7 gode råd: Den gode lejrplads på vandreturen

Henter data...
< Forrige artikel Næste artikel >
7 gode råd: Den gode lejrplads på vandreturen
Råd og vejledning
09 December 2017

7 gode råd: Den gode lejrplads på vandreturen

Et godt sted at slå lejr for natten er vigtigt på enhver vandretur, hvor der ikke er fastlagte lejrpladser undervejs, men det er op til dig selv at finde det gode sted i naturen. Men hvordan finder du den komfortable, sikre lejrplads til teltet, der samtidig tager hensyn til naturen og giver dig en uforstyrret nattesøvn efterfulgt af en behagelig morgen?

 

Her er syv gode råd til at finde den gode lejrplads på vandreturen:

1 Gå væk fra stien - men pas på naturen

Prøv at finde et sted, der ligger lidt væk fra stien. Her er der færre forstyrrelser i form af andre vandrere, og du har en bedre chance for at finde fred og ro, når teltet er slået op. Det giver en mere uforstyrret lejr, hvor du kan slappe af omgivet af naturen. Vær dog samtidig opmærksom på ikke at gøre unødvendig skade på naturen ved at trampe på skrøbelig vegetation.

2 Sørg for at have vand tæt på lejren

Kan du finde en lejrplads tæt på rindende vand, så er det perfekt. Det giver vand til madlavningen, drikkedunken og opvasken, og du undgår at skulle slæbe litervis af vand i rygsækken sidst på dagen, inden du finder et sted at slå lejr. Undgå dog at slå teltet op nær stillestående vand og i sumpede områder. De steder tiltrækker nemlig myg, og de små bæster har det med at lægge en dæmper på aftenhyggen. 

3 Vær opmærksom på underlaget 

Find et plant underlag, hvor der ikke er skarpe sten, rødder der stikker op og lignende. Det sikrer, at du ligger bedre, når du kommer i soveposen. Samtidig er der mindre risiko for, at en skarp sten eller rod prikker hul på dit liggeunderlag, hvis du bruger et oppusteligt eller selvoppusteligt et af slagsen. Kan du ikke finde et helt plant sted, så slå dit telt op, så det skråner lidt opad i den ende, hvor du lægger hovedet. Det giver den bedste nattesøvn. 

4 Overvej sol og skygge om morgenen

Kend dine verdenshjørner og overvej, om du vil have morgensol eller morgenskygge. Er du et koldt sted, hvor nattetemperaturen falder under frysepunktet, eller der er kondens i teltet, så vælg et sted med morgensol, så du nemt kan tørre teltet, inden du pakker det i rygsækken. Er du et sted, hvor solen brænder varmt fra morgenstunden, så vælg et sted med morgenskygge. Så vågner du ikke med en sandpapirshals og følelsen af at have overnattet i en iltfattig brændeovn.

5 Forbered dig på regnvejr

En god lejr er en tør lejr. Undgå at slå teltet op på det laveste sted i området. Her er der risiko for, at regnvandet samler sig, hvis det plasker ned i løbet af natten, og det er en trist oplevelse at vågne op til vådt grej. Pas også på med at slå dit telt op på jord, der er meget hård. Her kan det være svært for regnvandet at synke ned i jorden. I stedet samler det sig under dit telt og sætter vandtætheden på en unødvendig prøve.

6 Læs de skjulte farer i landskabet 

En hyggelig lejr kan hurtigt blive omdannet til en uhyggelig lejr, hvis du ikke er opmærksom på de eventuelle farer, der kan opstå. Slå for eksempel ikke dit telt op i udtørrede floder eller flodsenge. Her kan der pludseligt opstå oversvømmelser – både hvis det regner, hvor du er, men også regnfald langt væk kan bringe store mængder vand med sig. Overnatter du i skoven, så vær sikker på, at der ikke er rådne grene på træerne over dit telt. De kan falde ned i løbet af natten. Slår du lejr i bjergene, så vær sikker på, at det ikke er steder med mulighed for stenskred eller med lavinefare. Modstå også fristelsen for den hyggelige lejr under det enkeltstående træ. Her kan der være fare for lynnedslag, hvis det bliver uvejr.

7 Efterlad ingen spor 

Husk til sidst at rydde op efter dig. En god lejr er en lejr, ingen kan se engang har været der, når du igen er ude på stien på jagt efter et nyt uforglemmeligt sted at tilbringe den næste eventyrlige nat. Du kan få flere gode råd til at efterlade så for spor som muligt i dette blogindlæg.

 

Herunder finder du links til relevant udstyr og tøj:

Vandrestøvler til damer og herrer

Vandresandaler til damer og herrer

Vandrestave

Regntøj

Drybags og andet vandtæt tilbehør

Førstehjælp

Foto: Jens Ottoson

Råd og vejledning
Posted: December 09, 2017
Forfatter: Opdag Verden