5 idéer til vandreture i vinterhalvåret

Henter data...
< Forrige artikel Næste artikel >
5 idéer til vandreture i vinterhalvåret
Inspiration
16 January 2023

5 idéer til vandreture i vinterhalvåret

Lærke Sol Kappel Andersen - Eventyrsport Skribent


Skrevet af Lærke Sol Kappel Andersen

- Vild med klatring, fast hiking, vandring - og grej!


Selvom vinteren kan virke lidt grå, er der stadig masser af flotte vandreture du kan opleve i Danmark. Store, åbne landskaber, dyreliv og historiske vartegn egner sig alle også godt til en vandretur i årets koldere måneder, hvad end det blot er en formiddagstur eller måske en længere tur med overnatning. 

Vandring om vinteren er en skøn måde at bevæge sig udenfor og nyde dagslyset i de måneder, hvor det måske ikke er det, man får gjort allermest. Om vinteren er man måske heldig at se dyreliv, der er gemt væk af planterne om sommeren, og måske ovenikøbet at have både stier og shelters for sig selv. Læs med her, og bliv inspireret til 5 flotte vandreture i Danmarks, der er et vinterbesøg værdigt.

wave

#1 Fjordstien - Roskilde Fjord

Om vinteren kan kystnær vandring være en smuk mulighed for lidt frisk luft i kinderne, og en udsigt, der står i kontrast til et ellers temmeligt mørkt og bart landskab. Fjordstien, der løber rundt langs Roskilde Fjord og Isefjorden, er ingen undtagelse. Hele turen er ca. 275 km, så der er masser af strækninger at give sig i kast med, uanset om du har afsat en hel uge til det, eller blot et par timer. Undervejs går ruten også igennem den naturskønne Nationalpark Skjoldungernes Land, der byder på både fortidsminder og et rigt fugleliv med blandt andet havørne. Ruten er mange steder asfalteret, og den kan både vandres og cykles.

map

#2 Randbøl Hede - Billund


De danske hedelandskaber, såsom du finder på Randbøl hede tæt på Billund, byder på åbne vidder og klitter. På heden kan du nyde synet af nåletræer, der beholder deres grønne farver om vinteren. Hvis du er heldig, byder landskabet også på fugleliv såsom stor tornskade og traner. Derudover kan du dykke ned i historien, og se hvordan både både kartoffelbønder og tyske soldater har sat deres aftryk på landskabet. I området er der stier af forskellige distancer, og hvis du har mod på en endnu længere tur, kan du kombinere ruterne med en sti i den nærliggende Frederikshåb plantage. Ved naturrumet Kirstinelyst er der både shelters og opstillede borde til at nyde din frokost i det fri.

lighthouse

#3 Kyststien - Bornholm

Er du mere til havudsigt kan kyststien på Bornholm bestemt også være et besøg værd. Oplev de dramatiske landskaber med havet og klipperne på denne rundtur langs hele Bornholms kystlinje. Turen starter i Rønne og undervejs kommer du forbi flere af de velkendte byer, såsom Dueodde, Nexø, Svaneke, Gudhjem og Allinge. Om vinteren er fordelen helt klart de tomme stier, dog skal du være klar på, at mange butikker og restauranter ligeledes er vinterlukkede. Der er mulighed for primitiv overnatning i shelters og telt undervejs på ruten, der også tager dig forbi historiske vartegn såsom Hammershus, Helligdomsklipperne og Dueodde Fyr. Du kan selvfølgelig også gå en af de flotte etaper som dagstur.

railway

#4 Himmerlandsstien - Viborg

Historie er der ligeledes masser af på Himmerlandsstien, der følger den gamle jernbane mellem Viborg og Løgstør. Turen fører dig forbi de 12 gamle stationsbyer, samt varierende landskab såsom nåletræsplantager, søer, hede og ådale. Der er derfor rig mulighed for smukke udsigter, selvom kalenderen skriver vinter. Ved de gamle stationer og trinbræt er der opsat informationstavler, der fortæller den lokale historie og oplyser om indkøbsmuligheder og afstande. Ruten er derfor nem at give sig i kast med, selvom man er ny indenfor vandring eller hvis man ønsker lidt ekstra tryghed på en vintertur. I alt er ruten ca. 79 kilometer, og den kan derfor både vandres over flere dage med overnatning på de tilhørende shelterpladser eller deles op i etaper til dagsture.

birds

#5 Øhavsstien - Langeland

Øhavsstien er et netværk af stier i det sydfynske øhav, som blandt andet går igennem Langeland. Undervejs på den 58 kilometer lange rute finder du et rigt fugleliv, kunstværker, jættestuer, samt vilde heste. Du kommer også forbi små hyggelige færgelejer og Tranekær slot med tilhørende slotspark og medicinhave. Der er derfor nok at se på ruten, der kan kombineres med resten af Øhavsstien for en længere tur. Turen er forbeholdt vandrere, og en del af ruten foregår langs kysten. Vær opmærksom på, at campingpladser og vandrehjem ofte har lukket om vinteren.

Jeg håber, listen kan give dig inspiration til at ramme stierne, hvad enten det er nogle få kilometer eller flere dages vandring. Rigtig god fornøjelse.

Læs også:

7 tips til at vandre om vinteren

Inspiration
Posted: January 16, 2023
Forfatter: Lærke Sol Kappel Andersen