3 danske kyststier til sommervarmen

Henter data...
< Forrige artikel Næste artikel >
3 danske kyststier til sommervarmen
Råd og vejledning
09 July 2019

3 danske kyststier til sommervarmen

Når solen skinner, temperaturen stiger, og Danmark viser sig fra sin smukkeste side, er det skønt at sætte ud på en af vores mange vandreruter, der går langs vandet. Her kan du enten vandre med telt, sovepose, underlag og kogegrej i rygsækken og overnatte i det fri, eller du kan overnatte på hoteller, pensionater og Bed & Breakfasts – og så kan du selvfølgelig tage den ene tur i baljen efter den anden, når du holder pause. 

Her er tre danske vandreruter, hvor du har rigeligt med muligheder for at køle af i havet undervejs. 

 

Bornholms kyststi

Turen her går hele vejen rundt om Klippeøen, og for det meste er vandet ikke meget mere end et stenkast borte. Naturen er varieret og smuk, og det er en fornøjelse at vandre gennem flere fine småbyer og søvnige fiskerlejer, der giver små afbræk fra naturen. For det meste vandrer man nemlig med naturen på land til den ene side og tæt på en forfriskende dukkert i havet på den anden side. 

Turen hele vejen rundt er på omtrent 120 kilometer, og går man lidt raskt til, kan ruten gennemføres på omtrent fire dage. Man kan dog også sagtens bruge det dobbelte, sætte tempoet ned, tage rigeligt med pauser og lade det hele synke ind. 

Kigger man væk fra Kyststien og ind i landet, kan man for øvrigt sagtens forlænge turen endnu mere.

Undervejs kan man spise frokost på røgerier, drikke lokalbrygget æblemost og stoppe på hyggelige cafeer. Også når det kommer til overnatning er der masser af muligheder. Man kan tilbringe nætter i teltet, og kombinere dem med fine shelterpladser, eller man kan helt lade sovegrejet blive hjemme og finde fred, ro og lidt mere komfort på Bed & Breakfasts og hoteller rundt langt kysten. 

Læs mere om de forskellige etaper på https://bornholm.info/kyststien-bornholm

 

Gendarmstien

Her er tale om en populær rute, der byder på 84 skønne kilometers kystnær vandring fra Padborg til Als i Sønderjylland. Her bugter stien sig ofte langs fjorde, op og ned langs den til tider kuperede kyst og hen over flade strande, hvor havet lokker med en dukkert og mulighed for at vaske vandresveden af i vandet. 

Gendarmstien er inddelt i fem dagsetaper – Bjerg-, Tegl-, Krage-, Strand- og Mølle-etapen – men turen kan også gøres hurtigere end på fem dage, hvis man er på jagt efter den forlængede weekend, hvor man går til.

Ligesom på Kyststien på Bornholm er der masser af forskellige muligheder for overnatning undervejs. Du kan vandre med den helt lette rygsæk, indkvartere dig på hoteller og lignende og købe dig til færdige måltider, eller du kan hoppe i soveposen i teltet om natten, efter en aftensmad tilberedt over Trangiaen.  

Læs mere om Gendarmstien på www.gendarmsti.dk

 

Nordsøstien

Nordsøstien er egentligt en 5.000 kilometer lang afmærket vandrerute, der slynger sig gennem Holland, Tyskland, Danmark, Norge og Sverige – men passer det ikke lige ind i kalenderen at vandre i adskillige måneder, så kunne man jo starte med den utroligt fine del af ruten, der går langs Vesterhavet i det nordlige Jylland.  

Tag for eksempel de 90 kilometer, der går gennem Jammerbugten fra Bulbjerg til Grønhøj i nord og gå eventuelt videre til Agger og måske endda helt op til Grenen.

Naturen undervejs er ganske enkelt imponerede med de velkendte, brede, lange sandstrande, de store, smukke klitter, de fine, fredelige plantager og masser af sommerstemning med badning og isvafler, når man kommer gennem de små turistbyer undervejs. 

Som på de andre to ruter kan du overnatte med tag over hovedet, i shelter eller telt og dermed tilpasse turen efter behov. 

Læs mere om den del af Nordsøstien, der løber langs Jammerbugten, på www.visitjammerbugten.dk/jammerbugten/aktiviteter/vandreruter-og-kort

Relevante links

Vandrestøvler
Vandresko
Vandresandaler

Råd og vejledning
Posted: July 09, 2019
Forfatter: Opdag Verden