Sådan undgår du at blive ædt af myg på tur

Henter data...
< Forrige artikel Næste artikel >
Sådan undgår du at blive ædt af myg på tur
Råd og vejledning
16 August 2021

Sådan undgår du at blive ædt af myg på tur

Frederik Thurøe - Eventyrsport Skribent


Skrevet af Frederik Thurøe

Vandrer, langrendsløber og soldat – elsker at sove under åben himmel! 


Myg. Små, stikkende, blodsugende bæster, der ikke blot suger dit blod, men også kan suge al glæde ud af turen, hvis du ikke er forberedt på dem. Myg er voldsomt irriterende, og du ville helst være fuldstændig fri for dem. Så hvad kan du gøre for at gardere dig mod de små sataner? Læs med her og få gode råd til hvordan du undgår at ende som myggeføde, næste gang du tager på vandre-, shelter- eller kanotur.  

Myg kan ødelægge turen. Myg er ikke farlige i sig selv, men længere mod syd, i tropiske og subtropiske egne, kan de bære parasitten malaria, som er en af verdens farligste sygdomme. Primært hvis den ikke behandles i tide. Og der findes tilmed ikke en vaccine mod den. Selvom myg ikke er farlige herhjemme, så kan de – selv under nordligere himmelstrøg – forvandle en ellers fantastisk vandretur til en klø-fest, hvor deres summen driver dig til vanvid, og aftnerne i lejren bliver tilbragt bag myggenettet i teltet, der bliver som en fæstning i en krig mod de små pestilenser. Så hvor det sydpå kan være et spørgsmål om liv eller død, så er beskyttelse mod myg på vores gængse ture, mere et spørgsmål om bekvemmelighed.


For selvom myg har en tophastighed på patetiske 2½ km/t, så kan du ikke løbe fra dem.

Er der myg, så er der myg. Men du kan heldigvis gøre noget for at forberede dig mod dem, så de ikke ødelægger turen, og her i artiklen får du fem gode råd til, hvad du kan gøre for bedst at beskytte dig mod myggene.


1. Beskyt dig mod myg med din beklædning

Når det kommer til myggestik, kan du komme langt ved at klæde dig rigtigt på. For det første er det vigtigt at dække så meget af huden til som muligt. Er der ikke nøgen hud at gå efter, har myggene det sværere. Du kan desuden klæde dig på i tøj i lyse farver. Myg er nemlig vilde med varme, og en sort trøje bliver varmere end en hvid. 

Det gør heller ikke noget, hvis dit tøj ikke sidder som klinet til kroppen. Sidder det helt tæt, kan myg nemlig af og til stikke gennem det. Det kommer dog lidt an på tøjet. Fjällrävens G1000-stof er f.eks. lavet til at være myggetæt – også selvom det sidder helt tæt på kroppen. Du kan se vores udvalg af produkter i G-1000 her. Hvis du vil vide mere om materialet, kan du læse med i dette blogindlæg.

Når det kommer til sokkerne, så skift eller vask dem undervejs. Det tyder nemlig på, at myg godt kan lide sure tæer og bliver tiltrukket af dunsten.

Som kronen på værket kan du investere i et myggenet, du kan hive over hatten, hvis du færdes steder, hvor myggeplagen er særlig slem. Husk at undersøge om dit myggenet virker med din specifikke hat – det er vigtigt, at hatten holder nettet væk fra huden, for ellers stikker myggene lige igennem. En bølle- eller safarihat er gode bud.


2. Ja til myggebalsam, nej til deodorant

Det kan godt være, du gerne vil dufte godt på vandreturen, men myg bliver tiltrukket af din deodorant, så det er med at vælge: flere myggestik eller god duft.

Smør dig i stedet ind i myggebalsam, inden du klæder dig på, så selv de mest standhaftige myg, der finder vej ind under din ellers myggemodstandsdygtige beklædning, bliver skræmt bort.


3. Modstå myggene i lejren

Der er ikke noget som myg, der kan forvandle udsigten til en hyggelig aften i lejren til et summende mareridt. Myg elsker for eksempel aftenen lige omkring skumringstid, så sørg for at have slået dit telt op inden da.

Myg er også særligt aktive ved morgengry, så planlæg enten at være af sted på stierne inden da, eller tag en længere morgen i soveposen og vent lidt med at kravle ud af teltet.

Hvis det er helt slemt, og I er et sted med voldsomme mængder myg, så kan I med fordel forsøge at skubbe jeres døgnrytme en smule. Stå tidligt op og kom afsted, og gå i teltet inden myggene slår til om aftenen. På den måde skulle I gerne kunne undgå de største mængder af myg.

Myg er vilde med vand, så er du i et område med myg, så undgå at slå teltet op ved stillestående vand, hvor myg har det med at lægge deres æg. Det er en balancegang, for du skal jo være tæt på vand for at kunne drikke og så videre. Hvis du har mulighed for det, så find i stedet et sted, hvor en let brise blæser, da myg trods alt er letvægtere og ikke klarer sig godt i vinden.

Når du har slået teltet op et godt sted og er klar til at kravle i soveposen, så inspicer teltet grundigt, inden du lukker øjnene. Klask hver en myg i teltet, inden du lægger dig til at sove. Hvis du gerne vil mindske processen med at klaske myg, når du er træt og gerne vil sove, så sørg for altid at have myggenettet forsvarligt lukket i teltet. Kravl hurtigt ind og ud og lad ikke lynlåsen stå åben, mens du er derinde. Husk på at dit telt gerne skal være dit fort – der hvor du er i sikkerhed for insekter.


4. Når myggen har stukket

Selvom du tager alverdens forholdsregler, kan det være svært helt at undgå at blive stukket af myg, hvis du vandrer i for eksempel Lapland om sommeren, hvor der virkelig kan være mange myg. Er du blevet stukket, så gør hvad du kan for ikke at klø. Klør du, kommer myggestikkene blot til at klø mere, og der er desuden risiko for, at der opstår åbne sår. Får du skidt i dem, er der en lille risiko for at der opstår infektion. Og det ville gøre en træls ende på din ellers gode vandretur.

Du kan derimod benytte dig af en form for bedøvende creme, som kan lindre kløen. Er du særligt udsat for myggestik, kan du også tage antihistamin. Det gør, at de stik, du får, ikke klør helt så meget. Antihistamin kan købes i håndkøb på apoteket.


5. Det ultimative råd mod myggestik

Til sidst bringer vi her det absolutte tip til en tur uden myg: Tag til Antarktis, Island eller Færøerne. De tre steder er der nemlig ingen myg. Det er primært fordi, at der er for tit er for koldt til, at myggene og deres larver kan leve. Så hvis du bare synes, at myg er det allermest irriterende på din vandretur, så bør du altså tage konsekvensen og tage en sommervandretur nordpå til de smukke områder på Island og Færøerne. 

Du finder vores udvalg af myggenet og insektbeskyttelse her

 

Jeg håber du føler dig endnu mere klar til at komme ud på stierne og modstå myggene – rigtig god tur!

 

Foto: Mycteria

Råd og vejledning
Posted: August 16, 2021
Forfatter: Eventyrsport Blogger