Sveriges bedste fjeldstationer

Henter data...
< Forrige artikel Næste artikel >
Sveriges bedste fjeldstationer
Råd og vejledning
16 September 2019

Sveriges bedste fjeldstationer

Rundt omkring i Sveriges bjerge og skove finder man en række fjeldstationer. Her er tale om en form for blanding mellem fjeldhotel, vandrehjem og pensionat, og de deler den fantastiske egenskab, at de har nem, umiddelbar adgang til naturen; ofte i form af en nationalpark eller et naturreservat.  

De ligger desuden tit ved starten og slutningen af markerede vandreruter og oser af spændt vandrestemning. Overnatning foregår i alt fra køjesenge til værelser af hotelstandard, og der er opholdsrum, en butik med proviant til turen og god mad på menuen. 

Hvert år bliver de bedste fjeldstationer i Sverige kåret under en afstemning blandt gæster. 

De tre vindere fra 2018 er:  

GULD: STF Helags Fjällstation, Härjedalen

Ved foden af kolossen Helagstoppen, der rager op i 1797 meter højde, ligger den her fjeldstation, der igen og igen, år efter år, får ros af gæsterne for en enormt hyggelige stemning og autentisk atmosfære. 

En gæst konstaterede: ”Efter en herlig vandretur, sauna, en god middag og en god nats søvn med rensdyrene rumsterende udenfor vågner man op til Helags fantastiske massiv. Kan ikke blive bedre.”

Læs mere om fjeldstationen på www.svenskaturistforeningen.se/anlaggningar/stf-helags-fjallstation

 

 

SØLV: STF Hemavan Fjällstation, Lappland

Her er tale om en fjeldstation, hvor folk er enige om, at man som gæst føler sig hjemme, når man træder ind ad døren. Som en gæst formulerede det, så ”lader man støvlerne stå ved indgangen og bliver mødt i døren af vidunderlige medarbejdere.” 

Går man ud ad døren, har man øjeblikkeligt udsigt ud over fjeldet, med alt hvad der er af muligheder; for eksempel af udforske en af Sveriges mest legendariske vandreture: Kungsleden, der snor sig gennem det nordlige Sveriges brede dale under nøgne fjelde. 

Om vinteren er der præparerede løjper til skiløbere.  

Læs mere om fjeldstationen på www.svenskaturistforeningen.se/anlaggningar/stf-hemavan-fjallstation

 

BRONZE: TF Storulvån Fjällstation, Jämtland

Er her tale om det ”bedste sted i hele verden,” som nogle gæster beskriver det?  

Fjeldstationen byder på nyrenoverede værelser med møbler, der er fremstillet lokalt. Personalet bliver rost for at være imødekommende og maden for at være lækker. ’Hyggelig’ er ordet, der bliver brugt til at beskrive atmosfæren.

En anden slog under kåringen fast, at man "kunne have opholdt sig på fjeldstationen i flere dage, hvis det ikke var fordi, man ønskede at komme ud i fjeldene."

Læs mere om fjeldstationen på www.svenskaturistforeningen.se/anlaggningar/stf-storulvan-fjallstation

 

 

Andre vindere

Der bliver også kåret vindere i andre kategorier. En af de store kategorier er den med årets bedste fjeldstuer. 

Fjeldstuer ligger som regel med omtrent 10 til 20 kilometers mellemrum på markerede ruter i fjeldet. Forholdene er generelt en smule mere simple end på fjeldstationerne; her er for eksempel hverken strøm eller rindende vand, og overnatningen foregår som regel i køjer. Man laver sin egen mad, men kan ofte proviantere en smule i en lille butik på stedet. 

De tre vindere i kategorien ’Bedste fjeldstue 2018’ er som følger:

 

  • GULD: STF Tarfala Fjällstuga, Lappland
  • SØLV: STF Alesjaure Fjällstuga, Kungsleden, Lappland
  • BRONZE: STF Abiskojaure Fjällstuga, Kungsleden, Lappland

 

Vinderen i kategorien ’Bedste vandrehjem’ blev STF Åre/Södergården Vandrarhem i Jämtland. 

Vinderen i kategorien ’Mad’ blev STF Grimsnäs Herrgård B&B i Småland, mens STF Persåsen Hotell/Vandrarhem i Jämtland vandt prisen for den bedste Natur /Kulturoplevelse

STF Tåtorp Göta Kanal Vandrarhem i Västergötland vandt prisen for bæredygtighed.

Råd og vejledning
Posted: September 16, 2019
Forfatter: Opdag Verden