Soveposer - dun eller fiber?

Henter data...
< Forrige artikel Næste artikel >
Soveposer - dun eller fiber?
Råd og vejledning
06 April 2017

Soveposer - dun eller fiber?

Det er ganske afgørende, at du får en ordentlig nattesøvn – også når du er ude i det fri. Her spiller soveposen en vigtig rolle, men hvilken sovepose skal du vælge – med dun eller fiber?

Én sovepose kan ikke klare det hele

Søvn og hvile er nogle af de ting, der gør en tur eller rejse rigtig god, for er du i søvnunderskud, kan du hverken yde eller nyde optimalt. Derfor er det også meget vigtigt at finde den helt rette sovepose at putte sig i, når dag bliver til nat.

 

En sovepose er nødvendig for at holde varmen, og her er du nødt til at gøre dig klart, hvad du har brug for, for én sovepose kan ikke klare det hele. Skal du sove i varme sommernætter på en campingplads i Spanien, eller skal du overnatte ude i mange frostgrader? Og hvad er i grunden bedst, dun- eller fiberfyld?

 

Kort fortalt er dun dyrest, lettest og fylder mindst, men er vægt og rumfang lige meget, findes der fremragende poser med fiberfyld, som kan klare samme temperaturer.

Dun eller fiber

Hvorfor dun?

Dun er et af naturens små mirakler. Der findes stadig ingen syntetiske produkter, der varmer lige så godt i forhold til vægten, og som er lige så behagelige at bruge. Dun skaber en luftig struktur i soveposen, og derfor tillader dunsoveposer i høj grad damp og fugt fra kroppen at passere ud igennem soveposen. Det kræver til gengæld, at posen bliver luftet og tørret godt efter nattesøvnen, for dun tåler ikke at være fugtige i længere tid.

 

En meget våd sovepose af dun tager lang tid at tørre, og våde dun isolerer dårligt, fordi de klasker sammen. Sørger du for at holde posen tør, kan du imidlertidig sagtens bruge en dunsovepose under mere ekstreme forhold.

 

Hvis det er vigtigt for dig, at soveposen er let og fylder mindst muligt, kan det være en god idé at overveje en dunsovepose. Dun er nemlig ekstremt komprimerbare. Desuden har dun en lang levetid, hvis du passer ordentligt på dem. Dette kan opveje, at de er dyrere end fiber.



Hvorfor fiber?

I modsætning til dunsoveposer kan fibersoveposer tåle fugt. De er derfor ideelle til klimaer med høj luftfugtighed eller meget regn og til aktiviteter som kano- eller kajakture. Selvom fibrene bliver våde, bevarer de deres struktur og spændstighed og dermed evnen til at isolere.

 

Fiberposer kræver ikke så meget vedligeholdelse som dunsoveposer, når det kommer til tørring og luftning, og så er de en del billigere. Til gengæld har de også en kortere levetid, og sidst, men måske ikke mindst, er de noget tungere. 

 

Ligesom dunsoveposer har de bedst af at blive opbevaret i ukomprimeret stand, hvis de skal bevare spændstigheden. Tag derfor gerne soveposen ud af pakposen, når du kommer hjem fra tur.

  

Lige her kan du læse mere om, hvad du skal være opmærksom på, når du køber sovepose.  

martin-jernberg-TvKkNxIT1GI-unsplash

Skal du have en ny sovepose eller et underlag?

Se dig omkring på hovedsiden for soveposer. Du kan også klikke dig videre til udvalgte kategorier her:


Råd og vejledning
Posted: April 06, 2017
Forfatter: Eventyrsport Blogger