5 skotske vandreruter

Henter data...
< Forrige artikel Næste artikel >
5 skotske vandreruter
Inspiration
27 August 2021

5 skotske vandreruter

Martin Termansen - Eventyrsport Skribent


Skrevet af Martin Termansen

- Bjergbestiger, vandrer og orienteringsløber. Eventyret er vigtigere end grejet... men grejet er også vigtigt.

Skotland er fyldt med store vandreoplevelser. Her kommer fem favoritter.

De store, åbne vidder. Blanke søer fyldt med søuhyrer. Historier om krigeriske klaner, der trækker tråde adskillige århundreder tilbage i tiden. Høje toppe, der med deres finurlige udformninger tiltrækker verdens dygtigste bjergbestigere og klatrere. Det er dramatisk og uhyggeligt. Storslået og smukt. Det skotske højland er de perfekte rammer om din næste vandreoplevelse.

Der er ingen tvivl om, at den bedste måde at opleve Skotlands fantastiske landskaber på er til fods. Men det tager tid for landskaberne at synke ordentligt ind. Jovist, man kan da godt få sig en flot oplevelse på en dagstur. Det er jeg slet ikke uenig i. Men det er altså først, når man vandrer flere dage i streg, at der lægger sig den ro over højlandet (eller måske i virkeligheden bare én selv), som gør, at der bliver skruet væsentligt op for sanser og dermed indtryk.


Jeg har selv haft nogle af mine største vandreoplevelser i den skotske regn og lyng. Her kommer jeg med fem bud på vandreture, der alle vil give dig muligheden for at blive overvældet af Skotland. Hver af turene tager omtrent en uge at gennemføre – perfekt til en lille ferie.


#1 West Highland Way

Mit tidligste store vandreminde er fra, da jeg som 12-årig spejder gik West Highland Way for første gang. Jeg husker stadig tydeligt turen fra Milngavie nord for Glasgow langs Loch Lomond-søens smukke, klare vand. Gennem de bakkede hede- og moselandskaber i Rannoch Moor. At slæbe sig selv op ad den hårde Devil’s Staircase til vandrerutens højeste punkt. Udsigten tilbage over ruten og til de omkringliggende snehvide bjergtoppe. Den sidste vandring ind til Fort William, hvor man i sandhed befinder sig i hjertet af det skotske højland.

Her er nok tale om en af verdens mest kendte og lettest tilgængelige langdistanceruter. På de 152 km kommer du forbi adskillige whiskey destillerier og masser af gamle pubber. Så du har virkelig muligheden for at opleve alt det bedste, Skotland har at byde på.

Hvis vejret og benene er til det, kan du efter endt vandretur vælge at bestige Storbritanniens højeste bjerg, Ben Nevis, der med sine 1344 meter troner over slutbyen Fort William. En meget anbefalelsesværdig vandrebestigning og en flot afslutning på en stor oplevelse.

 

Læs mere om Skotlands mest kendte vandreklassiker på www.westhighlandway.org.


Udsigt mod landsby ved vandring i Skotland

#2 East Highland Way

Synes du, West Highland Way lyder spændende, men du ønsker noget lidt anderledes og måske knap så kendt? Så skal du se på den nyere og knap så officielle East Highland Way. De to vandrestier adskilles nemlig bl.a. ved antallet af vandrere. East Highland Way krydser undervejs tre små floder, og ruten er stort set ikke markeret, så du bliver glad for at have medbragt kort og kompas. Her er altså også i langt højere grad tale om vildmarksoplevelse.

Den 132 km lange tur starter i Fort William, hvor West Highland Way slutter. Ruten snor sig gennem højlandets dybt forskelligartede landskaber og slutter i Aviemore midt i Cairngorms National Park. Du vil opleve strækninger gennem dybe, stille skove, hvor træerne skaber ly fra højlandets bidende vind. Strækninger langs de smukke, blinkende søer, Lochs, som området er så berygtet for. Strækninger ud over de vilde og næsten larmende smukke hedelandskaber, hvor bjergtoppene indrammer hele spektaklet.

Selvom ruten stort set ikke er markeret, har du undervejs mulighed for at overnatte indendørs på for eksempel små hoteller og Bed & Breakfasts. Men du kan også pakke teltet i rygsækken og opleve friheden ved at bære dit eget hjem på ryggen.

