
9 stykker grej til den våde tur
Det er desværre ikke alle ture, hvor solen blot skinner og skinner, og der ikke er en sky på himlen. Tager du på tur, hvor du frygter eller forventer regn, så er det vigtig, at du er forberedt. For er du forberedt, kan du stadig få en god oplevelse, selvom det skulle regne. Vi kigger her på grej, der er godt, hvis skal på tur i områder, der har det med at blive våde.
Tager man på ture, hvor der er risiko for regn, er det vigtigt at have forberedt sig hjemmefra. Man har selvfølgelig sørget for at have den rette beklædning på, men derudover er det vigtigt, man har pakket sine ting, så vand ikke gør skade på dem. Og at man har forberedt sig på regn i lejren.
Der er masser af udstyr, man kan investere i, som er med til at holde grejet tørt på vandreturen, cykelturen eller kanoturen.
Her er ni stykker uundværligt grej til den våde tur:
1. Regnslaget til rygsækken
Det er meget, meget sjældent, at en rygsæk er vandtæt i sig selv, og det er derfor vigtigt, at du har et regnslag til din rygsæk. Mange rygsække kommer med et regnslag, når du køber dem, men gør de ikke, så køb et i løssalg. Det sikrer, at vand ikke siver gennem din rygsæk, og at alt det, du bærer på, bliver vådt og, i værste tilfælde, ødelagt.
2. Drybags
Selv med et regnslag på rygsækken, kan man ikke være forsigtig nok. Det er derfor en glimrende idé at pakke udstyr, der absolut ikke må blive vådt, i drybags. Drybags er pakkeposer i vandtætte materialer, og pakker du i dem, har det samtidig den fordel, at de er med til at holde organiseringen i rygsækken. Du kan for eksempel pakke dit soveudstyr og tøj i drybags. Så du er sikker på at få en tør og varm søvn og have noget tørt tøj at tage på.
3. Vandtæt cover til mobilen
Mobiltelefoner og vand er svorne fjender, så køb et vandtæt cover til din mobil. Det sikrer, at mobilen ikke bliver våd, og at du kan bruge den, selvom det regner – både når det kommer til at operere knapperne, og når det kommer til at tale.
4. Vandtæt cover til kortet
Bliver dit kort vådt, kan det gå i opløsning, men det kan du forhindre med et vandtæt cover. De fås i forskellige former og formater, men mange af dem kommer med en snor, så du kan hænge kortet om halsen og kigge på det, selvom det plasker ned. En anden løsning er selvfølgelig et vandtæt kort, hvis du kan få fingrene i sådan et over det område, du udforsker.
5. Bålstarter-kit
Det er altid dejligt med et bål, når man kommer i lejr, og det er bestemt ikke mindre dejligt, hvis du er blevet våd og måske en smule kold i løbet af dagen. Det kan derfor være en god idé at pakke et bålstarter-kit i rygsækken, hvor du har noget godt at tænde op med, som for eksempel en gang savsmuld med et højt indhold harpiks i en dåse. Kittet skal også gerne indeholde noget, du kan tænde ild med, selvom det er vådt. Her er et strygestål glimrende. Du kan også bruge en stormlighter eller en æske vandtætte tændstikker.
6. Tarp til lejren
En tarp er et stykke vandtæt sejl. Det kan bruges til mange ting; blandt andet at spænde ud, så man har et tørt sted at opholde sig, hvis det regner, når man holder pause eller i lejren om aftenen.
7. Teltet til den våde tur
Forventer eller frygter man regnvejr på turen, er det en god ide at medbringe et telt, der har en stor apsis. Der vil ofte være talen om tunneltelte. Med en stor apsis har du mulighed for at opbevare dit udstyr, og du kan bruge apsis til madlavning i ly fra regnen.
8. Footprint til teltet
Et footprint lægges under dit telt og beskytter inderteltet mod fugt fra jorden. Det beskytter samtidig mod slid.
9. Fibersoveposen
Er der stor risiko for regn på turen, så er det en god idé at pakke en fibersovepose i stedet for en dunsovepose. Fibersoveposer varmer nemlig, selvom de bliver våde, mens dun klapper sammen, når de bliver våde, og dermed mister sine isolerende egenskaber.
Herunder finde du links til relevant udstyr:
Regnslag og tilbehør til rygsække
Blogindlæg: Hold dig tør på tur
Foto: Jens Ottoson