Interview | Christian Zimmermann

Henter data...
< Forrige artikel Næste artikel >
Interview | Christian Zimmermann
Inspiration
02 July 2014

Interview | Christian Zimmermann

"Grunden til at jeg fokuserer så meget på selve klatringen

som træningsform, og ikke kun den slaviske system- og vægttræning er,

at det er klatringen, som motiverer mig"

Alder?

Jeg er 17 år gammel og bliver 18 til juni.

Hvor længe har du klatret?

Jeg har klatret i ca. 3½ år, og stiftede for første gang bekendtskab med klatring som sport for omkring 4 år siden, da jeg skulle se en fra min familie til en konkurrence i kick-boksning i Nørrebrohallerne. I pauserne klatrede jeg rundt på det, som dengang udgjorde Nørrebro Klatreklubs boulder, og jeg har siden da vidst, at klatring var min sport! 

Hvad laver du når du ikke klatrer?

Når jeg ikke klatrer, går jeg på Roskilde Gymnasium i Roskilde. Dertil er jeg for nyligt blevet træner for børn mellem 8 og 12 inde i Copenhagen Boulders! Sjov stilling, hvor man virkelig får tænkt over klatrespecifikke teknikker, og hvordan de bruges og formidles. 

Hvad er din favoritsko?

Dette er svært at svare på. Det hænger sammen med, at der er så mange forskellige sko med forskellige kvaliteter. Som udgangspunkt vil jeg sige, at min farvoritproducent inden for klatresko er La Sportiva. Som jeg ser det, laver La Sportiva generelt de bedste og mest komfortable klatresko på markedet. De sko fra La Sportiva, som jeg har været gladest for, er modellerne Solution, Python og Speedster.

Fortæl om dit bedste konkurrenceresultat?

Mit hidtil bedste resultat, og det resultat, som jeg er mest stolt over, er min andenplads til Junior Rute DM 2013 afholdt i Københavns nye og superfede klatrecenter ”Blocs and Walls”. Grunden til at jeg valgte lige præcis dette resultat er, at konkurrencen var utroligt hård, og fordi jeg indtil da ikke havde udmærket mig til en podieplads ved DM. Derfor er det også super motiverende at opleve hvordan træningen og øvelsen virkelig giver mening!

Bouldering i FontainebleauTræning i Roskilde Klatreklub

Hvad er din bedste rute?

Generelt synes jeg, at størstedelen af de ruter, som jeg har klatret udendørs, har været super fede. Dog er der 2 ruter, som jeg synes har stået ud fra resten, og som jeg husker særdeles godt. Den ene hedder Hybris (7c), og ligger i området Seglora i Sverige, ca. 50 km fra byen Göteborg. Den husker jeg især fordi, at det, når man klatrer, virker som om at den er blevet lavet specielt til at kunne klatres! Let overhændende og med stort set alle grebstyper, som man finder på klippe, og uden så lange træk at man sættes af på længde! – Super fed rute, kan klart anbefales.


Den anden er ”Turkish Airways” (8a+), som jeg klatrede i efteråret 2013, da jeg var med min kæreste og gode ven i området Geyikbayiri i Tyrkiet. Den glemmer jeg nok ikke foreløbigt: For det første var det min første 8a+, men også min første 8.-gradsrute overhovedet! Desuden var det, at klatre denne rute lidt af en proces grundet regnvejrsdage osv., og det lykkedes mig først at lukke den på dagen, hvor jeg tog hjem!

Dit bedste boulderproblem?

Jeg må desværre indrømme, at sidste gang jeg var på tur for at bouldre var tilbage i foråret 2012, hvor jeg var med på en af de mange juniorture til det fantastiske boulderområde Fontainebleau. Det bedste boulderproblem jeg klatrede her er en 7a’er med et berygtet monotræk igennem et tag! Super fedt boulderproblem, som også klart kan anbefales!

Hvornår startede du med at klatre?

Jeg stiftede for første gang bekendtskab med sporten for ca. 4 år siden, da jeg var med min morbror til en kick-boksning turnering. I pauserne klatrede jeg rundt blandt en masse andre klatrede i det, som dengang var Nørrebro Klatreklubs boulder-væg. Jeg skrev mig derefter hurtigt efter op til at starte i Klatreklubben Giraffen i Hvalsø. Kort tid efter fandt landets første landsholdssamling (2011) sted, hvor jeg stillede op for at lære så meget som muligt, og kigge på de helt seje. Efter samlingen fik jeg blod på tanden, og meldte mig derfor ind i Roskilde Klatreklub, så jeg kunne klatre mere end højst 1 gang om ugen. Herfra eskalerede det hurtigt, og året efter (2012) meldte jeg mig også ind i DBKK (dansk bjerg- og klatreklub), da jeg nu var optaget på landsholdet. Som det ser ud nu klatrer jeg i ROKK, Blocs and Walls og Copenhagen Boulders.