 

Du kan læse mere om denne spændende rute på www.easthighlandway.com.



#3 Great Glen Way

Er du en smule grøn i at vandre længere ture, så er Great Glen Way fra Fort William til Inverness et oplagt sted at starte. Her er tale om en velmarkeret sti, som er nem at navigere på. Og du har ikke de helt store højdemeter at skulle tackle undervejs.

Great Glen Way er ikke desto mindre en ægte langdistancerute. De 120 km fører dig tværs over Skotland. Fra vestkyst til østkyst. Og du bliver på ingen måde snydt for storslåede naturoplevelser. Glen er en skotsk betegnelse for en dyb dal skærende sig gennem det skotske højland, og du vandrer rigtignok med høje bjerge til alle sider. Undervejs har du i dalenes dybe skove udsigt til flere smukke søer; blandt andet den legendariske Loch Ness-sø, hvor det nok er svært at undgå at spejde lidt ekstra ud over vandet for at se, om der nu skulle være et eller andet, der lurer dernede i det mørke vand.


Læs mere om denne absolutte klassiker her: www.greatglenway.com.


#4 The Affric Kintail Way

Har du ikke en hel uge til at opleve Skotland fra sti og vej, får du her alt det bedste fra vandring i Skotland på bare fire dage. En Maggi-terning af skotlandsvandring, om man vil. Turens 70 km fører dig fra Loch Ness-søen midt i højlandet til Morvich på Skotlands vestkyst. Du kommer igennem, hvad mange anser som Skotlands smukkeste og mest isolerede dal – Glen Affric; fyldt med flotte vandfald og ældgamle borge.

Stierne er godt markerede hele vejen, men alligevel bør du kun vælge denne rute, hvis du har godt med vandreerfaring. The Affric Kintail Way bevæger sig nemlig langt væk fra civilisationen, gennem dybe fyrreskove og op og ned ad siderne af de dramatiske Kintail-bjerge. Samlet kommer du til at bestige næsten 2000 højdemeter.

 

Læs mere på www.affrickintailway.com.


Borgruin i Skotland

#5 The Skye Trail

Isle of Skye er den største ø i de Indre Hebrider - en øgruppe vest for fastlandet i Skotland. Denne rute, der netop er opkaldt efter Isle of Skye, byder på noget nær det modsatte af Great Glen Way. The Skye Trail er mest egnet til dem, der har adskillige kilometer i vandrestøvlerne og erfaring i rygsækken fra andre skotske vandreruter. Den er nemlig ikke markeret. Flere stykker bevæger sig udenfor stierne, og det kræver altså, at du kan finde vej i dette helt særlige landskab kun vha. kort og kompas.

Lige så svær og utilgængelig ruten er, lige så store er dens belønninger. Landskaberne, som du ofte har mere eller mindre for dig selv, er mildest talt dramatiske. Du får stejle klipper, forrevne kyster og grønne bjerge så langt øjet rækker. De gamle ruiner står som monumenter over fortidens rivaliseringer klanerne imellem. Her møder du Skotland, når det er vildest, mest dramatisk og ganske enkelt storslået.

De 128 km kræver, at du er i god form. Undervejs tramper man blandt andet afsted på den berømte Trotternish Ridge og oplever bjergkæden Cuillin, hvor nøgne toppe overalt stikker op i over 1000 meters højde.

 

Læs mere om dette vilde eventyr på www.skyetrail.org.uk


Uanset hvilken rute du vælger, så tør jeg godt love, at du vil få nogle store oplevelser med hjem. Alle vandreruterne er bedst midt på sommeren. Vælger du at vandre udenfor denne periode, skal du være opmærksom på risikoen for sne, hagl og masser af minusgrader. På The Skye Trail bør du om vinteren endda medbringe isøkse, reb og steigeisen (og have erfaring med, hvordan den slags bruges!). Det skotske højland kan være lige så barskt, som det kan være smukt.

 

Som skotterne siger: Siubhal sàbhailte – rigtig god tur!


Inspiration
Posted: August 27, 2021
Forfatter: Eventyrsport Blogger