Frederik Thurøe
- Vandrer, langrendsløber og soldat – elsker at sove under åben himmel!

Den tekniske definition af vandsøjletryk
Vandsøjletryk (VST) er et begreb, der bruges som måling af hvor vandtæt et givent materiale er. Vandsøjletrykket er mængden af vand målt i millimeter, som 1 kvadratcentimeter af teltdugen kan modstå, før den gennembrydes af vandet. Jo højere et vandsøjletryk, des mere vand kan teltdugen modstå. Men det er ikke det eneste der betyder noget i dit telt. Det er også vigtigt at kigge på hvad teltet er lavet af, hvordan materialet er behandlet og hvordan du sætter dit telt op.
Hvornår anses et telt for at være vandtæt?
Hvis vandsøjletrykket er over 1.500 mm anses et telt for vandtæt. Dog er der stor forskel på, om du har direkte kontakt til materialet eller ej. Og om vandet får lov at ligge på materialet eller ej. For hvis du rører ved materialet, eller der ligger en stor mængde vand på det, så trænger vandet i gennem, på grund af trykket.
Hvis oversejlets vandsøjletryk er på 3.000 mm, så klarer det stort set al slags regn. Derfor skal du ikke blive overrasket, når du ikke kan finde telte, som har et højere vandsøjletryk.
For bunden må vandsøjletrykket meget gerne nærme sig de 10.000 mm. Det skal være markant højere her, fordi du sidder og ligger direkte på den og derfor potentielt kan presse vand igennem det med din kropsvægt. Derfor skal du også kigge efter at sætte teltet op på et nogenlunde tørt underlag – du skal i hvert fald være opmærksom på, om du får lagt dig nede i et hul.
Og så kan du jo undre dig over, at når du køber en skaljakke, så har den et vandsøjletryk på 28.000 mm. Men det er simpelthen fordi at skaljakkens funktion er meget mere alsidig, den skal kunne modstå meget vand i lang tid og så er der også tit folder og lignende på den som gør, at vandet vil komme til at ligge ret længe på stoffet. Du skal også huske, at en skaljakke sidder ret tæt og at indersiden af jakken altså er i kontakt med din krop hele tiden – modsat teltet, hvor du gerne skal undgå at røre ved teltdugen.
Sæt teltet ordentligt op
Altså er det også super vigtigt, at du sætter dit telt ordentlig og stramt op. Faktisk er det nærmeste det, som det hele kommer an på. Det er super vigtigt, at teltet er spændt ordentligt ud som det skal og at du udnytter teltets fordele. Det bedste du kan gøre er, at sørge for at der ikke kan samle sig vand på teltet, men at det løber af. Du skal tænke på, at teltets force består i, at regnen nærmest ”bouncer” af teltdugen, når den rammer.
Er det nok med et højt vandsøjletryk?
Det er selvfølgelig ikke kun vandsøjletrykket, der afgør, om et telt er godt. Teltets konstruktion og dets materialer har også rigtig meget at sige for, om dit telt holder stand i regn og vind.
Der er f.eks. forskel på, om teltets oversejl er i nylon eller polyester, og om der er brugt en silikonebehandling eller PU-behandling til at gøre teltet vandtæt. Det kan du også se på prisen af teltet. Men pas på! Nogle af de rigtigt dyre telte er letvægtstelte og de er derfor ikke altid de bedste i hård blæst og regnvejr, selvom de er dyre. De er simpelthen de dyreste, fordi de er de letteste.
Du skal hellere kigge efter hvilke detaljer teltet har, som så også vejer lidt mere. F.eks. tapede syninger i teltet. Et telt med tapede syninger på bund og teltdug vil typisk være bedre til at holde vandet ude, end det er tilfældet med et telt uden tapede syninger.
Desuden kan et telt være mere eller mindre vindstabilt. Det skal du bl.a. gøre, for at sikre dig, at teltet bliver stående, når vinden suser – og at der dermed ikke kommer til at ligge store vandpytter på. Derfor kan du f.eks. vælge et telt, hvor pløk- og bardunfæsterne – og andre lignende steder på teltet – er ekstra forstærket. Når vinden rigtig tager fat, bliver de steder nemlig udsat for et heftigt pres. Du kan også overveje, hvor højt teltet skal være, for teltets højde også har noget at sige for, hvor vindstabilt det er.
Du kan læse mere om, hvad du skal være opmærksom på, når du køber telt, i artiklen 'Hvilket telt skal du købe?'
Hvordan slipper jeg af med kondens i teltet?
Kondens i teltet kan skyldes utætheder, men den opstår faktisk primært på andre måder, bl.a.:
- ved madlavning i teltet
- når du ånder
- hvis du tørrer tøj indenfor
- hvis teltet er slået op på fugtig jord
- ved ophold i teltet, når kroppen er varm og svedig, for eksempel efter en vandretur
Altså opstår kondensen i dit telt, når du udleder varme og fugt i teltet. Det er svært helt at undgå kondens i teltet, men den kan faktisk minimeres ved at lufte godt ud. Sørg for, at der er gode ventilationsmuligheder i teltet, og husk at åbne ”døre” og ”vinduer”, når vejret tillader det.
Og så er det faktisk sådan, at hvis indeklimaet og at slippe for kondens er meget vigtigt for dig, så er et bomuldstelt det helt rigtige valg, for dig. Der er nemlig et fantastisk indeklima i et bomuldstelt. Til gengæld vejer det typisk omkring 4 gange så meget som et telt lavet af nylon eller polyester. Så det er ikke lige vandreteltet, som du skal købe af bomuld.
Husk også:
… at øve dig i at slå teltet op hjemme i haven, inden du tager det med på vandretur – så er du helt sikker på hvordan det fungerer.

Læs også
Guide: Hvilket telt skal du købe?
Dit telt er en af de store grej-investeringer, du skal lave, før du tager på tur. Det kan være et svært valg at træffe, og derfor har jeg sammensat denne guide, så du bliver helt skarp på at finde det perfekte telt til dig!
Se mere