Hvor meget og hvordan træner du?

Jeg klatrer nu typisk 4 gange om ugen, dog mindst 3. Når jeg er hjemme og træner til hverdag, gør jeg det hovedsageligt ved at bouldre, enten i min ”hjemme-klub” ROKK (Roskilde klatreklub) eller den fede boulderhal ”Copenhagen Boulders” i København. Oftest har jeg trænet mere eller mindre ”bare” ved at klatre, men er på det seneste begyndt at supplere med ”campus-træning” (træk mellem en serie af lister i varierende størrelse på en let overhængende væg). Denne form for træning synes jeg er både rigtig sjov og effektiv. Grunden til at jeg fokuserer så meget på selve klatringen som træningsform, og ikke kun den slaviske system- og vægttræning er, at det er klatringen, som motiverer mig, og fordi at jeg mener, at det er den eneste måde hvorpå man bliver en rigtig dygtig klatrer – dog er det selvfølgelig vigtigt, at træne de modsatrettede muskler (fx skuldre og triceps) ved siden af klatring, så man undgår træningsskader!

Hvor klatrer du ude - favoritcrags?

Jeg har nydt at klatre alle de steder jeg har været, men et område som jeg er super glad for at besøge, er Geyikbayiri i Tyrkiet! Det ligger nede ved sydkysten, ca. 40 km fra byen Antalya. Et super fedt sted, med en masse velboltede ruter af super fed kvalitet! En anden ting ved området, som jeg rigtig godt kan lide er, at det er relativt nyt. Det betyder, at udstyret på klipperne ikke er slidt i stykker. Desuden eftertjekkes bolte og hængere samt permanente slynger, så man kan med sindsro stole på, at sikringerne holder!

Et andet sted, jeg virkelig nød at besøge, var det fantastiske boulderområde Fontainebleau i Frankrig! Jeg besøgte skovene i forbindelse med en juniortur i 2012. Jeg må sige, at jeg aldrig har oplevet så lækkert et boulderområde med så fine boulders, og med en type sten, der har så lækre greb med så god friktion uden at være særligt slidende for huden!

Hvorfor klatrer du?

Jeg klatrer fordi, jeg ikke kan lade være. Klatring er en fantastisk kombination af fysisk udfoldelse og teknisk formåen. Jeg bliver i klatring udfordret på flere niveauer på en gang, både fysisk og mentalt, og jeg får mulighed for at lege med mine begrænsninger. På de gode dage opnår jeg en følelse af frihed og vægtløshed, hvilket jeg heller ikke synes jeg oplever på samme måde i andre sportsgrene – og så har man god mulighed for at være social og hygge sig med venner og bekendte i det altid venligtsindede klatremiljø!


Interview Christian Zimmermann

Hvad driver dig – indenfor klatring og udenfor? 

Det, som langt hen af vejen driver mig, er lysten til udvikling og udfordring. Det, at man gang for gang kan mærke fremgang, og i forhold til klatringen, at ens træning giver mening er noget der fanger mig. Om det så er on-sights på ruter, flash på boulder, projektklatring eller noget som ikke har med klatring at gøre. Det, at sætte mine mål og opnå dem giver mig stor tilfredsstillelse og motiverer mig meget til at fortsætte, sætte nye mål og hele tiden presse mig selv, fx til at klatre hårdere. Også selv om jeg har dage, hvor det føles som om, at det går baglæns - Det er bare en del af udviklingsprocessen, og ender i sidste ende med at motivere en til træning!

Øgenavn og forklaring?

Så vidt jeg ved, har jeg ikke nogen øgenavne, udover at nogle af mine nærmeste bekendte kalder mig ”Chris” og den velkendte hilsen ”Hey Stærke” mellem venner. 

Hvad er målet med din klatring?

Målet med min klatring er på lang sigt at udvikle mig så meget som muligt, og så vidt muligt at rejse rundt i verden og repetere og måske endda etablere nogle af de hårdeste og flotteste klipperuter (sportsklatring) og samtidigt udmærke mig i konkurrencer. Målet i øjeblikket er især at konkurrere om podiepladserne til både rute- og boulderkonkurrencer samt at presse mig selv til det yderste på klipperne.

- Christian Zimmermann & Eventyrsport 2014

Inspiration
Posted: July 02, 2014
Categories: Klatring
Forfatter: Eventyrsport Blogger