Vandrerundture i Danmark

100-vis af artikler hjælper dig til at komme på tur med vandrerygsækken, teltet, børnene eller på cyklen. Desuden får du masser af tips og tricks til udstyr, valg af bæredygtige materialer og gode råd til at komme i form
< Forrige artikel Næste artikel >
Vandrerundture i Danmark
Råd og vejledning
17 February 2021

Vandrerundture i Danmark

Martin Termansen - Eventyrsport Skribent


Skrevet af Martin Termansen

Bjergbestiger, vandrer og orienteringsløber. Eventyret er vigtigere end grejet... men grejet er også vigtigt.


Når jeg planlægger en vandretur, så er en af de største udfordringer underligt nok: Hvordan kommer jeg fra slutpunktet tilbage til start? Derfor er jeg vild med, når vandreturen starter og slutter samme sted – en vandrerundtur. Jeg har her samlet 10 af mine favoritture i Danmark, der går hele vejen rundt. Fra dagsture til ruter, der tager en hel uge.

 

Vi kommer omkring

  • Bjergetapen i Mols Bjerge
  • Marskstien i Tøndermarsken
  • Furesø rundt
  • Kyststien på Bornholm
  • Hald Sø rundt
  • Camønoen
  • Fur rundt
  • Læsø rundt
  • Landsby Vandreruten ved Vejle Ådal
  • Himmelbjergruten

 

Bjergetapen i Mols Bjerge

10 gode vandrerundture i Danmark - Mols Bjerg

 En heldagstur som giver masser af sved på panden. Ruten fører dig hele vejen rundt i Nationalpark Mols Bjerges fantastiske istidslandskab. Du kommer til at vandre ned ad stejle skråninger til bunden af de dybe dødvandshuller og op ad snoede stier til toppen af Agri Bavnehøj på 123 meter. Herfra har du i klart vejr den mest fantastiske udsigt til istidens kreationer og faktisk det meste af Djursland. Ruten er udemærket markeret, men flere steder kan det være en god hjælp at medbringe et kort. De 20 km starter og slutter ved Femmøller Efterskole, hvor bussen til Aarhus går cirka en gang i timen.

 

Marskstien i Tøndermarsken

10 gode vandrerundture i Danmark - Markstien

 Er du ikke så meget til bakker, vil jeg kraftigt anbefale dig at opleve Danmarks største marskområde på denne 54 km lange vandretur. Et helt unikt landskab skabt af havet og formet af mennesker. Her er masser af fugleliv, og området er i foråret og efteråret særligt kendt for sort sol, når enorme stæreflokke danser hen over himlen lige omkring solnedgang. Et stykke af stien går langs grænsen til den del af Nationalpark Vadehavet, der er udvalgt til UNESCO verdensarv. Andre dele går på de gamle diger, hvor du har fantastisk udsigt over det smukke område.

Overnatning kan klares af turens tre shelterpladser, hvor shelterne som noget helt særligt kan rotere 360 grader. Så kan du nemlig både opleve solopgang og solnedgang inde fra shelterens læ, og du er aldrig generet af vinden uanset retningen.

 

Furesø rundt

10 gode vandrerundture i Danmark - Furesø 

Sæt kursen mod Farum, og du har en fantastisk vandredag foran dig. Furesø er Danmarks dybeste sø, og på denne vandreturs cirka 22 km får du set søen fra alle sider. Du bevæger dig gennem ældgamle skove fyldt med stejle skrænter og flere hundrede år gamle bøgetræer, og på søens østside kommer du igennem et imponerende liebhaverkvarter.

Du finder masser af overnatningspladser og shelters, og i Nørreskoven er der mulighed for friteltning.

 

Kyststien på Bornholm

10 gode vandrerundture i Danmark - Bornholm

Du kommer forbi Bornholms mere end 30 havne og fiskelejer, når du på cirka en uge vandrer de 120 km rundt om klippeøen. Det meste af turen går gennem uforstyrret natur på de gamle redningsstier eller på stranden. Variationen mellem sydsidens hvide sandstrande, østsidens røde klippelandskaber, nordsidens bregnefyldte sprækkedale og vestsidens flere hundrede meter høje klippestier sikrer forskellige udsigter til Østersen hver eneste dag. Der er masser af overnatningsmuligheder i form af vandrehjem, teltpladser og et stort antal shelters. 

Og så er der rig mulighed for at få sig en røget sild eller to.

 

Hald Sø rundt

10 gode vandrerundture i Danmark - Haldsø 

18 dejlige kilometer gennem skov og på åbne enge, der giver et fantastisk udsyn udover den midtjyske sø. Der er ikke tale om en etableret vandrerute, og den er derfor ikke skiltet. Du kommer flere steder til at gå på smal trampesti og igennem dyrefolde, og du må nogle steder lave afstikkere for at komme udenom private områder. Men udfordringerne er det hele værd!

