Tips til hverdagseventyr for børnefamilier | Rikke Dypping

< Forrige artikel Næste artikel >
Tips til hverdagseventyr for børnefamilier | Rikke Dypping
Inspiration
23 October 2022

Tips til hverdagseventyr for børnefamilier | Rikke Dypping

Hverdagen er dem, vi har flest af. Så hvordan kan man få friluftsoplevelser til at gå hånd i hånd med hverdagen? Det snakkede vi med naturvejleder og foredragsholder Rikke Dypping om på Danmarks Outdoor Festival.

Ud over at være naturvejleder, så er Rikke Dypping også mor til tre børn, så hun ved, at det kræver et par smutveje at få plads til hverdagseventyret midt imellem hverdagens praktiske opgaver. Hun har lavet konceptet ”EVENTYR”, der giver 7 tips og råd til, hvordan nemmere kan give natur, frisk luft og kvalitetstid en plads i hverdagen.

EVENTYR

Eventyrstasken skal pakkes 

E'et i EVENTYR handler om, at man skal have sin eventyrstaske pakket. Om det er i bilen, på cyklen eller hvor end du vil opbevare den. Det er der, jeg har skiftetøj med til ungerne, jeg har drikkedunk og jeg har altid snacks – man må aldrig gå ned på snacks. Det er der, jeg har båltændingsgrej med, fordi vi elsker at lave bål. Det er en taske, der fast ligger i bilen, som vi kan tage med, så det ikke er noget, vi skal have planlagt hele tiden.  

EVENTYR

V står for 'vildt'

Vi skal huske, at det behøver absolut ikke at være vildt, det vi skal prøve. Vi skal starte stille og roligt ud, og tit og ofte har vi voksne en tendens til, at vi skal prøve noget nyt hver gang. 'Nu har vi været ved spejderhytten, så skal vi ikke derned igen, vi har været ved shelterpladsen, og der skal vi ikke ned igen'. Men ungerne elsker, at der er genkendelighed i det. Så bare start ud med bare at være det samme sted. Det behøver ikke at være et nyt sted hver gang.  

EVENTYR

Et stop før afhentning

Det andet E står for 'et stop før afhentning'. Der er nogle praktiske ting, der skal laves i løbet af en dag; der skal smøres madpakker for eksempel. Men hvis jeg kan se, ”ej jeg kan lige bruge 20 minutter på at køre hjem først og smøre madpakkerne,” så er det gjort. Så har jeg bedre tid og ro i hovedet til at være ude i nuet sammen med børnene. 

EVENTYR

'Nem' er nøgleordet

Det skal være nemt. Hvis I tænker, at I skal ud at spise aftensmad, så start stille og roligt med at tage en sandwich med, hav nogle pølsehorn – et eller andet forskelligt. Det behøver ikke at være en eller anden stor bålcocktail, der skal laves om aftenen. Det skal være helt stille og roligt. Nem er rigtig vigtig i det her.  

EVENTYR

Tiden sammen er det vigtigste

Bag T’et gemmer sig påmindelsen om, at det er tiden sammen, der er det vigtigste. Om det er 10 minutter, 20 minutter eller to timer, så er det at bruge tiden med hinanden og omkring hinanden det vigtigste.

 

EVENTYR

Yderligere erfaring - det vil du få

Al begyndelse er svær. Når du har prøvet det af, kommer erfaringen stille og roligt.

EVENTYR

Ro på

Vi skal have ro på. Lad tidstyranen bliver derhjemme. Jeg er selv en stor tidstyran, og min hjerne kan godt nogle gange køre hen i ”okay vi skal også hjem, og vi skal også nå, vi skal nå, vi skal nå.” Tag det stille og roligt.

For mig har det fungeret rigtig godt, at jeg kan se, hvor der er nogle huller i vores eftermiddagsprogram. Hvis jeg nu har fri kl. 15, og jeg har én, der skal være til karate 17:30 - i stedet for at køre hjem og lave alle de ting, vi plejer at gøre, så er det der, vi har muligheden for at tage på et hverdagseventyr - på vej til karate. Så finder vi et eller andet sted, og så nyder vi at være dér.

Rikke_portr_t

Mød Rikke Dypping

Rikke Dypping arbejder til daglig som Naturvejleder. Derudover har du måske set hende i tv-programmet ”Alene i vildmarken”, hvor hun var af sted med sin far, Aslak. Rikke og Aslak holder foredrag sammen, hvor de tager publikum med tilbage til den norske ødemark.

Du kan læse flere tips og tricks fra Rikke Dypping her: Hverdagseventyr som småbørnsfamilie 

Inspiration
Posted: October 23, 2022
Forfatter: Charlotte Kusk Nyholm Thomsen