Hvilken flyverdragt skal du vælge?

Henter data...
< Forrige artikel Næste artikel >
Hvilken flyverdragt skal du vælge?
Råd og vejledning
17 September 2021

Hvilken flyverdragt skal du vælge?

Når familiens mindste medlemmer skal ud at udforske verden i efterårs- og vintermånederne, skal de selvfølgelig være iført ordentligt tøj. Et oplagt valg er flyverdragten, men hvad skal man være opmærksom på, når flyverdragten skal vælges? Vi guider dig.

 

Flyverdragten er et suverænt valg, når børnene skal ud at boltre sig i efterårets bunker af ildrøde blade eller fjolle i sneen. Efterhånden findes der et utal af flyverdragter på markedet, og det er nemt at fare vild i udvalget. Læs mere om, hvad du skal være opmærksom på, når du vælger flyverdragt til familiens mindste eventyrere. 

FLYVERDRAGTENS VANDTÆTHED

Hvilken_flyverdragt_skal_du_vaelge

Hvor højt skal vandsøjletrykket være?

Vandsøjletryk

Det er selvfølgelig et vigtigt kriterium til børnenes flyverdragter, at de kan holde regn ude, så lidt vand fra oven ikke kan spolere den gode leg. Vandtæthed opgøres vha. det såkaldte vandsøjletryk (VST). Vandsøjletrykket er, hvor stor en mængde vand målt i millimeter, som 1 kvadratcentimeter af et materiale kan modstå, før vandet bryder igennem.

Når man taler om tøj, er et vandsøjletryk på omtrent 4000 mm normalt nok til at holde vandet på afstand.  Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at dele af flyverdragten ofte udsættes for et mere direkte pres, og at vandet derfor kan blive presset igennem tøjet på disse steder. Dette er f.eks. tilfældet for knæ og bagdel, ligesom en eventuel rygsæk kan presse ned på skuldrene.

Hvis dine børn ofte er udenfor, og i al slags vejr, er det en god idé at gå efter en flyverdragt med et højere vandsøjletryk – gerne på omkring 10.000 mm eller mere.  Vælg eventuelt også en flyverdragt med forstærkninger på udvalgte steder, f.eks. knæene.

Læs mere om vandsøjletryk i tøj her.

Hvorfor er tapede syninger vigtige?

Selvom en flyverdragt har et højt vandsøjletryk, er den ikke nødvendigvis et særlig anvendeligt værn mod de våde elementer, hvis ikke syningerne/sømmene er tapede eller svejsede. Et materiale kan i princippet aldrig være 100% vandtæt, men med tapede eller svejsede syninger/sømme er der langt større sandsynlighed for at holde regnen ude.

Det er vigtigt at huske på, at en flyverdragt ikke nødvendigvis er det bedste tøjvalg, hvis børnene skal ud i heftigt regnvejr. Flyverdragter er bedst i koldt og tørt vejr, så hvis den står på udendørsaktiviteter i kraftig regn, eller hvis legepladsen er meget mudderet, er regntøj ofte stadig at foretrække. 

ÅNDBARHED

Skal du vælge en flyverdragt med membran eller coating?

For at børnene kan løbe og lege, uden at flyverdragten bliver helt fugtig og klam, er det vigtigt at vælge en flyverdragt, som holder regnen ude, men lader kroppen ånde.

Når man laver tøj, der skal være både vandtæt/vandafvisende og åndbart, er der to udbredte metoder: at lave tøj med en indbygget membran eller med coating.

 

Membran

Kort sagt er en membran et stykke stof, der er vandtæt fra den ene side, men tillader vanddamp at passere ud fra den anden side. Membranen kan derfor forstås som en slags filter, der lader sveden komme ud af tøjet, uden at regnen får mulighed for at trænge ind. Der findes flere forskellige typer membraner, bl.a. Gore-Tex® og eVent®. 

Hvor åndbar og vandtæt en membran er kan variere lidt fra type til type, men som udgagspunkt kan man sige, at en flyverdragt med membran giver god mulighed for at holde både regn og sved væk.

 

Coating

En lidt billigere løsning er en coating. Coating fungerer lidt som et lag maling, som sprøjtes på tøjet – som regel på indersiden.

Coatingen har samme formål og funktion som membranen, men en coating er ikke lige så slidstærk som en membran og vil som regel heller ikke have samme grad af åndbarhed.

 

Om du skal vælge en flyverdragt med membran eller coating afhænger meget af, hvor meget den skal bruges, hvordan og af hvem – og selvfølgelig også af budget. Har du f.eks. mindre børn, som primært sidder eller står stille, eller er de noget ældre og meget aktive, så der er brug for bedre ”udluftning” og stor slidstyrke?

