Mads Nedergaard
- Vandrer, spejder og gennemsyret grejnørd

Du bliver bl.a. introduceret til, hvilke funktioner som du med fordel kan overveje om, er vigtige for dig, inden du investerer i en ny rygsæk og forhåbentlig bliver du klogere! Læs guiden, og så har du et godt fundament for at finde en rygsæk, der passer lige præcis til dig og dine behov. Hvis det er første gang du skal købe en rygsæk, kan du med fordel henvende dig i en af vores butikker, hvor du kan blive vejledt af vores erfarne personale og få hjælp til at indstille rygsækken.
Taskens funktioner

Ovenfor har vi nummeret de forskellige dele af rygsækken, så du kan se, hvilke dele af rygsækken vi forklare herunder.
1. Hulning til nakken
Er rygsækken så stor, at den når op i hovedhøjde, er det rigtigt smart, hvis der er en hulning til baghovedet. Ellers banker du nakken i sækken, når du kigger op, og det bliver hurtigt irriterende. Du kan lynhurtigt mærke, om det er behageligt eller ej, når du prøver rygsækken.
2. Låg
Toplåget skal være så stort, at det går godt ned over snelåsen. Snelåsen er det bløde stykke med én eller flere snører, der udgør den øverste del af sækken. Mange låg kan justeres i højden både for og bag og giver således mulighed for at øge rumfanget - eller eventuelt give plads til et liggeunderlag under låget. Husk, at det kun giver mening at have relativt lette ting liggende så højt i rygsækken. Nogle låg kan tages helt af og bruges som bæltetaske eller daypack.
3. Frontåbning
Nogle rygsække har en frontåbning, også kendt som kuffertåbning, og sådan en giver dig nemmere adgang til indholdet end topåbningen. Det kan være rigtigt rart, hvis din rygsæk i virkeligheden fungerer som en kuffert med seler – for eksempel på Interrail, backpacking el.lign. Der bør være en form for aflastning på tværs af lynlåsen, f.eks. nogle spænder på tværs. Ellers bliver den meget belastet, og du risikerer at den går i stykker utidigt.
4. Påspænding
Måske kan du ikke have alle dine ting i rygsækken, og så er det nødvendigt med diverse indretninger til påspænding af for eksempel liggeunderlag, teltstænger eller vandrestave. Det kan være en rigtig rar løsning, så du har tingene lige ved hånden. Løsthængende ting, især tunge ting og sager, kan dog ikke anbefales – du vil opleve, at din balance bliver dårligere, og det gør ikke noget godt for turens helhed.
5. Opdeling/soveposerum
De fleste rygsække har mulighed for at opdele sækken i to rum. I så fald er der en åbning i bunden af rygsækken, så der er adgang til det nederste rum. Dette bruges ofte til soveposen, og det er smart, fordi den ofte fylder en del, men til gengæld ikke vejer noget særligt. Soveposerummet kan du dog også bruge til vasketøj, fodtøj eller andre ting. Tjek, at åbningen er stor nok til, at det er til at få soveposen ind.

6. Bæreseler
Selerne er i berøring med din krop i al den tid, du bærer rygsækken, så de skal passe perfekt! De skal være brede og polstrede med en skumtype, der er hård nok til at bære den vægt, du skal have i rygsækken. Jo blødere skum, jo hurtigere klapper de sammen. Formen skal være sådan, at de hverken skraber på hals, skuldre eller bryst. Kvinderygsække vil typisk have vinklet skulderstropperne således, at der er bedre plads til en barm.
7. Lommer
En rygsæk uden sidelommer er et særsyn, men findes ikke desto mindre. Sidelommerne kan have mange udformninger og være mere eller mindre elastiske. Skal de bruges til vandflasker, er det smart, at åbningen er skrå, så det er nemt at få flasken ud og ind af lommen – f.eks. mens man går. Sidelommer kan også være smart til at opbevare fodtøj du nemt skal have adgang til. En stor frontlomme kan bruges til regntøj, jakke eller andet, der skal være lige ved hånden. Du bør prioritere en rygsæk med mange udvendige lommer, hvis du ofte skal have hurtig adgang til ting i rygsækken på din tur.
8. Kompression
Kompressionsremme både på langs og på tværs giver mulighed for at mindske rumfanget, hvis rygsækken ikke er helt fuld. Det kan være rigtig rart, for det betyder samtidigt, at rygsækken ikke føles slasket, og at du ved præcis, hvor tyngdepunktet er. Det vil du formentlig opleve gør din dag på farten markant bedre.
9. Hoftebælte
Dette er den allervigtigste del af rygsækken, så her må du ikke gå på kompromis. Bæltet bærer nemlig langt den største del af rygsækkens vægt og overfører den til kroppen. Det skal være kraftigt og med et stærkt skum, ellers holder det ikke i længden. Det, der føles blødt og behagelig i starten, er ikke holdbart nok til langtidsbrug. Visse bælter kan formes ved hjælp af varme og kommer dermed til at passe endnu bedre til dine hofter. Hoftebælter på kvinderygsække er, som oftest, anderledes vinklede end dem til mænd, da kvinder ofte har en smule rundere og bredere hofter. Det kan dog sagtens ske, at en mand skal bruge en kvinderygsæk og omvendt – det kommer fuldstændig an på din kropsbygning.
Til sidst bør du være opmærksom på længden af rygstykket i rygsækken, da et for langt eller for kort rygstykke vil gøre at du ikke kan justere hoftebæltet og bæreselerne korrekt. Større rygsække har næsten altid indstilling til at forlænge eller afkorte rygstykket og dermed længden på rygsækken.
Dine kriterier
Størrelse og formål: Perfekte taske til den perfekte tur
Du skal finde en rygsæk, der passer til din størrelse og din tur – her er det virkelig også værdifuldt at lægge nogle kræfter i din egen overvejelse. Skal du backpacke eller gå hytte-til-hytte, er 60 liter formentlig rigeligt, men skal du have både telt og køkkengrej med, skal der måske lidt mere til. Det afhænger af din egen størrelse og din evne til at pakke let og til at vide, hvad du skal bruge på turen. Og husk, at uanset hvor stor rygsækken er, bliver den altid fyldt! Derfor ville mit råd være altid at købe en lidt mindre rygsæk end du regner med, at du skal bruge og teste om alt dig grej kan være i den. Hvis du så kan have dit grej i den, så er det bare rart, og hvis ikke, så kan du jo bare bytte den til nummeret større.


