Den velkendte raslen inde fra rygsækken. Maden der syder ovenpå den blussende flamme. Lyden af kogende vand. Alle disse ting forbinder vi efterhånden med trangiasættet. Lige siden jeg var lille, har trangiaet haft en betydning. Mit første møde var på familieudflugterne. Min papfar, mor og jeg siddende i den bornholmske natur imens der blev stegt pølser på panden. Jeg kan huske, hvordan han brugte grebet til at tage ved panden. Et aftageligt håndtag var åbenbart et koncept, min barnehjerne endnu ikke havde fået greb om. Panden blev hurtigt udbyttet med en gryde for at koge vand. Så var maden i hus.

Jeg vidste ikke, at jeg mange år senere ville være i samme sko, liggende på maven med armene ude i forteltet, hvor aftensmaden blev rørt sammen. Det har sin velkendte plads i min taske og er blevet brugt til lidt af det hele. På mine vandreture og afslappede udflugter, har det, uanset sæson, sørget for at sulten blev stillet. Jeg plejer som regel at sammensætte det ud fra behov: “Behøver jeg den gryde?” - “Skal jeg have panden med denne her gang?” Det ender oftest ud i, at jeg får samlet mig en Franken-trangia. Der lige er plads til en lighter, håndtaget og opvaskegrej i gryden. Forhastet bliver det fastspændt til stellet med min skål som et halvdårligt alternativ til et låg, men det virker! Trangiasættet har tidligt været forbundet med hygge for mig. Siden har jeg slæbt det med mig tværs over - og rundt om Bornholm, haft det med på korte trekkingture i Mols Bjerge og som et mobilt køkken, når lysten til at lave mad udenfor har meldt sig.

Nok ser gryderne efterhånden en smule brugte ud, der er ridser hist og her, men det kører og kommer til at køre i mange år endnu