Opdag verden

Vælg grej med adskillelige dele

De fleste kender nok scenariet: Et spænde på den trofaste rygsæk, der måske er slidt, men ikke som sådan fejler noget, går i stykker, og du kan ikke længere bruge rygsækken, som må lide døden. Men hvis du har været smart nok til at købe en rygsæk, hvor spænderne ikke er fastsyede, så kan du i stedet blot skifte spændet ud, og – vupti! – din rygsæk kan komme med på tur igen.
Det er nemlig ikke kun materialerne, et produkt er lavet i, der er værd at kigge på, hvis man gerne vil købe mere miljøvenligt. Da der bliver brugt ressourcer såvel på at producere produkter, som der går på at skille sig af med dem når de har udtjent deres levetid, er et mere miljøvenligt valg også et valg af produkter, der har en lang holdbarhed. Du kan derfor med fordel kigge efter produkter med dele der kan skiftes ud, så dit grej kan bruges igen og igen.
Kig efter slidstærkt udstyr
Ligesom det er værd at kigge efter udstyr, hvor du kan udskifte de enkelte dele, så er det også en god ide at kigge efter udstyr i slidstærke materialer. Der er trods alt en rigtig god mulighed for, at de holder længere end mere skrøbelige produkter, som højest sandsynligt har en kortere levetid.
Her er det selvfølgelig ofte en balancegang mellem lav vægt, pris og holdbarhed. Kigger man på det fra et økonomisk synspunkt, så kan det dog også ofte betale sig at punge lidt mere ud for et kvalitetsprodukt i stærke materialer, som holder til den ene tur efter den anden, end at købe et billigere produkt, som skal udskiftes oftere. Køber du det rigtige produkt fra start af, slipper du (og miljøet) også for fejlkøb og senere opgraderinger. Et godt råd er derfor grundigt at overveje dine behov, inden du beslutter dig for at købe og tage et nyt produkt i brug.
Vælg organiske materialer

Noget andet, der har indflydelse på både holdbarheden og et produkts miljøpåvirkning, er naturligvis materialet. Organiske materialer såsom uld, træfiber eller læder er naturligt forekommende og biologisk nedbrydeligt. Derfor kræver det ofte heller ikke de store ressourcer at skille sig af med, når de på et tidspunkt skal videre til de evige udstyrsmarker.
Materialerne kan for eksempel også være kork på håndtaget til dine vandrestave, samt læder og ruskind på vandrestøvlerne.
Vælger du produkter med animalske komponenter såsom læder eller dun, kan du desuden tjekke deres certificeringer for at sikre, at der er styr på dyrevelfærden. Du bør f.eks. vælge uld fra får, der ikke har været udsat for mulesing, og når det kommer til dunprodukter, så er det værd at kigge efter RDS-certificerede dun. Det står for Responsible Down Standard og er et udtryk, at dunene kan spores, at der ikke plukkes fjer af levende dyr, og at dyrene ikke er blevet tvangsfodrede.

Læs også
Tentree | 10 træer for hvert solgt produkt
Tentrees koncept er enkelt: For hvert produkt du køber, planter de ti træer. Det beror på en filosofi om, at med små skridt kan vi alle samme være med til at skabe en positiv forandring. Tentree gør det ved at plante træer. Rigtig mange træer.
Se mereHold øje med miljøcertificeringer
Når nu vi er ved certificeringer, så er det generelt et godt råd at have disse in mente, når du skal vælge dit næste stykke grej ud fra et miljøvenlighedsperspektiv. De er din garant for, at produktet lever op til de standarder, som certificeringen indebærer, og derved har tiltag på plads for f.eks. at forbedre arbejdsvilkår eller mindske udledning. Der findes en lang række forskellige certificeringer, og de kan være lidt en jungle at finde rundt i. Du kan derfor med fordel holde dig til de anerkendte certificeringer, der har uafhængige instanser til at tjekke op på de forskellige krav og standarder.
Bluesign er en almen anerkendt, bred certificering, der stiller krav til såvel en bæredygtig udnyttelse af energi og råvarer, ansvar for mennesker og miljø, en reduceret vandudledning, mindre luftforurening og forbedring af arbejdsforhold. Andre certificeringer er for eksempel B-Corp, Oeko-Tex, Fairwear og Green Shape, som er Vaudes egen mærkning.
