Klatring i Geyikbayiri
Geyikbayiri, atter en gang...
Mellem jul og nytår tog Natacha Jagd og jeg atter af sted til det velkendte klatre-paradis Geyikbayiri, ca. 40 km øst for storbyen Antalya i Tyrkiet. Helt tilfældig havde vi slået priserne for flybilletterne op, og var meget hurtige om at få bestilt, da vi så at det var så billigt i den periode. Personligt var jeg rigtig glad for at skulle til Tyrkiet igen, da jeg havde været der kun 2½ måneder forinden og syntes det var fantastisk.
Vi fløj af sted fredag morgen d. 30 kl. 07:10, og fandt os selv i Antalya lufthavn samme eftermiddag kl 15, efter et kort ophold i Istanbul Lufthavn, hvor vi spiste frokost. Vi ankom til Rido Camping omkring kl 18, og efter vi havde tjekket ind satte vi vores telt op.
Lækker frokost og kaffe på ”KOKPIT KAFE” i Istanbul lufthavn - Sektor Sarkit i guidebogen
De første dage skulle som altid bruges på at komme i gang igen, genfinde ”flowet”, som der skal til for at klatre godt på klippe. Dette skulle så foregå på en sektor, som vi hidtil ikke rigtigt har besøgt, nemlig ”Sarkit”. Vi glædede os til at se Sarkit, da det så fedt ud i guide-bogen, men må sige, at sektoren var langt mere imponerende, når man stod for foden af klippen. Ruterne var lange og fulde af tufaer, og oven i købet velboltet! Denne sektor er helt klart et besøg værd, skulle man komme forbi Geyikbayiri.
Tilbage til klippet, tilbage til flowet...
De første døgn på den (for mig i hvert fald) nye sektor Sarkit brugte jeg på at øve min intuitive klatring på klippe. Den er vigtig, især når det gælder til konkurrencer. Min øvelse bestod i en af mine klare farvorit-discipliner; On-sight-klatringen! Jeg besluttede at have et enkelt skud på at hvad jeg klatrede, og derigennem tvinge mig selv til at skyde hårdt og have styr på hovedet – især fordi dette er lange ruter, som kræver præcision og flow, hvis man gerne vil beholde sine underarme til endnu flere!
På de første ruter følte jeg mig som altid meget rusten, og ikke hel fit for fight til en rute-tur. Senere lykkedes det dog at genopdage klippe-mindsettet, og det resulterede i nogle 7a+-onsights. Jeg kunne mærke at jeg var stærkere end sidst, og det føltes helt fantastisk at være tilbage på klipperne igen. Sjovt hvordan klatring kan være et state of mind! Super tilfredsstillende første dag med flotte klipperuter, bedre form og lækker udsigt.
Natacha varmer op iført sine splinternye og kampklare Pythons! - Jeg klatrer den samme rute, ved siden af Natachas og mit projekt ”Super Nova”
Udsigten ned mod campsne. - Mig på ”Black Moon” 7b+
De følgende 2-3 dage brugtes som den første på at få klatret en masse forskelligt. Vi bl.a. på den meget velkendte og befærdede sektor Trebenna, som har ruter op til 40m. Egentlig var vi der mest, fordi jeg skulle tilbage til en bestemt rute, ”Freedom is a battle” (8a+), som jeg prøvede kort sidst jeg kom forbi sektoren. Den første del (7a) gik fint, men jeg kunne desværre ikke genfinde den rigtige beta fra sidst, og endte med ikke engang at komme lige så langt som sidst, jeg forsøgte. I stedet valgte Natacha og jeg lettere frustreret at tage et andet sted hen, og måske vælge et fælles projekt.
Natacha, der trækker til gennem cruxet på ”Turkish Airways” 8a+
Vi tog derfor tilbage til Sarkit, hvor Natacha fandt en halvlang 8a’er, som så super fin ud. Vi skød nogle gange, men var grundet 2 monotræk, som gjorde ondt helt inde i hånden, begge nødt til at give fortabt på den ellers super fine rute.
