjfronten.

 

Du kan læse mere om området på www.visitgarda.com.

 

Herunder finder du links til relevant tøj og udstyr:

Vandresko og vandrestøvler

Vandrestave

Rygsække

Drikkedunke og drikkesystemer

 

Foto: Adronos Haris

Inspiration
Posted: October 26, 2018
Categories: Vandring i Europa
Forfatter: Opdag Verden