Husk imprægnering

Uanset om du vælger en flyverdragt med membran eller coating, er det vigtigt, at du regelmæssigt vasker og genimprægnerer dragten med et godt imprægneringsmiddel.

Flyverdragter med en såkaldt PU-coating skal dog kun vaskes sjældent, da vask slider på PU-coatingen, som ikke kan påføres igen. Du kan ikke genimprægnere flyverdragter med PU-coating.

Overvej at benytte et miljøvenligt imprægneringsmiddel, f.eks. med imprægnering fra Granger’s.

Polyester eller nylon?

Flyverdragter laves både i polyester og nylon, og begge dele er hurtigtørrende og svedtransporterende. Forskellen ligger i prisen og slidstyrken. Nylon er ofte dyrere end polyester, men til gengæld er det også mere slidstærkt.

STØRRELSE

Hvilken_flyverdragt_skal_du_vaelge2

Hvordan finder du den rette størrelse?

Det er fantastisk at se, hvordan børn hele tiden udvikler sig, men med udviklingen følger også det klassiske problem for forældre: de små poder er snart ikke så små endda og vokser lidt for hurtigt ud af deres nye tøj.

Når du køber en flyverdragt, er det vigtigt, at den ikke er alt for stor, da dit barn så vil have svært ved at holde varmen. Med det sagt må flyverdragten dog heller ikke være for lille, eftersom barnet selvfølgelig skal have tilstrækkeligt med bevægelsesfrihed.

Størrelserne på flyverdragter kan variere meget fra mærke til mærke, men som udgangspunkt skal flyverdragten købes en smule for stor. En tommelfingerregel er, at man skal kunne tage fat i en god håndfuld af flyverdragten over skulderen eller i skridtet, så der ca. er 10 cm ekstra at give af. Det er vigtigt, at der ikke er tale om meget mere end 10 cm.

Husk, at flyverdragten stadig bør slutte tæt til om hænder og fødder, så der ikke slipper kold luft, vand eller skidt ind.


TIP: Tjek om dit barn selv kan, eller på sigt vil kunne, tage flyverdragten af og på. Det er en stor fordel, når børnene selv kan hjælpe til med overtøjet. Læg f.eks. mærke til, om barnet kan få fat om lynlåsen, og om den glider nemt.

Extend Size: Lad flyverdragten vokse med dit barn

Flere mærker er begyndt at lave flyverdragter med lidt af en indbygget genistreg: ærme- og benlængde kan forlænges med et par centimeter, så når dit barn vokser, vokser flyverdragten bare med. På den måde kan dragten holde længere, og så er de penge sparet!

Denne ”teknologi” kendes bl.a. som Extend Size (Didriksons) og Expandable Size (Isbjörn).

Ja tak til sikkerhed


Selvom børn er en uvurderlig glæde, kan man ikke komme udenom, at de er en dyr fornøjelse. Det kan derfor være fristende at købe en billig flyverdragt i udlandet, men du kan ikke altid være sikker på, at dragten lever op til de strenge danske krav og anbefalinger, som stilles til udformningen af flyverdragten.

Der gælder bl.a. helt specifikke regler for, hvor der må være snore og bånd, samt for længden på disse. Alle flyverdragter som forhandles i Eventyrsport lever op til gældende regler og krav.

Af hensyn til sikkerheden, og fordi det er praktisk, er det også en god idé at vælge en flyverdragt med aftagelig hætte, som ikke lukkes under hagen. Sørg desuden for, at der er gode reflekser på flyverdragten.

Det bæredygtige og miljøvenlige valg

Der er ikke meget ved den nyindkøbte flyverdragt, hvis den viser sig at være fyldt med stoffer, som kan være skadelige for dit barn nu eller på sigt. Vær derfor opmærksom på, hvad flyverdragten indeholder, og hvordan den er fremstillet.

Du kan f.eks. vælge en flyverdragt, som er bluesign®-certificeret. Det såkaldte bluesign®-system sikrer eksempelvis den højeste grad af forbrugersikkerhed og minimal påvirkning af mennesker og miljø. Der er bl.a. fokus på at eliminere skadelige stoffer i tøjet allerede fra første del af fremstillingsprocessen.

Hold også øje med, om tøjet er fri for fluorocarbon (PFC/FC/fluor), da visse typer fluor på sigt kan være skadelige for mennesker og miljøet.

Vask desuden gerne dit barns flyverdragt, og øvrige tøj, inden det tages i brug.

Råd og vejledning
Posted: September 17, 2021
Forfatter: Nana S Rafn