Bad i skovens dybe, stille ro – og bliv sundere | Skovbadning

Henter data...
< Forrige artikel Næste artikel >
Bad i skovens dybe, stille ro – og bliv sundere | Skovbadning
Råd og vejledning
08 April 2021

Bad i skovens dybe, stille ro – og bliv sundere | Skovbadning

Trine Birch Okkels - Eventyrsport Skribent


Skrevet af Trine Birch Okkels

- Tidligere eliteløber og dansk rekordholder



Skoven kan du nyde på rigtig mange måder – og det er vist ingen hemmelighed, at det er godt for os at komme ud i det grønne, næsten uanset hvordan vi gør det – det er godt for både krop og sjæl – og grønt er godt for øjnene, siger vi. Det er ikke bare talemåder, for der er faktisk dokumentation for, at der er noget om snakken. Læs med her og glæd dig endnu mere til din næste skovtur!

Måske plejer du fysikken ved at løbe, cykle eller vandre skoven tynd på stierne eller måske hygger du med familien på picnic eller shelter-tur under trækronerne? Og hvis du ikke allerede praktiserer det, så er der god grund til nu også at bade i skoven! Du behøver dog ikke at finde badetøjet frem, for du skal ikke hoppe i søen.


Skovbadning – hvad er det?

Begrebet skovbadning stammer fra Japan, hvor det kaldes shinrin-yoku. Her har man siden 1980’erne praktiseret det for den helbredende effekt, og det er anerkendt og anvendt i sundhedsvæsenet som en forebyggende og helbredende behandling.
Skovbadning handler om, at vi skal fordybe os og bade i skovens atmosfære med alle sanser og derigennem opnå et bedre helbred.

Fænomenet er altså ikke nyt, men forskning har siden dokumenteret, at hvis vi forstår at nyde vores samhørighed med træerne og planterne, så kan vi lindre lidelser og sygdomme, idet: 

  • vores blodtryk sænkes
  • vores hjerte-kar-sundhed bliver bedre
  • vi bliver mindre stressede
  • mindre angste
  • mindre vrede
  • vores energi øges
  • immunforsvaret bliver bedre
  • vores koncentration øges
  • vores hukommelse bliver bedre
  • vores søvnkvalitet bliver bedre

 

Desuden viser studier, at naturen kan gøre os:

  • mere tillidsfulde
  • mere hjælpsomme
  • mere omsorgsfulde
  • mere kreative
  • mere positive
  • gladere
 

Skovbadning I Eventyrsport 

Så det er med god grund, at skovbadning også kaldes skovmedicin.
Træerne udskiller phytoncider, og når vi indånder duftstoffet, øges og stimuleres de hvide blodlegemer, og det forbedrer vores immunsystem.
Studier har vist, at skovbadning medfører en øget produktion af kræftforebyggende proteiner og en stigning i antallet af kroppens naturlige dræberceller. Så der er virkelig mange gode grunde til at nyde skoven i fulde drag.

 

Blodtrykket ned og energien op

Blot et par timer, hvor du går stille og roligt rundt uden et decideret mål men bare samler indtryk og mærker skoven, har vist sig at give målbare positive ændringer i kroppen.
Også når du vandrer i naturen sænkes blodtrykket, og depression lindres. Det gør os desuden mere positive, sænker blodsukkerniveauet og hjerterytmen, og energiniveauet øges. Så du skal bestemt ikke droppe vandreturene, men du kan derimod med stor fordel supplere dem med skovbadnings-ture.
Flere steder på kloden bruger man da også det japanske forbillede og ”udskriver naturen på recept” – man anbefaler ophold i det grønne mod f.eks. depression, højt blodtryk, fedme, diabetes og afhængighed. Nogle steder har man uddannet undervisere i skovbadning. I ophavslandet – Japan – findes 62 skovcentre og skovruter, der er certificeret for deres specifikke helbredende virkninger.

 I storbyer rundt om i verden – også herhjemme – ser vi da heldigvis også den grønne tendens. Vi har fået øjnene op for, at vi har brug for naturen tæt på os – og vi planter træer og laves grønne oaser, hvor det kan lade sig gøre – selv på tage og vægge. Og det giver god mening – studier fra Japan viser nemlig også, at mennesker, der bor i områder med færre træer er mere stressede og har højere dødelighed end mennesker, der bor, hvor der er mange træer.
Men vil du have den mest fuldkomne mindfulde oplevelse, så snyd ikke dig selv og familien for en tur i skoven – gerne et par gange om ugen!

 

Hvordan skovbader du?

Sluk mobilen og giv dig god tid. Når du skovbader er du ikke ude for at løbe, cykle eller vandre igennem skoven - du er i skoven for at mærke den og BADE i den med alle dine sanser. Læg eller sæt dig gerne ned. Brug dine øjne og ører – dvæl og fordyb dig i indtrykkene. Brug også din næse, mund, fødder og hænder. Mærk for eksempel skovbunden og vandløbet under dine bare fødder (men husk at tjekke grundigt for skovflåter bagefter!) Føl på planter og træer med dine hænder, fyld lungerne med dybe indåndinger og pust langsomt ud, sænk skuldrene og mærk, hvordan du slapper af i kroppen. Indsnus skovens friske duft.

Lad tankerne vandre uden at gruble – hold opmærksomheden på det du sanser fra skoven.  Mærk efter og føl taknemmelighed over alt det positive, naturen giver dig. I de senere år har man forsket en del i begrebet taknemmelighedsfølelse og mentalt helbred. Og studier viser, at hvis vi kan tænke mere taknemmelighed ind i vores liv, har det en positiv virkning på vores helbred og generelle lykkefølelse.
Husk at når du er i en privat skov, skal du blive på stierne – men i de danske statsskove må du gerne gå væk fra stierne.


Vigtigt: Husk at tjekke for skovflåter, når du er færdig med skovbadningen!


Rigtig god fornøjelse!

Råd og vejledning
Posted: April 08, 2021
Forfatter: Eventyrsport Blogger