Læs også
Rygsæk - 6 gode råd til justering
Rygsækken er så godt som en uundværlig rejsemakker på de fleste vandreture, og du skal have den på ryggen i mange timer ad gangen. Derfor er det selvfølgelig vigtigt, at rygsækken sidder rigtigt og så behageligt som muligt. I denne artikel får du derfor seks gode råd om pakning og justering af rygsækken, så den sidder så komfortabelt som muligt.
Se mereTilpasning: Få tasken til at sidde godt
En dårligt siddende rygsæk kan ødelægge din tur på rekordfart – du kan typisk mærke det inden for de første par kilometer. Så tag dig tid til at finde den, der passer helt rigtigt til dig. Hoftebælte og seler skal sidde godt og rigtigt, ikke bare ok, og du skal prøve rygsækken med vægt i, ellers hjælper det ingenting. Ryglængden skal tilpasses dig, og du skal prøve at trække i alle justeringsstropperne på hoftebælte og bæreseler og se, om det fungerer for dig. Benyt dig af personalets viden og erfaring, lån et par støvler og fut lidt rundt i butikken med det hele på. Derudover er det vigtigt at huske på, at du skal afprøve rygsækken med den mængde tøj på, som du også skal gå i på turen. Hvis det er en tur til et varmt land, så duer det ikke at afprøve rygsækken med en vinterjakke på.
Pakning: Få plads til alt og orden på det hele

De tungeste ting skal længst ind mod ryggen, og de lettere ting skal i bunden og i toppen. Det skal de, fordi jo tættere vægten er på din core, jo nemmere vil det være at bære rygsækken. Derudover er det smart, at de ting som du kan få brug for i løbet af kort tid (for eksempel regntøj) skal være lettilgængelige. Prøv at lave et system, som du bruger hele tiden, så du ikke skal fumle efter noget i en presset situation, hvor du måske er våd og kold. Brug eventuelt små pakposer til at holde styr på eksempelvis sokker og undertøj. Pakposer kan også være rigtigt smarte til at holde dit grej vandtæt.
Fly: Pas på din taske på farten
Lufthavnspersonalet hader rygsækkens bæresystemer og flagrende remme, for de sætter sig fast, og det er ærgerligt at stå med en ødelagt rygsæk på den første destination af jordomrejsen. Visse rygsække har en klap, der kan skjule bæresystemet. Har den ikke det, er det en rigtig god idé at bruge et transportovertræk/en flight bag, så din rygsæk er beskyttet på sin tur igennem lufthavnen. Alternativt kan du bruge et regnslag og sætte det omvendt på din rygsæk så det dækker alle bæresystemerne.
Tilbehør: De små detaljer, der giver den gode oplevelse
Hvis rygsækken ikke er vandtæt eller har indbygget regnovertræk, kan det være rigtig smart at købe sådan et med. Transportovertrækket/flight baggen til flyrejsen er også en overvejelse værd, ligesom små pakposer til systematisering af indholdet. Skal du på vandretur, er det en god idé, at gruppen medbringer et par reservespænder til henholdsvis hoftebælter og bæreseler. Det er bare rigtigt ærgerligt at stå på fjeldet og mangle et stykke plastik, som er ret afgørende for din rygsækkomfort på resten af turen.
Drikkesystem

Næsten alle rygsække har efterhånden plads til et drikkesystem. Et drikkesystem er en kraftig plastikpose med en slange i, så du kan drikke mens du går. På den måde er du ret sikker på at få væske nok, og det kan være rigtig smart, hvis din tur går til et varmt land og du skal vandre med hele din oppakning. Posen ligger inde i rygsækken, og slangen føres gennem et hul og fæstes i små anordninger på selerne. Du kan gå og drikke undervejs, men det tager tid at fylde op, og er typisk mere besværligt end en almindelig drikkedunk. Til gengæld får du så anledning til at holde en lille pause og du kan have mere væske med på turen – den afvejning må du selv foretage.
I sidste ende finder du den rigtige rygsæk ved at prøve forskellige og overveje dine behov alt efter hvilken type ture eller rejser du skal bruge den til. Vigtigt af alt skal den sidde komfortalt på din krop så du ikke får gnavesår eller ondt når du går rundt med den.
Jeg håber du blev lidt klogere på rygsække som bagage og hvad du skal kigge efter, har du brug for mere vejledning eller måske prøve nogle forskellige rygsække kan du finde din nærmeste butik lige her!
