Test: Saucony Kinvara 12

Henter data...
< Forrige artikel Næste artikel >
Test: Saucony Kinvara 12
Råd og vejledning
17 May 2021

Test: Saucony Kinvara 12

Alexander Tengblad Nikolaisen - Eventyrsport Atlet


Skrevet af Alexander Tengblad Nikolaisen

- Eventyrsport Atlet

 

Jeg har været ude og teste Sauconys legendariske model, Kinvara, nu i den 12. udgave. Kinvara har længe været en publikumsfavorit. Mange kender den som en utrolig let, “flad” sko med forholdsvis god føling med underlaget. Hører man dette, tænker man hurtigt på en konkurrenceorienteret løbesko, men jeg må sige at synes, den er meget mere! 


 

Overordnet set er Saucony Kinvara 12 en utrolig let og neutral løbesko. En mængdetræningssko for den trænede løber og en løbesko til intervaller, tempoture og konkurrencer, for den lidt mindre trænede løber. Alt afhængig af hvilken løber man er, kan formålet specificeres en smule ind, men det er faktisk en sko de fleste ville kunne få rigtig god glæde og gavn af. 


Alsidigheden er nok det, som jeg vil fremhæve allermest i denne sko. Her er hvad jeg oplevede på 3 forskellige ture.

Tur 1:
Den første tur hvor jeg løb i den, ville jeg lige se den an. Derfor tog jeg den med på en rolig 10 km-tur på asfalt. Mest af alt for at få er overblik over, hvad jeg havde med at gøre. Følelsen undervejs var; “det her er da bare en almindelig mængdetræningsko?”, men da jeg så kiggede på uret, løb jeg 10-20 sekunder hurtigere pr. kilometer end jeg normalt gør. Det tilskriver jeg 100% vægten på skoen, for med sine blot 214 gram, vejer den mindre end mange af mine forhenværende konkurrencesko. Rigtig fed følelse generelt på turen, for selvom skoen føltes let, mærkede jeg ingen tegn på mindre stødabsorbering end på de sko, jeg ellers løber i.

Tur 2:
Anden tur var hård! 15 km inklusiv 8x1000m intervaller på bane. Til sådan en træningsdag vil jeg normalvis bruge to forskellige par sko; et par til opvarmning + afjog, og et andet par til selve intervallerne. Denne dag var dog en undtagelse. Når man løber på bane i høj fart, kan en høj “stack height” ofte få en til at føle, at man tilter en smule i svingene. Derfor bruger man ofte pigsko med minimal sål, dermed heller ikke meget stødabsorbering. Her viste Kinvara'en sig at være den gyldne mellemvej. Ingen klager overhovedet på banen. Alt spillede!

Tur 3:
Tredje og sidste tur i denne omgang var lidt mindre actionpræget. 20 km langtur med fokus på ikke at løbe for hurtigt. Jeg tog den med i skoven på det meste af turen, for at teste grebet af. Kigger man under bunden på skoen lægger man hurtigt mærke til, at der er sparet meget på ydersålen. Altså den del af skoen, hvor grebet som regel ligger i. I denne sko, har man til gengæld valgt at integrere grebet i selve mellemsålen, og jeg må erkende, at det virkede bedre end jeg havde frygtet. Jeg må desværre erkende, at selvom vægten på skoen måske indbyder til en hurtig trailtur, ville jeg fx vælge Sauconys trailsko Peregrine 11 ST over en Kinvara. Hvis man til gengæld kun skal i skoven en mindre andel af ens løbetur, kan den sagtens løfte opgaven.


Overdelen:
Uanset hvor man kigger på skoen, overdelen inkluderet, tænker man; her er da godt nok sparet på materialerne. Overdelen er supertynd og let, men... Man skal ikke lade sig narre, for skoen er faktisk virkelig behagelig at have på. En del af komforten ligger også i bredden, for skoen er lidt bredere end andre modeller fra Saucony, som eksempelvis Saucony Endorphin Speed, som jeg ellers også har løbet meget i. Den ekstra pldas i bredden er rar at have, når man for eksempel løber lidt længere ture om sommeren, hvor ens fod har det med at hæve en smule op.

Hælkappen er ikke helt blød, så den giver en smule stabilitet, så man ikke behøver at være helt neutral i sin løbestil, for at kunne benytte skoen. Du skal være lidt varsom med lange ture i skoen, hvis du er udpræget pronationsløber. 

Mellemsålen:
Når droppet i en sko kun er 4mm, kan det for nogle føles som om, at man falder bagover, da man i normale sko har et drop på 10-12 mm hvis ikke mere. Når man så begynder at løbe, forstår man ret hurtigt intentionen bag det. Med skoens lave drop, presser den dig en smule frem på foden i landingen, så man har større chance for at undgå en hællanding.

Qua at jeg selv er mellemfodsløber, som vil sige jeg lander forholdsvis fladt på foden, passer Kinavara'en rigtig godt til min løbestil. Jeg vil derfor kunne bruge den på det meste af min træning, hvorimod hvis jeg var hællander, ville den belaste en smule mere. Derfor ville den for hællandere være mere ideel til tempotræning som før beskrevet.

Sålen er lavet af Sauconys PWRrun materiale, som er forholdsvis blødt og svampet, men ikke nær så skrøbeligt, som deres PWRrunPB materiale, som hele Endorphin-kollektionen er bygget op omkring. Det gør den bedre til mængdetræning end f.eks. Saucony Endorphin Speed og - Pro.

Test: Saucony Kinvara 12 

Råd og vejledning
Posted: May 17, 2021
Categories: Løb
Forfatter: Eventyrsport Blogger