Det var altså lidt svært for os at komme i gang med det helt svære. Dog havde jeg hjemmefra set en del videoer fra området, og havde især lagt mærke til en rute ”Super Nova” (8a+), som lignede lige min stil; Ikke alt for lang, kraftigt overhængende og lange bevægelser på relativt positive greb. Denne skulle helt sikkert prøves!
Vores svenske ven
Først skulle vi dog holde en velfortjent hviledag! Den blev brugt på at gå en tur op i selve landsbyen Geyikbayiri, men først og fremmest i selskab med vores gode svenske ven Niklas Gustaffson! Vi stødte tilfældigvis ind i ham nytårsaften, som vi tilbragte på JoSiTo Guesthouse, uden at vi havde talt med ham om turen forinden. Vi mødte ham for første gang på en 4-dagestur til Seglora i Sverige sommeren 2013, og har faktisk ikke talt med ham siden. Det var derfor super sjovt og på ingen måde forventeligt at møde ham lige netop her! Super flink, rar og ikke mindst stærk fyr!
Niklas Gustaffson, som vi endte med at tilbringe hver eneste aften med efterfølgende,
i den hyggelige klatre-café på JoSiTo Guesthouse
Tilbage til projektet...
Efter en efter min mening well-spent hviledag, var fokus igen på Super Nova. Den skulle nu prøves for første gang, og alle de tricky sekvenser og passager skulle nøje udregnes og udføres. Heldigvis for os er Super Nova meget populær, hvorfor den er en af de relativt få ruter, som man har valgt at beklæde med permanente slynger. Dette gør det nemlig meget lettere at gennemarbejde alle de svære passager.
Ruten kan deles op i 3 dele. Først 5c transport op til selve taget. Her kan man holde et hvil, samle tankerne, klippe de første slynger ind og, som mig, spænde sine Solution en smule ekstra. Dernæst starter det svære – nemlig det tag, hvor ruten går fra 5c til 8a+! Man klatrer via nogle gode greb ud til den for mit vedkommende første crux-bevægelse; to underhåndspockets, hvorfra man skal flytte højre fod højt og lave et dynamisk deadpoint til et jug. Her kan man sige, at første ”checkpoint” er nået, her kan man nemlig lige hvile, få klippet næste slynge, og dernæst påbegynde den anden cruxbevægelse, som bestod af et laangt træk ud til en højre pinch efterfulgt af en høj hæl, og et træk til en tufa – Andet checkpoint, hvor man kan lægge en dobbelt kneebar, og hvis den er lagt rigtigt, holde et no-hands rest. Den sidste, og hårdeste, del starter efter kneebaren. Lige inden toppen skal man nemlig holde en meget lille crimp, flytte venstre fod højt og låse statisk af får at nå endnu en crimp højere oppe. – I sig selv ikke nogen hård bevægelse, men efter det lange tag er det svært at have den fornødne energi tilbage i depoterne. Dog burde ruten på papiret være hjemme, når man når hertil! Efter nogle arbejdsskud besluttede vi os for at tage hjem og hvile, så vi kunne være helt friske, når vi skulle skyde dagen efter.
De næste 2 dage gik slet ikke som jeg havde håbet. Mine skud var tøvende og halvhjertede, og motivationen dalede langsomt hvert gang et skud mislykkedes. På nuværende tidspunkt var der endda kun 1 dag tilbage. Natacha havde ellers et killer-skud, og faldt ulideligt tæt på toppen. I stedet for at skyde ekstra, valgte vi at gå tilbage til JoSiTo for at have en sidste aftensmad med vores ven Niklas inden vi skulle hjem – Vi ville trods alt ikke få mere ud af dagen, så en god aftensmad og tidligt op i morgen var den bedste løsning. Humøret steg dog igen pga. den lækre mad og det gode selskab!
