Jakken du aldrig vil have af - alt om dunjakker

Henter data...
< Forrige artikel Næste artikel >
Jakken du aldrig vil have af - alt om dunjakker
Råd og vejledning
18 November 2020

Jakken du aldrig vil have af - alt om dunjakker

En bidende kold dag på skiferien. En blæsende efterårsdag på vandreturen. En kølig sommeraften på terrassen. Du kender helt sikkert følelsen. Vi slår her et slag for, hvorfor en dunjakke er drønlækker i så mange forskellige situationer.

En ven på enhver tur

Dun er ikke længere reserverede til bjergbestigernes tykke dragter og store luffer. Nej, dunjakker er blevet allemandseje og kan stort set bruges til enhver form for tur: pausejakken på vandreturen, mellemlaget på skiferien eller bare til en tur i skoven. Dun er faktisk et af de bedste og lækreste jakkefyld, og et hurtigt blik på gadebilledet afslører, at det ikke ligefrem er ved at gå af mode. Udover at dun varmer godt, og at dunjakker faktisk ser ret godt ud, kender vi også dun som dejlig åndbart og fantastisk blødt. Tænkt bare på din dyne og din pude!

 

Selvom eksperter i friluftsverdenen har forsøgt i årtier, er det endnu ikke lykkedes dem at lave et syntetisk materiale, der varmer lige så godt som fuglenes konkurrent - dun!

Lav vægt, lav fylde

Dun til lette jakker

Dun er kendt for dets helt fantastiske evne til at binde luft, og det er faktisk det, som gør, at dunjakker isolerer så fænomenalt godt. Da en dunjakke derfor i princippet i høj grad består af den luft, som dunene binder, så vejer dunjakker ofte ikke særligt meget sammenlignet med fiberjakker eller striktrøjer. Hvis du prøver at pakke din dunjakke sammen, vil du opdage, at den kan komme til at fylde overraskende lidt (nogle modeller kan faktisk pakkes ned i deres egen lomme!). Det er en ret fed feature, som gør sig godt på vandreturen, eller i hverdagsrygsækken.

 

Man måler og beskriver, hvor meget luft dun kan binde vha. begrebet fyldkraft, på engelsk kendt som fill power. Fyldkraften måles i enheden cuin, og fortæller, hvor gode dunene er til at binde luft (og dermed isolere) i forhold til, hvor meget de vejer. Jo højere tallet er, des bedre isoleringsevne pr. gram dun. Skalaen bevæger sig typisk mellem en fyldkraft på 400 og 900 cuin. 

 

Den samme mængde dun målt i gram, vil derfor fylde forskelligt, alt efter hvor god en fyldkraft, de har. Dun med en høj fyldkraft vil fylde mere pr. gram dun, da de indeholder mere luft. Det betyder, at der i en jakke med en fyldkraft på 800 cuin skal fyldes mindre dun i, for at opnå samme isoleringsevne, som en jakke med en fyldkraft på 450 cuin. Jakken på 800 cuin vil derfor veje mindre og kunne komprimeres mere end jakken på 450 cuin, da den i højere grad består af luft, selvom de begge isolerer dig lige meget.

Sådan vasker du din dunjakke

Dunjakker skal indimellem vaskes, for at slippe af med skidt og snavs, og på den måde forlænge holdbarheden. Følg altid vaskeanvisningen i produktet, og brug et specialvaskemiddel beregnet til dunprodukter. Her er det især vigtigt, at vaskemiddlet er uden enzymer, der kan nedbryde jakken. Hvis dunene eller jakken er imprægnerede, kan det være en god idé at anvende et kombineret vaske- og imprægneringsmiddel beregnet til dun. Vask på et skåne- eller decideret dunprogram, og kør eventuelt også et skylleprogram, så du er sikker på, at al sæbe er ude af jakken.

 

Dunjakker skal som hovedregel altid i tørretumbleren (Men husk at tjekke vaskeanvisningen!), for at tørre ordentligt, og derved bevare sin isoleringsevne. Du kan smide et par tennisbolde med i tørretumbleren, for at sikre, at dunene bliver slået ordentligt fra hinanden, og ikke klumper sig sammen under tørringen. Du kan også stoppe tørretumbleren undervejs, tage jakken ud, og ryste dunene på plads. Husk desuden at lukke lynlåse og lommer.

 

Et tip er også at veje jakken inden vask. Det kan være svært at mærke, om jakken er helt tør, men ved at veje den, kan du se, hvor meget vand, der er tilbage. På den måde undgår du at hænge en stadig våd jakke ind i skabet, hvor der er risiko for, at den kan begynde at rådne.

Reparation af dunjakker

Er der kommet et lille hul i din dunjakke, f.eks. en glød fra bålet, eller en gren, der kom lidt for tæt på, så frygt ej. Små huller kan repareres med Tear Aid, der er en kraftig, gennemsigtig lap. Det er vigtigt at lukke hullet, således at du mister mindst mulig dun, og hullet ikke bliver større. Lappen kan bruges på de fleste materialer, men husk at tjekke, om den er kompatibel med din dunjakkes overflademateriale. Området sprittes af og lades tørre, hvorefter der klippes en rund lap, lidt større end hullet. Det er vigtigt, at alle kanter er afrundede, så den ikke så let kan pilles op fra et hjørne. Påfør den selvklæbende lap, og lad det sidde mindst en time for at opnå fuld klæbeevne, hvorefter du har en stærk og permanent løsning.

 

Stikker der blot lidt fjer eller dun ud fra din jakke, så forsøg at trække dunene ind igen fra indersiden, snarere end at hive dem ud. Udover at det selvfølgeligt sparer på dunene, vil det skabe et større hul, hvis du forsøger at trække dem ud.

Et bæredygtigt produkt

Bæredygtig Dun

Da dun i outdoorindustrien stort set altid kommer fra ænder og gæs, som alligevel skal slagtes, er dun et bi-produkt, og derfor faktisk et rigtigt bæredygtigt isoleringsmateriale. Du kan altså have god samvittighed, når du går rundt i din lækre dunjakke, da dyrene ikke kun er blevet slået ihjel for din jakkes skyld. Vil du være helt sikker på, at dunene kommer fra en bæredygtig produktion, kan du holde øje med, om dunene er RDS (Responsible Down Standard)-certificerede. RDS er en organisation, der kontrollerer, at samarbejdspartnernes dun ikke stammer fra dyr, der har været udsat for unødvendig skade i form af f.eks. tvangsfodring eller levende plukning.

 

En dunjakke er altså genial, da den ikke fylder eller vejer noget, og hurtigt og effektivt kan give dig varmen. Den høje varme kontra vægt ratio betyder, at du næsten glemmer, at du har den på. Dunjakken kan bruges som et let mellemlag når du er på ski; til de kølige kaffepauser på vandreturen; eller når du skal ud i storbyjunglen på en kold vinterdag. En dunjakke bør faktisk være i enhver persons garderobe. Tjek vores udvalg ud, så skal du nok få varmen!

 

Råd og vejledning
Posted: November 18, 2020
Forfatter: Eventyrsport Blogger