Vores favoritruter

Henter data...
< Forrige artikel Næste artikel >
Vores favoritruter
Råd og vejledning
04 March 2021

Vores favoritruter

Vi har bedt vores Eventyrsport Atleter og Ambassadører om at dele nogle af deres favoritruter med jer. Spor, stier, strækninger eller udsigter som de gang på gang vender tilbage til. Her kan du få inspiration til din næste oplevelse i naturen om det er i vandrestøvler, trailsko eller løbesko. God tur derude!




Mols Bjerge – 21 km

https://www.strava.com/routes/2802815873334539878

Denne rute i Mols Bjerge er virkelig smuk! Du kommer forbi Trehøje, Agri Bavnehøj og mange andre seværdigheder i Mols Bjerge. Ruten er let at finde, da der er hvide pile, du kan følge hele vejen rundt. Du kan finde parkering ved Femmøller eller Agri Bavnehøj og følge ruten rundt på sine 20 km.  

Fra Kristine Holm Laursen

Kristine Holm Laursen


  


Viborg egnens smukkeste 10 km

https://www.strava.com/routes/2802825417588815462

Hvis man befinder sig i Viborg omegn skal man ikke snyde sig selv for en løbetur i Dollerup Bakker. “Inderøen” af Hald Sø er af mange midtjyder kendt som en utrolig naturskøn rute, og med en lille sløjfe ind omkring Dollerup by, får man hele oplevelsen med. Denne rute er en af få, som jeg med sikkerhed kan sige, jeg har løbet mindst 2-300 gange. 

Fra Alexander Tengblad Nikolaisen

Alexander Tengblad Nikolaisen


Nørholm Vandmølle ved Varde  - 8 km

https://www.strava.com/routes/2802816007418774404

Tæt på Sig nord for Varde, ligger Nørholm Gods. Fra parkeringspladsen ved godset kan du følge afmærket sti de første 4 km gennem den vilde skov og langs Varde å. Ruten er varieret, sjov og fantastisk smuk, og der er et hav af fugle i området. Resten af turen går af asfalt og grussti tilbage til Møllen og godset. Møllen i sig selv er en hyggelig oplevelse på vejen. 

Fra Maria Ladegaard-Pedersen

Maria Ladegaard-Pedersen



Munkebjerg – 11 km

https://www.strava.com/routes/2802816128198230916

Byder på usædvanlig smuk natur. De første km, bliver du ledt langs fjordsiden, ud mod Andkær Vig. Her får du lange og smukke udsigter, både tilbage mod Vejle og mod den anden side (Daugaard). Herefter bliver du ledt igennem skoven, hvor man i den grad finder ud af, at navnet Munkebjerg har sin berettigelse med de mange bakker. Når du nærmer dig retur til udgangspunktet, vil du opdage en lille sø. Ifølge gamle sagn, er denne sø dannet som følge af en stor sten, som en trold kastede mod en munk.
Fra Sanjin Teddy Savic

Sanjin Teddy Savic



Mariager Fjord Panorama ruten – 10 km

https://www.strava.com/routes/2802826740663000678

En rundtur ved Bramslev bakker på 10 km. På denne tur kommer du både helt tæt på vandet og helt op i bakkerne med udsigt over vandet. Du skal ikke være bange for dyr, fordi ruten går af trampestier og markveje gennem områder med græssende kvæg, heste og får. En god blanding af forskellig natur. 

Fra Sofie Kildahl


 


Tranum-Fosdal / Slettestrand – 11 km

https://www.strava.com/routes/2802826941318834052

Et must hvis man befinder sig i nærheden. Ruten er markeret og certificeret som vandrerute - faktisk den højest certificerede rute i Danmark. Ruten er perfekt markeret og relativt ny, og byder på nogle vildt fede spor. Det er samtidigt en utrolig naturoplevelse og man får nogle sindssyge views af Vesterhavet, fra toppen af den bakkekam man følger på store dele af ruten. Den starter og slutter ved en stor skovlegeplads, så det er et perfekt sted at placere familien imens man giver SUB60 tiden et forsøg. 

