Hvorfor er trailløb godt for alle løbere?

Henter data...
< Forrige artikel Næste artikel >
Hvorfor er trailløb godt for alle løbere?
Inspiration
01 April 2022

Hvorfor er trailløb godt for alle løbere?

Rasmus Baaner - Eventyrsport Skribent


Skrevet af Rasmus Baaner

- Løbespecialist hos Eventyrsport

 

Trailløb er kort sagt og frit oversat at ”løbe i sporet”. I løbeverdenen bruges det i daglig tale om løbeture væk fra asfalten og ud i naturen, i skoven ad små stier og… ja, spor. I virkeligheden dækker begrebet noget bredere, og faktisk er det ikke altid, at man som trailløber holder sig ”på sporet” kan man sige, men man derimod bevæger sig gennem vand, over stok og sten, bakker og bjerge med lige dele op og ned. Trailløb er et super godt alternativ til din øvrige løbetræning på asfalt, men også helt generelt som løbetræning. Alle løbere vil således kunne få glæde og gavn af at komme trailløb ind i deres træning.

Det handler om at komme ud i naturen, enten via allerede etablerede stier og spor, men også bare ud i det blå, på improviserede eventyr i ukendt terræn. HUSK at passe godt på naturen, så vi har den i mange år.



”For mig er trailløb lig med variation, isolation og kondition. Ikke to skridt er ens. Op, ned, gennem sand og vand og over stok og sten. Det bliver aldrig kedeligt. Med lidt held kan du komme væk fra civilisationen for en stund, kun i dit eget selskab. Alenetid kan sommetider være rart. Mht. træning så topper 1 time i skoven 1 time på vejen. Du får mere Value for money på stierne.”

Peter Bech, Eventyrsport Ambassadør og løber på det danske traillandshold

 

4 GODE GRUNDE TIL LØBE TRAILLØB: 

  • Motivation - det skaber variation i din træning.

  • Indbygget intervaltræning - det booster din kondition

  • Skadesforebyggelse – du bliver stærkere

  • Ændret fokus - det handler om oplevelser mere end tempo.

 

Du får prøvet noget nyt

Er du gået død i træning eller løbet sur i den samme ture dag efter dag? Forandring fryder og kan give fornyet motivation til at komme i gang igen eller give dig et skud energi, inden det går galt.

Skift terræn. Tag en tur i skoven og suppler din træning med ture i naturen. Start med bare én af dine ugentlige ture. Det vil være et kærkommet alternativ til monotome kilometer på asfalt. I trailløb er ikke to skridt ens og udsigten skifter hele tiden.

Løber I flere mennesker sammen på tværs af niveauer, er skoven et oplagt sted. Her vil det i højere grad være muligt at holde samling på tropperne trods forskelligt tempo og formåen. De hurtigste tager blot bakkerne hurtigt til topppen, vender rundt og løber ned bagved de andre og fortsætter så igen til toppen. Det samme kan gøres på en given sti gennem skoven.

 

Du bliver hurtigere

Intervalløb er vejen frem, hvis du vil forbedre din kondition og herved gøre noget aktivt for dit løb. Naturen er din helt egen træner, når det kommer til intervalløb. Du følger ”bare” højdeforskellene der kommer foran dig og så er du sikker på at få udsving i din puls.

Start langsomt ud og i begyndelsen kan det være en god ide, at holde pause på toppene og få styr på vejrtrækningen igen. Efterhånden som du får styr på teknikken og konditionen, vil du kunne få styr på pusten ned ad bakkerne og således holde et flow i dit løb.

Du vil forhåbentlig opleve, at intervaller der før var enhver løbers mareridt, er langt sjovere, mere alsidige og mere legende ude i skoven.

 

Du bliver stærkere

Variationen i trailløb sætter hele din krop på arbejde, aktiverer og styrker langt flere muskler end almindeligt asfaltløb. Balance er en meget vigtig faktor og bestræbelserne på at fastholde den, når underlaget skifter og der kommer forhindringer i vejen, får sat alle små som store muskler i både ben og overkrop på arbejde.

Ujævnhederne vil på sigt styrke ankler, sener og led og gøre dig til en stærkere løber. Også når du vender tilbage til asfalten. Langt de fleste eliteløbere bruger trail- eller crossløb, som en vigtig del af deres træning.

Trailløb er således en super  ”full body workout” for alle typer af løbere på den lange bane, men som det er med alt andet træning: kroppen skal trænes op og det gælder også indenfor trailløb. Go easy…

 

Tænk på noget andet

Når du løber trailløb skal du glemme alt om dit normale tempo og sluttider. Nu handler det i højere grad om hvor lang tid du har til rådighed og om hvor langt du når omkring – ikke hvor hurtigt det går. Det primære er oplevelser og indtryk. Du får mulighed for at finde ro og bliver mere opmærksom på dine omgivelser, når alle sanser simuleres. Du får et mentalt fokus, men bestemt også et fysisk fokus, når du hele tiden skal være opmærksom på underlaget foran dig. Det skærper koncentrationsevnerne og stiller krav til at træffe det rigtige valg af rute gennem forhindringerne.
 

…. OG 4 GODE RÅD TIL DIN TUR I SPORET

  • Kig 4-5m frem når du løber. Pas på med ikke hele tiden at kigge direkte ned foran dig. Så reagerer du for sent.

  • Hold pauser og nyd udsigten. Løb med en lille rygsæk og ha’ en snack / noget vand med. Giv dig tid. Husk en jakke eller trøje til pauserne, så du ikke bliver kold.

  • Find nogle at lege med. Det er sjovere at dele glæden med andre og du kan få inspiration til nye ruter.

  • Pas godt på naturen når I løber derude. Hold øje med andre løbere, cykler og heste. Vær varsom med bevoksning og løb kun hvor du må.

Inspiration
Posted: April 01, 2022
Categories: Løb
Forfatter: Rasmus Baaner