Tag tingene på ryggen - den gode løberygsæk

Henter data...
< Forrige artikel Næste artikel >
Tag tingene på ryggen - den gode løberygsæk
Råd og vejledning
16 November 2020

Tag tingene på ryggen - den gode løberygsæk

En løberygsæk er en vigtig del på udstyrshylden, hvis du gerne vil kombinere transporttid eller badetur med løbetræning eller har brug for oppakning og forplejning efterhånden som dine løbeture bliver længere. Her i artiklen vil vi klæde dig godt på til at finde den rette løsning til netop dit behov.

Løberygsække eller løbevest - hvad er den korrekte betegnelse?

En løbevest (ikke at forveksle med beklædningsgenstanden) er ofte lavet i elastiske materialer med god bevægelsesfrihed og sidder som smurt til kroppen højt oppe på torsoen. Den vejer minimalt og rummer de mest basale ting såsom et par flasker væske og energi.

En løberygsæk rummer mere, vejer mere og har mere klassiske stropper. En løberygsæk er forskellig fra almindelige rygsæk på flere områder:

  • Den er lettere
  • Har mange flere justeringsmuligheder
  • Åndbarhed i ryggen
  • Sidder højere for at mindske vibrationer fra stødene.
  • Har mange små lommer på front
  • Har ikke noget hoftebånd 


I modsætning til en vandrerygsæk, er der ikke noget hoftebælte på en løberygsæk og al vægt ligger på overkroppen og især skuldrene. Et hoftebælte vil ikke kunne blive siddende fast på hoften under den hoppende løbebevægelse og vil efter kort tid i stedet for ende over hoften og presse vesten op om ørerne.

De fleste løberygsække - eller i hvert fald de bedste - sidder stramt om kroppen, nærmest som et ekstra stykke tøj, og fordeler således vægten jævnt over hele overkroppen. 

Find den rigtige løberygsæk eller løbevest

Man skal være opmærksom på især to ting når man skal finde den rigtig løsning:

  • Størrelsen på pasformen
  • Størrelsen på rumindholdet

Herudover kommer overvejelser vedr. vandtæthed, antal og placering af lommer, vægt mm.

Find den rigtige pasform på din løberygsæk eller løbevest

Det allervigtigste i forhold til at træffe det rigtige valg er, at den sidder godt. Derfor er en rigtig god ide at købe og prøve i en fysisk butik.

Vil man have den bedste løsning anbefaler vi altid en løberygsæk / - vest, der er inddelt i størrelser: XS / S / M / L / XL.

Det øger chancen for at få den til at sidde helt optimalt på hver enkelt løber. Nogle af de billigere løberygsække kommer kun i ONE SIZE og det giver sig selv, at man aldrig vil kunne favne en XS person og en XL person i samme produkt. One-Size løberygsække kan fungere fint som eks. cyklerpendler rygsæk til og fra arbejde eller til vinterbaderen, der lunter et par km. ned til stranden med ekstra sko og et håndklæde.

Vær opmærksom på følgende i forhold til den korrekte størrelse:

  • Drikkeflaskerne på fronten må IKKE sidde ude på siden af brystet, så armene rammer imod mens du løber. Så er rygsækken / vesten for lille. Flaskerne skal sidde på fronten af torso.
  • Stropperne - de to bånd hvor flaskerne sidder på - må ikke nå helt sammen eller for den sags skyld ind over hinanden. Så er rygsækken / vesten for stor.
  • Det kan være svært at finde en rygsæk / vest der i størrelse passer samme person med dels sommerbeklædning og dels vinterbeklædning på. Altså mere eller mindre tøj på. Det kan derfor give mening at have flere forskellige valgmuligheder.
  • Der findes specielle løsninger specifikt til damer fra eks. Salomon, hvor flaskerne er placeret i forhold til kvindens anatomi. Langt de fleste vælger dog ofte unisex udgaver.

De mange indstillingsmuligheder, som ofte kan virke indviklede, er på sigt enkle at bruge og blot kræver tilpasning de første par gange, så lad dig ikke skræmme. Det er netop detaljerne, der gør at du får den mest optimale pasform.

Find det rette rumindhold på din løberygsæk eller løbevest

Modelnavnet angiver ofte det samlede rumindhold; flasker, alle lommer også dem uden lynlås, rum på ryggen osv. Overvej nøje hvad dit behov er og hvor meget plads du skal bruge. Er det kun til løb? Skal du have grej med til overnatning?

Det er vigtigt at vælge en løsning med så lille et rumindhold som muligt. Ellers kommer man bare til at fylde for meget i.

En væskeblære vil eks. ofte være overkill til løb, medmindre man skal være selvforsynende på længere ture. På de fleste træningsture herhjemme vil man ofte komme forbi vand undervejs, hvor det er muligt at genfylde sine 500ml flasker. Og er det på race day, vil der være depoter undervejs på langt de fleste løb.

Lommer og rum skal være placeret så de passer med dit behov undervejs. Ønsker du eks. adgang til din telefon eller kamera uden at skulle tage rygsækken / vesten af, så er en lynlåslomme foran en god ide. Det samme gælder adgang til noget af sin energi undervejs.

Bonus info:

Hvorfor soft-flasker fremfor hårde drikkedunke?

I en hård flaske vil vandet skvulpe efterhånden som der drikkes af den. Det kan være anstrengende at høre på. En soft-flaske vil derimod trække sig sammen når du suger vandet ud af den og du undgår lyde. Derudover fylder den selvsagt ikke meget, når vandet er væk og kan så pakkes lægges i en lomme.

OBS:

Pak dine ting i vandtætte drybags, hvis din rygsæk ikke er vandtæt.

 

Råd og vejledning
Posted: November 16, 2020
Categories: Løb
Tags: salomon , løb
Forfatter: Rasmus Baaner