7 trailspots du ikke må misse

Henter data...
< Forrige artikel Næste artikel >
7 trailspots du ikke må misse
Råd og vejledning
11 April 2022

7 trailspots du ikke må misse

Rasmus Baaner - Eventyrsport Skribent


Skrevet af Rasmus Baaner

- Løbespecialist hos Eventyrsport

Danmark er et skattekammer fyldt med fede trailspor og gode løberuter i naturen. Ofte findes de næsten lige udenfor døren og du kan komme på minieventyr om end ikke i din baghave, så i hvert fald tæt på dit hjem. Det er bare med at komme afsted og udforske dit lokalområde – måske endda fare vild med vilje og finde helt nye veje både ud og hjem.

Vi har samlet 7 af de trailspots i Danmark (plus 11 boblere), som har budt os på små eventyr og oplevelsen af at opdage sider og steder af landet, som er helt specielle og bare må prøves. Brug listen som inspiration til hverdagen, til ferietid rundt i landskabet, eller til den næste udflugt med løbeklubben.

HUSK:

Vi skal altid bevæge os i naturen på den mest hensigtsmæssige måde med hensyn til dyr, planter og ejerforhold.

Vi skal passe godt på den natur vi elsker at løbe i og vi skal respektere private områder.

Tag hensyn til hinanden i naturen – der skal være plads til alle.

  • Sæt farten ned forbi folk, der går ture.
  • Pas på cyklister/MTB-ryttere, hvis du opholder dig på cykelstier og MTB-spor
  • Giv lyd, når du passerer en hest

REGLER FOR FÆRDSEL I NATUREN - læs mere

dkkort_I

1 - 7: Gå ikke glip af

A - K: Prøv også

7-trailspots-III

Jylland

#1

Tranum Fosdal

Vestkysten fra Bulbjerg til Skagen har et utal af formidable trailspots, og det er vanskeligt at vælge det ene fremfor de andre, men vi vover pelsen og udnævner Tranum-Fosdal til et ”must-run”.

Området indeholder Fosdal Plantage og Langdalen Plantage, der begge er klassiske plantageområde fra starten af 1900-tallet. Plantagerne ligger højt hævet i landskabet, på kanten af skrænten Lien, der udgør grænsen ned mod kystlandskabet. I kombination med hedestrækninger, oldtidshøje og dale, der går dybt ned under tage af løvskov og små rislende bække, giver det en løbetur med utroligt mange indtryk, skiftende underlag og til tider en stemning af at være sat tilbage i tiden.

Hotspots:
Fosdalen, Bavnehøj (83,4 meter over havet), Ingeborgs Bakke

Ruter:
Der findes flere markerede ruter, der varierer i længde fra 2 til knap 12 km. Dele af ruterne er ret kuperede og nogle steder også tekniske.

Den fulde rute findes som segment på Strava, hvis du ønsker et konkurrenceelement på din tur. HUSK: det er vandreruter, så tag hensyn til dem, der går ture.

Har du flere dage til din rådighed, så kan det også anbefales at løbe et par ture ved Slettestrand.

Parkering:
Et godt udgangspunkt for området er parkeringspladsen ved Skovlegepladsen i Tranum. Der findes også andre muligheder, eksempelvis Lerup Kirke.

Toilet:
Ved Skovlegepladsen i Tranum og Lerup Kirke.

#2

Bølling Sø

Bølling Sø ligger stort set midt i Jylland i et område, som ellers ikke gør meget væsen af sig. Køreturen dertil står ikke mål med den fantastiske natur og udtalte ro, der omkranser søen, og er du heldig at ramme en dag med blå himmel og vindstille, er turen omkring søen til tider helt magisk.

På turen rundt om søen skifter underlaget mellem jord, grus, sand, træbroer og skovbund. Du løber derudover fra lukket skov til åbne passager med frit udsyn til den 3.6 km2 store sø. Der er ikke mange højdemeter på turen, men du får derimod et rigtig godt flow i løbet og kan holde tempoet højt, hvis du har lyst. Hvis du løber alt for hurtigt, overser du dog måske Tollundmandens findested.

Der er i øvrigt et rigt dyreliv ved søen og steder løber du side om side med græssende får.

Hotspots:
Tollundmandens findested, Femørevejen, Højmosen, Sten-røsen.

Ruter:
Turen rundt om søen kan du ikke tage fejl af – om du løber den højre eller venstre om. Den er 12 km og ønsker du at forlænge den, kan du inddrage Stenholt Skov nord for søen.

Parkering:
Der er små parkeringspladser forskellige steder rundt om søen. Hvis du blot skal parkere og løbe, vil p-plads syd ved Fundervej 73 være et godt bud. Ønsker du flere faciliteter – eks. toilet – så parker ved Klosterlund Museum.

Toilet:
Ved Klosterlund Museum

#3

Marbæk Plantage og Ho Bugt

I området nord for Esbjerg finder du det nordligste vadehav, Varde Å´s udløb i Ho bugt og de imponerende vestjyske klitter. Her ligger de populære Marbæk og Sjelborg plantager; spejlblanke søer, varieret og kuperet skovlandskab og naturligvis smukke, sandede stier langs vandet, præger området. I Plantagen finder du mange forskellige afmærkede stier, men den godt 10 km lange ”Marbækstien” er et must.

”Marbækstien” starter i Hjerting og følger vandet rundt til Varde Å´s udløb. Den slutter i mødet med Kyst til Kyst-stien, og det er derfor oplagt at fortsætte turen rundt om Ho bugt og måske endda tage hele turen og lande ved Blåvand Fyr, Danmarks vestligste punkt. ”Marbækstien” er ikke en rundtur, men der er masser af muligheder for at finde tilbage gennem Marbæk Plantage af hovedvejen gennem Sjelborg Plantage.

Hotspots:
Tarphage bro, Myrtue, Sjelborg, Blåvand Fyr.

Ruter:
Der er flere afmærkede ruter i Marbækplantagen (foruden Marbækstien), herunder Hjertestien (5.5 km), Skovturen (5 km), Kravnsøstien (1.5 km), Søturen (4 km), Nordturen (6.5 km). Kyst til kyst-stien har egen hjemmeside med kort og gpx filer.

Turen fra Varde Å til Blåvand Fyr er 25 km og udover den smukke udsigt over Ho bugt kommer du gennem bl.a. Oksby Klitplantage og 5 km på stranden med de stejle klitter på den ene side og Vesterhavets brusen på den anden.

Parkering:
Der er mulighed for parkering ved Hjerting Strandpark. Inde i Marbæk er der masser af mulighed for parkering. Myrtuegaard er et godt udgangspunkt for mange ture i Marbæk. Ved Blåvand Fyr er der en stor parkeringsplads uden tidsbegrænsning, så der kan godt stilles en bil klar forud for en dagstur.

Toilet:
Der er toiletter ved Hjerting strandpark og flere steder langs Marbækstien. Derudover er der toilet ved parkering og teltplads på Ho Bugt vejen på Kyst til kyst stien, Høvlehuset og ved Blåvand Fyr.

#A

Tornby Klitplantage syd for Hirtshals er en legeplads for trailløbere; små snørklede spor, der konstant skifter niveau.

#B

Savner du højdemeter, så brug en dag i Rebild Bakker og få kamp til stregen.

#C

Panorama Ruten langs Mariager Fjord med fantastiske udsigter, trampestier og græsspor.

#D

Fussingø ved Randers er klassisk trailløb i kuperet skov.

#E

Det går op og ned gennem Dollerup Bakker og de 18 km rundt om Hald Sø.

#F

Kompedal Plantage er snorlige rækker af plantede træer, åben hede og Indianerstien.

Fyn

#4

De Sydfynske Alper - Svanninge Bakker

Det er nok mere navnet end højdemeter, der bringer tankerne hen på sydligere himmelstrøg, men ikke desto mindre er området nord for Fåborg på Sydfyn et must, hvis du er vild med at løbe i et landskab, der konstant skifter terræn. Vi kan takke istiden for at have skabt en sand perlerække af helt naturlige udfordringer i de utallige små bakketoppe, som på sit højeste når op over 100 m over havet. Hvis ikke decideret Alper, så ledes tankerne også mod England og Lake Districts mange ”fells”.

Skal du helt på toppen, så led efter Trebjerg (128m) og Lerbjerg (126m). Løb på opdagelse i virvaret af stier omkring Lerbjerg’et eller søg mod tårnet ved Tyveknap for endnu et særpræget og udfordrende landskab.

Hotspots:
Skjerning Høj, Svanninge Nørremark, Hammerdammen med Rislebækken, Præsteskoven.

Ruter:
I området Svanninge Bjerge findes 9 forskellige afmærkede vandreruter som fint kan løbes. Det har hvert deres tema og varierer fra 2.2 km til 9 km. Bemærk at Svanninge Bjerge er privat og derfor må du kun færdes fra 6.00 til solnedgang.

Du kan også prøve kræfter med at finde de 30 faste o-poster, der er placeret rundt om i bakkerne.

Parkering:
Der er adskillige muligheder for parkering i udkanten af hele området. Søg lokal information.

Ønsker du at prøve én af de 9 temaruter, vil parkering ved Firetræsbakken være et godt udgangspunkt.

Toilet:
Der findes toiletter ved Restaurant Skovlyst og Naturlegepladsen Gåsebjerg Sand.

#G

Er du på weekendtur i Odense og skal have en pause fra børnene eller svigermor, så løb en tur i Davinde syd-øst for Odense.

Sjælland

#5

Røsnæs

Røsnæs byder på et fantastisk smukt og dramatisk morænelandskab med havet på begge sider. Bogstaveligt talt på kanten mellem vand og land løber sporerne oppe og nede, langs vandet og oppe på klinterne.

Du vil opleve storslåede udsigter med vind i håret og små snørklede stier gennem gammelt klitlandskab. Fra Kalundborg går Røsnæs halvøen ud mod Fyret, der ligger som Sjællands vestligste punkt.

