
Samling: Idéer og inspiration til udeliv med familien
Det er en gave at kunne tage sine børn med ud i naturen og bruge tid sammen som familie i det fri. Men hvad skal I lave, og hvad kræver det?
Skrevet af Lærke Sol Kappel Andersen
- Vild med klatring, fast hiking, vandring - og grej!
I denne artikel præsenterer vi tre temaer, der kan give dig og din familie inspiration til ture i det fri, både de aktiviteter, der kræver lidt mere planlægning, og dem, der er lige til at gå til. Du kan desuden få mere inspiration under de forskellige links i artiklen.
Baghave-eventyr

Det behøver ikke være hverken besværligt eller et heldagsprojekt at give sine børn oplevelser i naturen. Det kan faktisk være, at eventyret gemmer sig lige ude i baghaven. I kan f.eks. slå et telt op i haven, gå på jagt efter insekter eller måske klatre i træer. Det kan være præcis lige så let eller avanceret, som I selv gør det til. Det kan dog være en god idé på forhånd at have en plan for, hvad I skal lave derude, så det ikke er helt så uoverskueligt for hverken dig eller dit barn. Du kan finde inspiration til aktiviteter mange steder på nettet, f.eks. her på bloggen. Derudover kan du tilpasse aktiviterne til dit barns alder, og f.eks. gøre skattejagten lidt mere udfordrende for det større barn. Har I ikke selv en have, kan mange af aktiviteterne også laves på skovturen eller ved stranden.
Forberedelse: Lav
Bålhygge

Bål er både hyggeligt og dragende for folk i alle aldre, og kan samtidig give anledning til at lave lækker mad. I den ene ende af skalaen finder du klassikere såsom skumfiduser eller snobrød, men bålets varme egner sig bestemt også til anden lækker (mere mættende) bålmad. Sidstnævnte kræver naturligvis lidt mere forberedelse samt noget bålgrej såsom en gryde, men de lidt større børn vil sikkert elske at være med til at tilberede og spise maden på gammeldags manér. I kan finde opskrifter fra diverse bål-kogebøger, og det er desuden en god idé med service af pap eller plastik, der ikke kan gå i stykker. Har I ikke selv et bålsted, kan man benytte mange shelterpladser o.lign., hvor der også ofte er bålriste. For at lette arbejdet kan en del af ingredienserne forberedes indendørs i køkkenet, og ellers er fordelen jo, at man kan tillade sig at svine lidt mere udenfor.
Forberedelse: Medium
Vandredag

Vandring kan være en fantastisk måde at være sammen på som familie, se en masse flot natur og få rørt sig. Det kræver dog noget forberedelse at tage afsted hele familien, også selvom det er en dagstur. Først og fremmest skal I finde en flot rute, der passer i længden. Her er det tit en fordel at nedjustere sine forventninger, især hvis det er jeres første tur. Det er nemlig ikke sjovt for nogen, hvis børnene først er rendt tør for motivation, og der stadig er 8 kilometer hen til bilen. Husk derfor, at gøre det så hyggeligt som muligt ved både at pakke snacks, vand og måske lege en leg undervejs. Derudover er der også ruter, der fortæller en historie, såsom planetstier eller historiske vartegn. Næste punkt på listen er at sørge for at være fornuftigt klædt på, og her er gode sko, I kan gå langt i, ikke at kimse af. Husk derudover at tjekke vejrudsigten og pakke regntøj osv. efter behov. Med de helt små børn kan det være en god idé at have en bærerygsæk med, til når benene ikke vil længere. De lidt større børn kan gå med egen rygsæk, og dermed selv bære deres egne snacks eller måske ynglingsbamsen.
Forberedelse: Høj
Jeg håber, at du fik inspiration til mere ude-liv for hele familien. Herunder er der samlet en række relevante links, så du kan komme godt på tur: