10 tips og tricks til Trangiaen

Henter data...
< Forrige artikel Næste artikel >
10 tips og tricks til Trangiaen
Råd og vejledning
18 August 2021

10 tips og tricks til Trangiaen

Frederik Thurøe - Eventyrsport Skribent


Skrevet af Frederik Thurøe

Vandrer, langrendsløber og soldat – elsker at sove under åben himmel! 


Svenske Trangia er en klassiker, når det kommer til stormkøkkener til turen. Et solidt, sikkert køkken til turen ud i det fri, der er nemt at lave mad på, som har masser af muligheder for at sammensætte et sæt, der passer til dit specifikke behov. 

Der findes en række forskellige Trangia-sæt, og de fungerer alle på cirka samme måde. Den store forskel på sættene er deres størrelse, og hvilke materialer de er fremstillet i. Det helt klassiske Trangia-sæt kan – som tommelfingerregel – optimalt bruges til 3-4 personer. Du kan også få et lille sæt, som er ideelt til én person på tur. Derudover findes sættene i forskellige slags aluminium, som har indflydelse på vægten, og endelig kan du også få gryder og pander med slip-let-belægning – teflonbelægning – så din mad ikke så nemt brænder på.

Når du har dit Trangia-sæt på plads, er der dog en del ting, man kan gøre for at få det optimale ud af det. 

Der er et hav af forskellige måder at bruge dit Trangia-sæt på, men her i artiklen får du ti gode råd til, hvordan du kan bruge dit Trangia, så du får endnu mere ud af det, end du gør i forvejen.


Her er ti råd til at få mest muligt ud af dit Trangia 

#1

Undgå sod på gryderne

Det kan være et problem, at gryder soder til, når man laver mad. Det gør både gryderne grimmere og du risikerer også at soden smitter af nede i de andre gryder, der hvor du skal have din mad. Du kan dog putte lidt vand i spritten. Så soder gryderne ikke så nemt til, og du har mindre arbejde med at gøre rent, når du har fyldt maven. Hvis du synes det begynder at sode igen, så hæld en smule mere vand i din sprit. Du kan også løse problemet én gang for alle ved at bruge en gasbrænder og ikke sprit.

#2

Brug dine Trangiagryder på bålet

Af og til er det hyggeligt at lave mad over bål, og det er faktisk muligt at bruge sine Trangia-gryder over bål. Her skal du dog lige huske, at gryderne bliver frygteligt sorte, hvis du bruger dem på bålet, og det kan være ret irriterende, hvis Trangia-sættet skal pakkes sammen bagefter – så bliver i hvert fald den ene gryde sort inden i. Det kan afhjælpes ved at smøre gryderne ind i et godt lag brun sæbe, inden du sætter dem over ilden. Så er de nærmest lige til at tørre af bagefter. Men under alle omstændigheder, så er det mere besværligt at bruge et bål – det sviner i hvert fald mere. 

#3

Undgå ridser på dit slip-let-grej

Har du investeret i en Trangia-pande eller gryde med slip-let, er det surt, hvis den bliver ridset. For så er du godt på vej til at lave mad der brænder på. Hvis du putter et stykke stof mellem din slip-let-pande og gryder, så kommer der dog ikke så nemt ridser i dem. Hvis du vælger at komme et stykke stof imellem, så har det også den anden kæmpestore fordel, at dit Trangia-sæt kommer til at rasle mindre. Jeg synes nærmest ikke, at der er noget mere irriterende, end at have noget i rygsækken der rasler. Og så ville jeg også undgå at bruge f.eks. metalskeer, når du laver mad på dit Trangia – de ridser nemlig også i belægningen. Derudover kommer her måske det allervigtigste råd: Når du sætter spænderemmen på dit Trangia, så sæt den på siden af det sammenpakkede sæt. På den måde undgår du, at metalspændet ridser dine gryder og panden.

#4

Overvej om du skal bruge hele sættet

Selvom du måske har købt et af de større Trangia-sæt, betyder det selvfølgelig ikke, at alle delene absolut skal med på alle ture. Overvej hvad du egentligt får brug for på den enkelte tur og pak kun de dele, du skal bruge. Måske er det for eksempel kun nødvendigt med en kedel eller en gryde i stedet for at tage to gryder og en kedel med. På den måde sparer du lidt vægt i rygsækken. Her skal du også huske på at få pakket dit Trangia-sæt, så det ikke ligger og rasler i din rygsæk – jeg plejer at bruge et viskestykke, som mellemlag. På den måde har jeg også noget at tørre af med, og jeg kan godt lide ting, som har flere funktioner når jeg er på tur.

#5

Tænk over vægten i forhold til andre løsninger

Man hører af og til argumentet, at et Trangia-sæt er tungt i forhold til andre brændere på markedet. Men hvis I er tre-fire personer sammen på tur, og deles I om en Trangia, så er den pludselig ikke særlig tung, sammenlignet med hvis alle har pakket en let brænder i hver deres rygsæk. I kan også eksperimentere med at dele vægten op. F.eks. kan det være en idé, hvis en bærer selve sættet, mens en anden bærer på gas eller sprit. Så kan de andre i gruppen måske dele teltet i mellem sig. Jeg synes dog sjældent det giver mening at dele selve Trangia-sættet op, for det er lavet til at være pakket sammen. Det bliver tit noget rod med en masse dele, hvis selve sættet bliver fordelt på flere rygsække.

Blogbillede_test2

#6

Du behøver ikke købe det helt store i starten – du kan supplere efterfølgende

Det kan føles dyrt at købe et Trangia-sæt. Men husk at når du først har købt et Trangia-sæt, så kan du altid supplere, opgradere og tilkøbe, hvad du skulle komme til at mangle eller få lyst til at eksperimentere med. Hvis du starter med det billigste sæt, som typisk vil være med en spritbrænder, to gryder og en pande, så kan du f.eks. tilkøbe en gasbrænder bagefter. Hullet til de to brændere er nemlig det samme uanset hvad. Du kan også opgradere med slip-let-gryder eller pande eller med en kedel, hvis du får behov for det.

#7

Brug den rigtige gas

Der er stor prisforskel på gas til brændere, men der er også stor forskel på, hvor rent det er. Køber du helt billigt gas, kan det stoppe dyssen til, og så risikerer du at stå med en brænder, der ikke virker. Vil du passe godt på din brænder, så køb i stedet gas fra friluftsbutikker, hvor prisen måske er højere, men det er kvaliteten til gengæld også. Grunden er, at de stoffer som gassen består af, er en anden, og bedre, sammensætning i friluftsgassen, end i den du kan købe i byggemarkederne. Et andet plus ved at købe den rigtige gas er, at du dermed typisk kan bruge gassen i både højere og lavere temperaturer, og den vil også være bedre at bruge i de tyndere luftlag, som for eksempel på fjeldet.

#8

Pas på med sprit i gryderne

Når du pakker din Trangia ned, så put spritbrænder i plastposen, som følger med sættet. På den måde undgår du, at der ryger sprit ud i din gryde, og du får ødelagt din mad. Bare en enkelt dråbe sprit kan nemlig få hele din gryde med mad til at smage dårligt. En løs brænder kan også gøre skade på gryden i længden, da de to forskellige metaller ikke er gode sammen og kommer til at ridse hinanden. Af samme grund vil jeg også anbefale dig at bruge stofpose, der følger med din gasbrænder, når du pakker den sammen.

#9

Husk at slukke spritbrænderen korrekt

Sluk spritbrænderen med varmedæmperen, der kan skydes til side for at regulere låget, og brug ikke skruelåget. Hvis du gør det, er der risiko for at gummiringen brænder af. Og det er gummiringen som sørger for at din spritbeholder er tæt, og du ikke får sprit ud i dine gryder. Derudover er det også markant nemmere at placere varmedæmperen på spritbrænderen uden at få brændt fingrene, end det er at skrue låget på.

#10

Madolie på panden

Mit sidste tip handler hvordan du kan forlænge holdbarheden på dine teflongryder- og pander. Et godt tip er at smøre gryder og pander, der er teflonbelagte, med madolie, inden de tages i brug. Tag et stykke køkkenrulle og dyp en lille del af det i olien. Smør derefter gryder og panden ind og lad dem ”trække”. Det forlænger holdbarheden. Du kan også gøre det efter du har brugt Trangia-sættet. Tilføj madolien til gryderne og pak sættet sammen. Det skal selvfølgelig ikke være sådan at det sejler i olie, men bare lige nok til at holdbarheden bliver forlænget.

Læs også
Mad i det fri - hvad er det bedste grej?

Madlavning på turen er meget andet end at varme vand på dit Trangia.  Få inspiration til din madlavning med artiklen, der giver dig et overblik over de forskellige muligheder for at skabe outdoor-gourmet. 

Råd og vejledning
Posted: August 18, 2021
Tags: trangia
Forfatter: Eventyrsport Blogger