Vælg den rigtige pausejakke til turen

Inspiration til eventyr
< Forrige artikel Næste artikel >
Vælg den rigtige pausejakke til turen
Råd og vejledning
11 December 2017

Vælg den rigtige pausejakke til turen

En god, varm jakke til pausen er et essentielt stykke udstyr på vandreturen, hvis vejret er til den kolde side. Pausejakken sørger for, du ikke bliver nedkølet, når du stopper på stien i løbet af dagen, og den kan bruges som et ekstra lag isolation under skaljakken samt om aftenen, når du slapper af ved bålet. Vi guider her til at vælge den rigtige pausejakke.

 

Som det er tilfældet med det meste udstyr, så er det ikke altid så ligetil at vælge det, der passer til ens behov, når det kommer til en god pausejakke.

 

For hvilket materiale skal man kigge efter? Skal jakken være med dun eller fiber? Hvor meget må den fylde og veje?

 

Overordnet set er der to typer jakker: Dunjakker og fiberjakker. De har hver deres gode egenskaber.

 

Firebee parka fra Arc'teryx

Dunjakker

De store fordele ved dunjakker er, at de har en stor åndbarhed, samtidig med at de hverken fylder eller vejer meget i rygsækken. På den negative side skal det nævnes – og det er en vigtig ting at have med i sine overvejelser, inden man køber jakken – at langt de fleste dunjakker ikke tåler fugt. Bliver dunjakker våde, isolerer jakken nemlig ikke. Det skal dog også nævnes, at det er blevet muligt at få jakker med vandafvisende dun, men de mister dog stadig noget af isolationen, hvis de bliver våde.

 

Samtidig er dunjakker generelt dyre, så med mindre penge ikke spiller nogen rolle, er det også værd at tage med i overvejelserne.

 

Hvis man er på jagt efter en dunjakke, er der stadig flere ting, der er vigtige at være opmærksom på. Der er for eksempel stor forskel på kvaliteten af dun i forskellige jakker. De mest almindelige dun, der bliver benyttet i jakker, er andedun og gåsedun. Andedunene er de billigste, men pris hænger sammen med kvalitet, og de er ikke så fine og dermed ikke så isolerende som gåsedunene.

 

Noget, man også skal være opmærksom på, er en jakkes fyldkraft. Fyldkraften signalerer, hvor meget fyld der er i forhold til volumen og ligger for det meste på et eller andet sted mellem 500 og 900. Det er dog ikke så simpelt, at jo højere et tal, jo varmere er jakken. Det, der har den største betydning for, hvor varm jakken holder dig ude på ture, er mængden af dun. En jakke med en stor mængde dun, men en lav fyldkraft, kan således godt være varmere end en jakke med en lav mængde dun og en høj fyldkraft.

 

Endelig er det værd at lægge mærke til, hvad forholdet mellem fjer og dun er i jakken. Fjer er nemlig større og grovere end de fine, lette dun. Jo større en andel dun jo bedre. Det betyder, at jakken vejer mindre og samtidig kan komprimeres mere, når den stoppes i rygsækken.

 

Essens Mimic jakke fra Haglöfs

Fiberjakker

Kategorien fiberjakker dækker over en bred paraply af jakker, hvor der er brugt et syntetisk materiale til at isolere med. Fiberisolering består af fibertråde, der skaber luftlommer, som gør det muligt at opnå en høj grad af isolering, men en lav vægt.

 

Fordele ved fiberjakker er, at de tåler fugt, og ikke mister deres varmende egenskaber, selvom de bliver våde. Og bliver de våde, tørrer de hurtigt. En anden stor fordel er, at de er billigere end dunjakker, men samtidig skal man også regne med, at de vejer og fylder mere i rygsækken.

 

Med de bedre egenskaber, når det kommer til fugt og vand, egner fiberjakken sig til ture, hvor man forventer regn eller fugt.

 

Hvad skal jeg vælge?

Der er ikke noget endegyldigt svar på, hvilken type jakke, der er den bedste. Det handler om at kigge på ens behov, og hvad det er for nogle forhold, jakken skal bruges under.

 

Overordnet kan man sige, at dunjakker er bedste egnede til frostgrader, og fiber er ideelt til ture i kolde, fugtige klimaer.

 

Men, der er selvfølgelig andre ting, der spiller ind.

 

Er du for eksempel villig til at ofre de ekstra kroner, det koster at få en lettere jakke, eller betyder det ikke så meget for dig, at jakken er let og ikke fylder meget? 

Foto: Maridav

Råd og vejledning
Posted: December 11, 2017
Categories: Vandring , Tøj
Forfatter: Opdag Verden