
Hvordan vælger man den rigtige begynder-løbesko?
Er du nybegynder på løbefronten, kan det være lidt af en jungle at finde rundt i alle de mange løbesko, der findes på markedet.
Er du nybegynder på løbefronten, kan det være lidt af en jungle at finde rundt i alle de mange løbesko, der findes på markedet. Men hvordan finder du ud af, hvad der er den rigtige sko til dig?
I denne artikel vil vi komme ind på følgende:
- Hvordan forbereder du dig før køb?
- Hvor skal du købe dine løbesko og hvorfor?
- Faktorer, du bør tage i betragtning ved valg af sko
- Din egen fornemmelse
- Skal jeg helst købe en af de dyreste skomodeller for at få det bedste?
Hvordan forbereder du dig før køb?

For at finde ud af hvilken type løbesko, der passer til dig, kan du overveje følgende:
- Hvor lange er de ture, du løber?
- Hvor tit løber du?
- Hvilket underlag løber du på?
Det kan være en god idé at have overvejet disse på forhånd, og dermed gøre dig klart, hvad du leder efter. Så er du nemlig godt forberedt, inden du skal ud at investere i et par løbesko.
Hvor skal du købe dine løbesko og hvorfor?

Det kan være dejlig nemt og bekvemt - og måske også ved første øjekast billigere - at købe løbesko på nettet. Men det kan være en stor fordel at opsøge en specialbutik de første gange, du køber løbesko. Her har personalet de rette forudsætninger for at hjælpe dig, og ofte vil du endda blive tilbudt samme pris, som du kan finde skoene til på nettet.
Det er vigtigt, at du vælger en løbebutik med fagpersonale, der kan tilbyde dig en løbestilsanalyse, hvor du løber på et løbebånd, samtidig med at der laves en videooptagelse af din løbestil. Du behøver ikke være bekymret for at skulle på båndet – tempoet kan være lige så langsomt eller hurtigt, som du har det bedst med.
Bagefter vil ekspedienten vise dig optagelsen og fortælle dig, om du f.eks. pronerer (lander på indersiden af foden), lander neutralt (lige på foden) eller supinerer (lander på ydersiden af foden). Denne analyse hjælper dig og ekspedienten til at finde ud af, hvorvidt du har brug for en pronationssko. Derudover kan en video optaget fra siden vise dig din løbestil, det vil sige om du lander på hælen eller midt-/forfoden.
En anden fordel ved at handle i fysiske butikker er muligheden for at prøve forskellige sko på løbebåndet, og herved danne dig et bedre indtryk af skoene. Nogle ting, såsom hvordan skoen sidder på lige præcis din fod, kan man bare ikke læse sig til på nettet. Oftest er det også rart at prøve et halvt eller helt nummer mindre eller større, for at være sikker på, at det er den rigtige størrelse, der kommer med hjem.
Faktorer, du bør tage i betragtning ved valg af sko
Så kommer vi til alle de overvejelser, der hjælper dig og din ekspedient til at spore jer ind på din ideelle starter-sko.
Hvordan lander du?
Er du hæl- eller forfods-/midtfodsløber? Hvor stærke er dine fødder? Pronerer du?
Nogle af disse spørgsmål vil I også få svar på i den føromtalte løbestilsanalyse, og de er vigtige for først og fremmest at bestemme, om du skal have en sko, der er neutral eller med pronation. Samtidig er det vigtigt i forhold til at bestemme, hvor meget stabilitet du har brug for og evt. hvor højt droppet på skoen skal være.
Distance/underlag
Det er også nu, du skal fortælle, hvor tit du planlægger at løbe, hvor lange dine ture bliver, og om du mest løber i skov, på grus eller asfalt. På den måde kan du og ekspedienten afdække, om du skal have en asfaltsko, en trailsko eller måske en hybrid-sko. Løber du mest i skoven, kan det være en god idé med en trailsko, eller i hvert fald en løbesko med en grovere sål, så du står bedre fast på skovstierne. En hybridsko er til dig, der har et stykke asfalt til og fra skoven, og derfor skal bruge en sko, der duer til lidt af begge dele.
Løbertype
Er du en tung eller let løber?
Disse faktorer er meget vigtige for valget af den rigtige sko til dig.
Oplever du f.eks. at lande tungt, kan det være, at du især skal være opmærksom på sko med god stødabsorbering. Det er ikke de hurtigste sko, men de er rigtig gode, når du skal i gang med at løbe.
Er du en let løber, og løber du mest kortere ture op til 5-6 km, kan du sandsynligvis godt løbe i en lettere skomodel.
Fodform
Det er vigtigt at se på, om du f.eks. har en bred eller smal fod, og om du har høj eller lav svang. Forskellige mærker og modeller har forskellige pasformer, så prøv dig frem og spørg din ekspedient.
Skal jeg helst købe en af de dyreste skomodeller for at få det bedste?

Prisen på et par gode løbesko starter ved ca. kr. 1000,-, og du kan sagtens få super gode sko i denne prisklasse. Kilometerprisen på de dyreste modeller er høj. De holder 200-400 km og koster omkring kr. 2000,-. For at kunne udnytte og dermed få gavn af materialerne i disse (f.eks. letvægts-mesh, ZoomX-skum og indlagte carbonplader) kræver det, at du løber dynamisk og fremme på midt-forfoden, ellers er det spildt. Med andre ord skal du derfor ikke tro, at du i begyndelsen automatisk bliver en bedre (eller hurtigere) løber af en dyrere sko. Det kræver i stedet masser af træning, og du vil ofte have en bedre løbeoplevelse med en mere komfortabel sko i starten, hvilket er vigtigt for at bevare blod på tanden. Start derfor langsommere ud med at opbygge et solidt løbefundament, ikke mindst for at undgå skader.
Når du er blevet mere erfaren med, hvilke mærker og modeller, der passer dig bedst, kan du bedre kaste dig ud i også at købe løbesko på nettet. Men vær opmærksom på størrelserne! Der er stor forskel på, om de angives i US, UK eller danske str. Desuden er der meget stor forskel i størrelserne fra mærke til mærke og endda fra model til model. Så hvis du handler på nettet, bør du på forhånd have prøvet den specifikke model. Mange sko mærker angiver også deres størrelser i cm, og på den måde kan du sammenligne og finde frem til den rigtige størrelse.
Husk også:
At der er sket meget med løbesko over de senere år. Der findes nu faktisk løbesko med meget tykkere såler, end vi har set tidligere, men som alligevel er lette. De er opbygget med nye former for skum, som har rigtig god stødabsorbering og bounce-effekt ved både hæl og forfod, samtidig med, at de er lette. Ofte vil de passe godt til flere forskellige typer af løbere.
Bliver du rigtig bidt af løberiet, er det en rigtig god idé at have 2-3 forskellige par at skifte imellem. Måske en lettere model til kortere ture eller eventuelt et motionsløb (hvis du får mod på det) og en mængdesko til de længere træningsture.
En ekstra bonus ved at have flere par sko er også, at de dermed holder længere, fordi du veksler imellem dem. Du får også forskellige løbeoplevelser, fordi skoene kan føles meget forskellige, hvilket er godt for motivationen. Desuden styrkes din krop, da den får forskellige påvirkninger fra tur til tur – især hvis du vælger en lettere og mindre stabil temposko, som en af dine sko. Du kan læse mere om fordelene ved flere par løbesko her.
Rigtig god fornøjelse med dine nye løbesko!
Relevante links: