Udstyr til en sikker vandretur på fjeldet

Næste artikel >
Udstyr til en sikker vandretur på fjeldet
Råd og vejledning
08 September 2021

Udstyr til en sikker vandretur på fjeldet

Frederik Thurøe - Eventyrsport Skribent


Skrevet af Frederik Thurøe

Vandrer, langrendsløber og soldat – elsker at sove under åben himmel! 


Skal du på fjeldet for at vandre, er det vigtigt at have sikkerheden for øje. En god oplevelse kan forvandle sig til et mareridt, hvis du ikke er ordentligt forberedt. Noget så simpelt som at vrikke om kan føre til at du strander i vildmarken, uden mulighed for at komme hjem, ved egen hjælp. Sørg derfor for at få pakket det rigtige udstyr.

Hvad enten du skal ud på en kort dagstur på velmarkerede stier i fjeldet, eller du har pakket rygsækken til en ugelang færd uden for stierne, så er det vigtigt at have sikkerheden i orden. Og en stor del af at have sikkerheden i orden er at have udstyret i orden, så du er klar på en eventuel nødsituation. Men ikke nok med det. Det er også supervigtigt, at du ved hvordan du bruger dit udstyr.

Du bliver her klogere på seks ting, du bør sørge for at have styr på, inden du vandrer i fjeldet.


#1: Beklædning

Vejret kan hurtigt skifte i bjergene, og det er vigtigt, at du har den rette beklædning til at holde dig varm på fjeldet. Selv på en varmere dag er det derfor vigtigt, at du har ekstra tøj med i rygsækken, så du kan klare dig, hvis vejret slår om.

Dit inderste lag skal sørge for, at du er varm, men at sveden samtidig kan komme væk fra kroppen. Ellers bliver du hurtigt kold. Hvis du er smart, så vælger uld som dit inderste lag. Det er et fortrinligt valg, fordi uld isolerer og varmer, selvom det skulle blive vådt. Det begynder heller ikke at lugte så fælt, som syntetiske materialer gør, når kroppen kommer på overarbejde.

Dit mellemste lag skal sørge for mere isolering og dermed varme, mens dit yderste lag er dit panser mod vind og regn. Her kommer skaltøjet ind, som skal sørge for, at du kan stå imod elementerne, men at din krop samtidig kan ånde. En god skaljakke er uundværlig i fjeldet, og et par gode skalbukser kan også gøre underværker. Hvilket, og hvor meget, tøj du skal have med, afhænger selvfølgelig af klimaet, terrænet og området. Men jeg kunne aldrig finde på at tage på fjeldet, end ikke bare for en kort dagstur, uden at have min skaljakke med i rygsækken.

 

#2: Navigation

Vandrer du ud i fjeldet i for eksempel Norge og Sverige, så er det vigtigt, at du altid ved, hvor du er. Vejret kan hurtigt skifte, og en solskinsdag kan forvandle sig til en dag, hvor det står ned i stænger, og du ikke kan se en disse. Derfor er det vigtigt at du er sikker på hvor du befinder dig, hvis det evt. ender med at I skal evakueres.

Og så kan det gå galt.

Få derfor fingrene i det bedste kort, du kan finde (de bedste kort er typisk dem du kan finde i det område du skal være i), og hav altid dit kompas med i hånden, så du kan orientere dig. Du kan også medbringe en GPS. Det er vigtigt, at du jævnligt orienterer dig på kortet, så du altid ved, hvor du er.

Men det er jo selvsagt ikke nok bare at medbringe kort, kompas og GPS. Du skal også vide hvordan du bruger det – jeg ville foreslå at du øver dig på en stille og rolig skovtur herhjemme, før du tager afsted. Så er du sikker på at kunne finde vej, selvom GPS løber tør for strøm og det bliver så tåget at du ikke kan se den næste varde på stien.

 

#3: Læ og ly

Går vejret amok, kan det blive nødvendigt at søge ly. Inden du tager afsted, er det derfor fornuftigt at undersøge, hvad der er af hytter og anden bebyggelse i det område, du vandrer i, så du ved, hvor du kan søge hen, hvis det bliver nødvendigt at komme i ly.

Hvis du er i øde områder langt fra bebyggelse, så overvej at pakke en tarp, en vindsæk eller eventuelt et lille telt samt nok tøj eller en sovepose, så du kan holde dig varm, hvis du bliver fanget i et uvejr. Alt efter hvordan vejrhistorikken er for det område du skal til, så er du måske bedst tjent med at tage et lille telt med. En vindsæk er nemlig ikke beregnet til at du opholder dig i den i lange perioder af gangen – det bliver du formentlig træt af at gøre.

Det bedste er dog, hvis du kan holde dig ude af uvejret. Så hvis du kan se det trækker op til snestorm eller tordenvejr på bjerget, så blive hjemme, hvis det er muligt.

 

#4: Mad og drikke

Mad er noget af det vigtigste på vandreturen, og især noget, som du ikke vil løbe tør for. Sørg derfor altid for at have lidt ekstra kalorier pakket i rygsækken, så du kan klare dig i længere tid, end du planlægger at vandre i fjeldet. Det handler om at du skal tænke på nødsituationer, og det kan være, du kommer til at ligge vejrfast, eller at turen bare tager længere tid, end du havde regnet med. Du skal dog også passe på med ikke at have for meget med, for så bliver rygsækken for tung. Et par måltider ekstra er nok fint – lad være med at tage den dobbelte mængde mad med.  

F.eks. er et par ekstra frysetørrede retter i rygsækken altid en god ide, for løber du først tør for mad, så løber du snart tør for energi. Og det kan udvikle sig til en ubehagelig, eventuelt farlig, situation.

Sørg også for at have nok vand med til turen. Inden du tager afsted, er det en god idé at undersøge, om du kan finde vand langs din rute. Kan du ikke det, må du medbringe alt det, du har brug for at drikke (plus lidt ekstra), inden du sætter ud. Alternativt skal du tænke i forskellige alternativer og muligheder for f.eks. at rense vandet undervejs. Det kan du læse om i denne artikel.

 

#5: Førstehjælpssættet

Det siger nærmest sig selv, at det er vigtigt at få pakket et godt førstehjælpssæt til vandreturen i fjeldet. Forhåbentligt får du ikke brug for det, men gør du, så skal det være lige til at fiske op ad rygsækken. Og du skal vide hvordan du bruger det. Jeg ville anbefale dig at tage et førstehjælpskursus inden du skal på tur i bjergene. For der kan være rigtig langt, før du kan få noget hjælp. OG så er det altid godt at have kendskab til førstehjælp – også herhjemme.

Sørg for at have sårrensservietter, plastre, sårstrips, gazekompres og gazebind samt en lille saks (der er evt. en i dit multitool), pincet, sikkerhedsnål og termometer. Vabelplastre plus noget smertestillende bør du også have med. Vi har faktisk også skrevet en artikel om hvad du skal huske at pakke i dit førstehjælpssæt – den kan du finde her.

En fløjte til at kalde efter hjælp, hvis du virkelig kommer galt af sted, er også en god idé. Og der er du faktisk ret heldig – for brystspændet i de fleste vandrerygsække indeholder nemlig også en nødfløjte.

 

#6: Kontakt til omverdenen

Undersøg, inden du tager af sted, om der er mobildækning i det område, du vandrer ud i og tag en mobiltelefon med, hvis der er. Skal du ud i mere øde områder, kan det være en idé at tage for eksempel en SPOT eller en InReach med. Med dem kan du tilkalde hjælp, hvis du kommer i alvorlige problemer. Et andet bud kunne også være en satellittelefon, som kan hjælpe dig, hvis du kommer i problemer langt væk fra civilisationen. Sådan en er dyr, men den kan være guld værd – især hvis du skal på en længere tur i vildmarken.


Jeg håber du føler dig endnu mere klar til at prøve kræfter med den vilde natur - rigtig god fornøjelse!  


Herunder kan du finde nyttige links til udstyr og beklædning velegnet til fjeldturen:

Førstehjælp

Kompasser

Tarps

Vandrestøvler

Vandresko

Vandrestave

 

Foto: Jens Ottoson

Råd og vejledning
Posted: September 08, 2021
Forfatter: Eventyrsport Blogger