Området er fyldt med gamle borgruiner og militæranlæg fra middelalderen, så der er masser at se og undersøge undervejs. Du finder en primitiv lejrplads blandt bøgetræerne i Inderø Skov, og om sommeren (og vinteren for nogle) er det oplagt med en dukkert i det klare vand efter en god vandredag.

Har du ekstra tid vil jeg på det kraftigste anbefale en afstikker til de omkringliggende Dollerup Bakker. Her får du fra de 63 meters højde en fantastisk udsigt til de dramatiske terrænforhold omkring Hald Sø som istiden har efterladt.

 

Camønoen på Møn

10 gode vandrerundture i Danmark - Camønoen

En absolut nyklassiker, når det kommer til vandrerundture, og nok en af de mest omtalte danske vandreruter disse år. Vi taler om det danske svar på den spanske Camino, hvor du kommer rundt på de tre sydsjællandske øer Møn, Nyord og Bogø. Du kommer til at gå midt i noget af Danmarks mest varierede natur gennem urskov, på strand, marker, klinter, bakkeland og flade strækninger. Den officielle rute på 175 km kan i øvrigt suppleres med yderligere 40 km alternative ruter. Afhængigt af om du er til at gå langs vandet eller længere inde i landet, kan du med de alternative rutestykker variere turens sværhedsgrad en hel del.

Nogle af de alternative strandstykker er nemlig temmelig udfordrende, og du skal særligt være ferm på fødderne på de stykker, hvor kysten er blevet sikret med rullesten. Hele turen er fint markeret, og ellers har vi selvfølgelig kort over hele ruten.

 

Fur rundt

10 gode vandrerundture i Danmark - Fur

 Tre minutters sejlads på Limfjorden fører dig ud til, hvad jeg mener en af de mest eksotiske øer i Danmark, hvad angår både kultur og natur. Når du vandrer de 22 km rundt langs kanten af den lille ø, vil du forstå, hvad jeg taler om. Sydøen er helt flad og fyldt med spændende smålandsbyer. Den nordlige del er derimod kendetegnet ved de stejle skrænter, der eksponerer den unikke mineraltype moler, som Fur er særligt kendt for. Vidste man ikke bedre, ville man nogle steder tro, at man stod ved Møns Klint.

 

Læsø rundt

10 gode vandrerundture i Danmark - Læsø

 Læsøboerne beskriver selv de 58 km som ”en rask travetur, hvor man nok bør overveje en enkelt overnatning undervejs”. Jeg er helt enig, og vil måske i virkeligheden gøre det til en forlænget weekend med to overnatninger for at få det maksimale ud af øen ude midt i Kattegat. Den nordvestlige del af vandreruten fører dig gennem den dyre- og planterige natur på de meget forskelligartede kyster. Den sydlige del byder på kultur og historie, når du kommer forbi kirker, kunsthåndværkere og museer. En lille afstikker fører dig forbi Læse Saltsyderi, som altid er en oplevelse. Derudover kommer du forbi mange kilometer god badestrand, så husk håndklædet!

 

Landsby Vandreruten omkring Vejle Ådal

10 gode vandrerundture i Danmark - Vejle Ådal 

Her er tale om en helt ny vandrerute, som åbner officielt i sommeren 2021. Men allerede inden kan ruten sagtens vandres, da den bygger på eksisterende stier. De 120 km stivandring kombinerer områdets fantastiske natur og kultur, når du undervejs kan opleve Jellinge Monumenterne, Gudenåens kilder, den dybe og smukke Grejsdalen, Danmarks bedst bevarede teglovn fra middelalderen og meget andet. Undervejs krydser du Vejle Ådal og oplever de fantastiske udsigter, som ådalen har at byde på. Vandreruten har masser af shelters og naturlejrpladser undervejs, så nattesøvnen er reddet.

 

Himmelbjergruten

 10 gode vandrerundture i Danmark - Himmelbjerget

Jeg slutter her af med en af mine favoritter: Rundvandring omkring de store Himmelbjergsøerne med udgangspunkt i Silkeborg eller Ry. De cirka 50 km stier er godt afmærket med pæle, der fører dig rundt om de smukke søer midt i det bakkede Søhøjlandet. Undervejs bestiger du Himmelbjerget (147 m), hvorfra du har den flotteste udsigt til en stor del af vandreruten.

 

Som du kan se, er udfordring med transport mellem start- og slutpunktet altså ikke længere en undskyldning for ikke at komme afsted. Rigtig god rundvandretur!

Relevante links: 
Find et par gode vandrestøvler eller lette vandresko til turen

Råd og vejledning
Posted: February 17, 2021
Forfatter: Mads Nedergaard Larsen