Frederik Thurøe
- Vandrer, langrendsløber og soldat – elsker at sove under åben himmel!

Dit liggeunderlag er en del af fundamentet for, at du får en god nats søvn. Både fordi det gerne skal være behageligt at ligge på, men også fordi underlaget skal isolere mod kulden fra jorden – din sovepose bliver jo trykket flad, når du ligger i den, og derfor skal du bruge noget mere isolering nedefra. Derfor gennemgår vi her, hvilke ting du skal være opmærksom på når du køber liggeunderlag.
Når du skal købe et liggeunderlag, bliver du ofte præsenteret for en såkaldt R-værdi. Dette er et udtryk for liggeunderlagets isolerende egenskaber. Skalaen løber fra 1 til 10, men det er sjældent, at man ser et liggeunderlag med R-værdi over 7.
1 betyder, at liggeunderlaget har en lav isoleringsevne, mens 10 omvendt angiver en meget høj isoleringsevne. Det står på liggeunderlagets indpakning – og sommetider også på selve underlaget – hvad R-værdien er. Det kunne f.eks. stå sådan her: R-værdi (eller R-value): 4,1. På hjemmesiden vil du under hvert liggeunderlag også finde en temperaturgrænse, du kan bruge som guide. Det skal siges at liggeunderlaget ikke giver varme, men beskytter mod kulden fra jorden. Du kan derfor bruge et liggeunderlag med høj R-værdi og komforttemperatur i varme temperature uden problem.
R-værdien er en rettesnor

Producenterne af liggeunderlag angiver selv R-værdien, og den skal derfor tages som en rettesnor. De fleste store producenter bruger den samme testmetode. Det er dog ikke et krav, og derfor er vi også varsomme med at præsentere dig for en udførlig R-værdi anbefaling for liggeunderlag, men brug denne som en guide. Den tager udgangspunkt i det danske klima:
- Til en dansk sommer vil en R-værdi på 1,7 og nedefter være passende.
- Til for-og efterår vil en R-værdi på mellem 1,7 og 3,2 være passende.
- Til vinter vil en R-værdi på 4 og opefter være passende.
Værd at overveje
Når du vælger et underlag, så tænk over, hvilke klimatiske forhold det skal bruges under, og hvilken slags tur der er tale om – for eksempel, om det er en vandretur, hvor vægt og pakvolumen kan have stor betydning. Husk også at tage højde for, om du normalt er kuldeskær, eller om derimod ofte har det varmt - også om natten. For hvis du plejer at fryse, så skal du nok gå efter et underlag med en højere R-værdi, end andre behøver. Husk også, at et meget isolerende underlag ikke er ligesom en meget varm sovepose. Liggeunderlaget med den høje R-værdi kan du sagtens bruge om sommeren også, for det varmer ingenting op – liggeunderlaget sørger bare for, at du ikke bliver kold nedefra.
I dette blogindlæg kan du læse om hvordan du opnår den rette komforttemperatur, så du kan få en god nattesøvn og være frisk til en ny dags oplevelser.
Og hvis det går helt galt, så husk også på, at du faktisk kan stable flere liggeunderlag og på den måde lægge R-værdien sammen! Så hvis det går helt galt, så find et ekstra underlag.
Husk også … at hvis du skal bruge mere isolering, så prøv at samle skovens materialer og læg dit underlag på dem – jo mere du kan fjerne dig fra jorden, des bedre!

Læs også
Sådan vælger du det rigtige liggeunderlag
Noget af det allervigtigste, når du er på tur er, at du sover ordentligt. Og det kræver typisk et liggeunderlag. Dit liggeunderlag højner komforten, når du sover, og så er det ret vigtigt for, om du kan holde varmen om natten. Det er især en afgørende faktor, når du er afsted om vinteren.
Se mere