USAs vilde vesten på cykel

Henter data...
< Forrige artikel Næste artikel >
USAs vilde vesten på cykel
Inspiration
31 January 2020

USAs vilde vesten på cykel

Det vestlige USA byder på en spektakulær række af uforlignelige landskaber. På en ny 4.300 kilometer lang cykelrute oplever man alt fra betagende bjerge i det vestlige Montana over idylliske Snake River Plain i Idaho og uendelige udsigter på højplateauerne i Utah til de afgrundsdybe klippekløfter i Grand Canyon og den benhårde skønhed i Arizonas Sonora-ørken.

Ruten hedder meget passende The Wild West Route, og den er lagt sådan, at man får mest mulig vild natur af se undervejs. 

Den krøller og slynger sig derfor ned gennem den Vestlige del af USA, fra Canada i nord til Mexico i syd, gennem en lang række beskyttede naturområder: blandt andet 18 National Forests samt 6 nationalparker og National Monuments. 

Imponerede 70% af ruten går gennem disse fredede egne, hvor du er sikker på, naturen får lov til at eksistere på dens egne præmisser.  

Da The Wild West Route er lagt, så man så vidt muligt undgår trafik, kommer man til at cykle omtrent 3500 kilometer på ikkeasfalterede veje. Det betyder dog ikke, at man skal være en erfaren mountainbiker for at give sig i kast med ruten, da den sjældent er teknisk svær – man skal blot være klar på at få noget grus under dækkene og være opmærksom på, at man måske ikke cykler helt så hurtigt, som man er vant til. 

Og så skal man være klar til at bruge de lave gear. Der er nemlig ikke mindre en 56.000 højdemeter at tackle undervejs. 

Og til at bære lidt proviant på cyklen, da prisen for de formidable landskaber til tider kommer i form at pænt lange distancer mellem steder at fylde depoterne op. Med en del strækninger på 150 kilometer og en enkelt på 250 kilometer er det dog ikke mere, end at det er til at planlægge sig ud af. 

På ture, der er så lange som den her, vil man ofte komme ud for en bred vifte af vejrforhold undervejs, og det er også tilfældet på The Wild West Route. Her skal der pakkes tøj i cykeltaskerne til alt fra ekstrem hede i Sonora-ørkenen til eventuelt slud og sne i bjergene længere mod nord, alt efter hvornår man sætter ud. 

Folkene bag ruten anbefaler, at man sætter midt på sommeren, hvis man starter i Montana og cykler sydpå, mens det er bedre at starte sidst på foråret, hvis man starter i det sydlige, og vil undgå den helt ekstreme hede i ørkenerne tæt på Mexico. Tricket er, at man starter så tilpas sent, at sneen er væk på plateauerne i over 3000 meters højde i Utah og blandt Montanas bjergtinder endnu højere mod nord. 

Og hvor lang tid skal der så sættes af til at opleve det, der har potentialet til at gå hen og blive en af verdens helt store, lange cykelklassikere? 

De hurtige kan nok gøre det på omtrent 40 dage, mens det mere realistiske for de fleste nok lyder på minimum to måneder. Sætter man tiden af til det, er man garanteret en naturoplevelse af en næsten uhørt varieret grad, der samtidig er garanteret at imponere og sætte sig fast på nethinden. 

Du kan læse meget mere om The Wild West Route på www.bikepackingroots.org

 

Foto: Peter Istvan/ www.shutterstock.com


Relevante links:
Cykeltøj
Cykeltasker
Cykeludstyr 

Inspiration
Posted: January 31, 2020
Categories: Cykling
Forfatter: Opdag Verden