Store rygsække >50 L

Videoguides

Få vejledning om rygsække af vores personale!

Rygsække til backpacking, vandring og andre outdoor-eventyr

Her på siden finder du store rygsække med et litermål på 50 kg helt op til 100 liter. Rygsækkene er rummelige og solide, med bæresystemer designet til at blive båret mange dage i streg. En stor rygsæk er utroligt praktisk på backpackerturer og naturligvis også til vandring over flere dage, hvor du skal have både telt, sovepose, underlag og andet overnatningsgrej med dig. Skal du eller dit barn bruge en rygsæk til spejder, shelterturen eller som alternativ til kufferten på dine rejser, kan du her finde rygsække over 50 liter fra mærker som Fjällräven, Osprey, Lundhags og Deuter.

Kvinde der læner sig op af to rygsække ombord på en båd

Backpacking – tag på rygsæksrejse

Som navnet antyder er en god rygsæk rimeligt vigtig, hvis du skal på backpackertur. Er kursen sat mod Asien, Latinamerika eller en helt tredje verdensdel i dit sabbatår, kan du her finde store rygsække med smarte funktioner, der gør det nemt og komfortabelt at leve ud af rygsækken mens du er afsted. En stor lynlåsåbning gør f.eks. at du ikke skal rode hele din rygsæk igennem for at finde det du mangler, mens lommer og ruminddelinger sørger for at holde din ting organiserede. Består din tur af trekking, eller skal du bare gå meget med din oppakning inde i byer og på din transport fra A til B, er det desuden vigtigt, at du finder en rygsæk der passer dig bedst muligt.

Find rygsækken til din næste vandretur

Skal du på tur i de norske fjelde eller på andre stier, er en god og pålidelig vandrerygsæk et must.  Med plads til både kogegrej, soveposen og alle dine øvrige pakkenelliker, er en rygsæk på 50-65 liter et godt valg, alt afhængigt af sæson og størrelsen på dit udstyr. Da du skal gå meget med rygsækken er en god pasform, der sørger for at du bærer vægten mest optimalt, altafgørende. Prøv derfor at indstille rygsækken med en smule vægt i og gå lidt rundt med den i butikken eller derhjemme før du beslutter dig.

Ofte stillede spørgsmål

Hvilken rygsæk skal jeg vælge?

For at vælge den rette rygsæk til dig, skal du tage stilling til, hvilken størrelse rygsæk du skal bruge, og hvilke funktioner, der er vigtigst for dig og den aktivitet, du skal bruge rygsækken til. Rygsækkens pasform er ligeledes afgørende for, om rygsækken er komfortabel for dig at gå med, så husk at prøve rygsækken på inden du vælger.

 

Hvilken størrelse rygsæk skal jeg vælge?

Til vandring med telt og andet sovegrej er et sted mellem 50-60 liter ofte tilstrækkeligt, mens rygsække til vinterture og backpacking ofte ligger et sted mellem 60 og 80 liter. Til ekspeditionsbrug, eller andre tilfælde, hvor du skal have rigtigt meget grej med, kan du kigge på rygsække fra 80 liter og opefter.

 

Hvordan skal en rygsæk sidde?

Rygsækkens vægt bør hovedsageligt hvile på dine hofter, og det er derfor vigtigt, at du strammer hoftebæltet godt til. Skulderstropperne bør følge din skulder rundt uden at gabe nogen steder, og fæstnepunktet bør være lige mellem dine skulderblade. Du kan få hjælp til at indstille din rygsæk i vores videoguide her på siden eller af vores personale i en af vores butikker.

 

Hvordan pakker jeg min rygsæk?

Overvej først og fremmest, hvilke ting du hurtigt skal kunne komme til såsom regntøj, snacks og førstehjælpskit. Disse kan pakkes i yderlommer og toplåget, mens de tunge ting bør pakkes tæt ind mod ryggen for at bære vægten mest optimalt. Sørg desuden for, at vægten er ligeligt fordelt mellem højre og venstre side.