Har du energi tilovers efter turen rundt på næsset, kan du bare gi’ den gas på skrænterne i en ekstra gang bakkeintervaller.

Hotspots:
Røsnæs Fyr, Kongstrup Klinter, Horsedalen, Sofies Banke, Vågehøj, Evighedstræet i Vindekilde.

Ruter:
Med udgangspunkt i ”Naturrummet” ved Kalundborg findes der 3 ruter under navnet ”Røsnæs rundt"; 1.5, 3 og 25 km.

Ellers kan du også bare løbe ud mod fyret af de stier, der tiltaler dig mest. Der er ikke den store fare for at blive væk, da du altid kan vende tilbage ned til kysten og komme på rette vej.

Parkering:
Vælg at parkere ved ”Naturrummet” eller ude ved Fyret.

Toilet:
Der er toilet ved både ”Naturrummet” og Fyret, samt andre steder langs de afmærkede ruter.

#6

Tisvilde Hegn

På den nordlige kyst af Sjælland, midt i et velbesøgt område blandt ferierende danskere, ligger Tisvilde Hegn. Et klassisk og eftertragtet trailspot, som du er nødt til at prøve.

Fra sandstranden og kysten af Kattegat strækker det sig ind i landet og byder på både Sjællands største hede (Mejlby Overdrev), klitplantage, bøgeskove og store fyrtræer. En blanding som Danmark er et af de få lande, der kan præstere. Stigninger er ikke høje i sig selv, men generelt er landskabet kuperet og indeholder rent faktisk 59 gravhøje, samt Tibirke Bakker.

Tisvilde Hegn er en del af Nationalparken Kongernes Nordsjælland.

Hotspots:
Troldeskoven, Oldtidsvejen, Enebærdalen, Den tilsandede landsby, Mejlby Overdrev, Troldeskoven.

Ruter:
Der findes afmærkede ruter i Tisvilde Hegn. Derudover kan man finde foldere med GPS-koordinater på de forskellige seværdigheder i området og på den måde gøre det til et o-løb.

I området findes også ridestier og 27 km MTB-spor. Vær opmærksom på heste og cykelryttere, hvis du slår et smut ind på deres ruter.

Parkering:
Vælg evt. at parkere i Tisvilde. Bagefter kunne du jo snuppe en dukkert på stranden og en kaffe i byen.

Ellers findes der adskillige p-områder i hele arealet. Søg lokal information.

Toilet:
Der findes toiletter ved Liseleje Strandcamping og ved den store p-plads i den østlige del af skoven.

#H

Stort set lige midt på Sjælland finder du Bidstrup Skovene, der byder på både moser, dødeishuller og overdrev.

#I

Ganske tæt på København ligger Amagerfælled. Et ret unikt naturområde tæt på en storby, og et hotspot, hvis du er fugleinteresseret.

#J

Møns Klint behøver nok ikke nærmere præsentation, med sit vilde landskab. Kræver gode ben og fortrolighed med højder.

Bornholm

#7

Almindingen

I hjertet af Bornholm finder du skovområdet Almindingen og et landskab, der byder på både høje klipper og dybe dale. Her er flere officielle løbe- og vandreruter, som alle kan løbes.

Løb igennem det vilde Orkanskoven og op på øens højeste punkt Rytterknægten med sine 162m over havet. Eller leg, at du løber i Alperne på stien Fuglesangsrenden op af Ekkodalens side.

Området er velbesøgt, så prøv evt. at time dit besøg til skæve tidspunkter af døgnet. Tag pandelampen på og start tidligt ud om morgenen, mens solen står op og dyrene vågner. Eller vælg en aftentur i selskab med områdets bestand af flagermus, inden du lægger dig til køjs i et shelter.

Har du mod på en længere tur, så kan det anbefales at slå omkring Paradisbakkerne i den østelige ende af området.

Hotspots:
Ekkodalen, Rytterknægten, Orkanskoven, Rokkestenen, Hallenbakken. 

Ruter:
Du kan selv justere alt efter dagsform, da der er rig mulighed for "bare at løbe rundt". ”Almindingruten” er en 8 km markeret rute. ”Bison-stien” er 12 km. Begge ruter er markerede.

Parkering:
Et godt udgangspunkt vil være parkeringspladsen ved Ekkodalen, men der er flere muligheder i det store område.

Vil du løbe ”Almindingruten” er starten mellem Lilleborg og Græssøen.

Vil du løbe ”Bison-ruten” kan du med fordel parkere ved Harreløkkerne Naturlegeplads.

Toilet:
Der findes flere toiletter i området bla. Ekkodalen, Rytterknægten, Segenhus, Harreløkkerne Naturlegeplads. 

#K

Hammerknude – eller bare Hammer – er nordspidsen af Bornholm. Pas på… den kan slå hårdt.

7-trailspots-II
Råd og vejledning
Posted: April 11, 2022
Categories: Løb
Tags: trailløb , trail , løb
Forfatter: Rasmus Baaner