Næste morgen stod vi op og pakkede hurtigt vores ting, sådan at vi kunne have så lang tid på klipperne som muligt inden vi skulle med vores forudbestilte transfer-service-bil kl 14. Vi skyndte os op i Rido Campings café og bestilte morgenmad inden de, i hvert fald på denne tur, endelige skud på Super Nova.
Lækker og ikke mindst nærende morgen-mad på Rido Camping!
Efter morgenmaden gjorde vi os klar, og gik ca. kl 11 gennem skoven mod ”Left Cave”, som ligger ca. 200 meter fra JoSiTo. Vi lagde reb og seler klar, og fandt ud af at jeg skulle skyde først. Jeg svingede kort med armene og gennemgik endnu en gang betaen i mit hoved. Jeg tog mine Solution på og strammede dem ekstra, før jeg begik mig op af 5c-slappet. Nu stod og kiggede gennem taget. Her havde jeg været mange gange, forskellen var bare, at jeg var meget mere rolig. Jeg havde ikke nogen forventninger, da jeg i mit hoved allerede havde accepteret, hvis ikke jeg fik den med hjem. Jeg begik mig ud i taget, og for første gang på den rute føltes det som om, at jeg havde styr på mig selv – jeg var træt efter de mange skud de foregående dage, men alligevel mere flyvende på væggen. Jeg nærmede mig mit hidtil højeste punkt på ruten, og passerede det let denne gang! Jeg satte kneebaren og kiggede kort rundt, før jeg opdagede, at jeg var der. Jeg forsøgte at genvinde fokus, og satte af sted mod toppen. Jeg fik crimpen og satte foden op alt imens forventningerne og tvivlen steg. Jeg trak og forsøgte på lock-off’en, men måtte få sekunder senere sidde lettere skuffet i rebet ca. 1,5-2 meter fra toppen. Ærgerligt den ikke skulle med hjem på denne tur, men en klar trænings-motivator. Nu måtte man bare håbe på, at det ville gå Natacha bedre.
Natacha satte af, og stod et kort øjeblik for enden af 5c-slappet, før hun begav sig ud i taget. Hun klatrede elegant op til de første jugs, og så ubesværet ud hele vejen op til kneebaren. Hun satte benene i spænd, og så ud til at hænge relativt komfortabelt – Endnu et killer-skud! Hun ventede et øjeblik før hun gik ud over taget, og op imod den lille crimp og lock-off’en. Hun fik crimpen, og kort efter lød et vredesudbrud efterfulgt af et jubelskrig, og en glad Natacha blev firet ned fra toppen af ”Super Nova” (8a+)! Da jeg skulle sikre, kunne der desværre ikke tages billeder eller film af Natachas top.
Så går turen hjem
Nu gjaldt det bare om at komme hjem til Rido og få pakket færdig i en fart. Natacha havde taget toppen kl 13:15, og vi skulle nå vores transfer-bil kl 14. Det havde været en god tur, hvor jeg igen blev mindet om, hvor meget det betyder, om ens hoved er med eller ej. Jeg har i hvert fald efterhånden erfaret, at ens mentale stadie inden man går på klippen kan være forskellen mellem fald og top. Det lader til, i hvert fald for mit vedkommende, at det er bedst at gå på væggen uden forventninger. Så føler man sig hverken presset eller nervøs, og kan klatre uden at skulle leve op til sine og/eller andres forventninger og forestillinger. Det betyder for mig, at jeg kan klatre mere frit og mindre anspændt, og jeg slipper for de unødvendige skuffelser på vejen. Jeg siger ikke, at jeg skal være ligeglad, men det skal vel være lysten, og ikke forventningen, der driver!
Så nu er det bare hjem og træne til næste gang det skal gå løs på klipperne. Næste gang bliver Sicilien i foråret, hvor jeg igen skal af sted med Natacha, og denne gang også en af mine bedste venner, den altid stærke og flinke Frederik Thulstrup! Så det skal nok blive godt. Jeg vil i øvrigt anbefale alle at tage til Geyikbayiri, hvis man har en klatreferie i tankerne. Det er uden tvivl den bedste rutedestination, som jeg har besøgt!
- Christian