Fra Team Hakkedrenge

Team Hakkedrenge



Mols Bjerge / Trehøje – 9 km

https://www.strava.com/routes/2802827473100537732

Start ved Trehøje - tager dig igennem forskelligt terræn og underlag. Med udsigt til både Ebeltoft Vig, Knebel Vig og med kig til Studstrup værket længst væk. Man bevæger sig rundt blandt forskellige kreaturer - de gør intet, men hold afstand og fordr dem ikke. Turen kræver gode sko, især i snevejr er det fordelagtigt med en sko, med et godt greb, så ikke Nike Free ;-) Der er gode stigninger, så man får pulsen op. Man kan slå et smut forbi Tinghulen på vejen, som dog ikke er en del af den markerede rute, men man kan svinge ind forbi og retur igen til ruten. 

Fra Camilla Lykke

Camilla Lykke



Run O Clock / Lundby Bakker – 6 km

https://www.strava.com/routes/2802827675459800752

Run O'Clock ruten i Lundby Bakker er en 6,5 km rundtstrækning i det naturskønne område nær Aalborg. Ruten går primært på fine etablerede stier, dog med enkelte afbræk på mindre single-track. Som navnet antyder er der bakker i området, så det an være en fordel med sko med lidt greb, hvis det har været vådt i en periode. Ruten byder på 175 højdemeter, der primært fordeler sig over 3 stigninger.

Fra Morten Klingenberg

Morten Klingenberg


Karoline Amaliehøj – 9 km

https://www.strava.com/routes/2802827883751505796

Denne rute løber ud langs søbreden så man kan nyde vandet. Derfra tager den et smut ind i skoven og føre ud til bunde af de stejle trapper op på Karoline Amaliehøj,. På toppen af de mange trin er der en skøn udsigt udover Brassø. Fra toppen løber ruten nedad igen og via et smalt spor, for så igen at ende på skovstierne. Der er nogle højdemeter på denne tur pga stigningen op på toppen. Underlaget er udpræget skovstier, grusstier. 

Fra Henrik Høj Rasmussen

Henrik Høj Rasmussen



Blåbjerg Klitplantage – 9 km

https://www.strava.com/routes/2802823489125150384

Midt imellem Nymindegab og Henne, ved den jyske vestkyst, ligger Blåbjerg Klitplantage. En sand naturperle i det i forvejen særprægede landskab langs Vesterhavet. Plantagen tiltrækker primært MTB-folket, da der er anlagt 3 forskellige ruter af varierende længde og sværhedsgrad. MTB-sporene kan fint løbes, og der er god plads til at både cyklister, løbere og vandrere kan være der samtidigt. Alle ruterne er rigtig godt markeret, så det er let at finde vej. Der er gode parkeringsforhold lige hvor alle ruterne starter, og så må man selvfølgelig ikke snyde sig selv for udsigten fra Danmarks højeste klit på 64 m, der kan bestiges direkte fra p-pladsen. Et must-visit, hvis man holder aktiv ferie i den sydvestlige ende af Danmark. 

Fra Peter Bech

Peter Bech




Tornby Klitplantage – 12 km

https://www.strava.com/routes/2802829883378015108

En fin rute gennem Tornby Klit Plantage, ned på Stranden og op i Plantagen igen. En let trailtur eller vandretur på større stier/grusveje uden de store højdemeter. På stranden løbes der op ved et vandløb, som ikke er til at overse. Hvis man fortsætter længere ud, så kommer Liver Å og den kan kun krydses på broen. Naturen byder på vandkant, klitrækker, sivområder og klassisk plantage med små spor og tæt bevoksning.

Fra Johnny Dietz Visholm

Johnny Dietz Visholm





Læs også:

FAQ om løbesko

Find inspiration til din næste tur på vores webshop:

Råd og vejledning
Posted: March 04, 2021
Forfatter: Eventyrsport Blogger