Rygsæk - godt at vide inden du køber

100-vis af artikler hjælper dig til at komme på tur med vandrerygsækken, teltet, børnene eller på cyklen. Desuden får du masser af tips og tricks til udstyr, valg af bæredygtige materialer og gode råd til at komme i form
< Forrige artikel Næste artikel >
Rygsæk - godt at vide inden du køber
Råd og vejledning
01 August 2020

Rygsæk - godt at vide inden du køber

Her får du en guide til køb af rygsæk, så du får en model, der passer dig og sidder komfortabelt på ryggen. Du bliver bl.a. introduceret til, hvilke funktioner som du med fordel kan overveje om er vigtige for dig, inden du investerer i en ny rygsæk og forhåbentlig bliver du klogere! Læs guiden, og så har du et godt fundament for at finde en rygsæk, der passer lige præcis til dig og dine behov.

OXO 1. Hulning til nakken

Er rygsækken så stor, at den når op i hovedhøjde, er det rigtigt smart, hvis der er en hulning til baghovedet. Ellers banker du nakken i sækken, når du kigger op, og det bliver hurtigt irriterende. Du kan lynhurtigt mærke, om det er behageligt eller ej, når du prøver rygsækken.

2. Låg

Toplåget skal være så stort, at det går godt ned over snelåsen, det vil sige det bløde stykke med én eller flere snører, der udgør den øverste del af sækken. Mange låg kan justeres i højden både for og bag og giver således mulighed for at øge rumfanget eller eventuelt give plads til et liggeunderlag, under låget. Husk, at det kun giver mening at have relativt lette ting liggende så højt i rygsækken. Nogle låg kan tages helt af og bruges som bæltetaske eller daypack.


3. Frontåbning

Nogle rygsække har en frontåbning og en sådan giver dig nemmere adgang til indholdet end topåbningen og kan derfor være rigtigt rart, hvis din rygsæk i virkeligheden fungerer som en kuffert med seler – for eksempel på Interrail el.lign. Der bør være en form for aflastning på tværs af lynlåsen. Ellers bliver den meget belastet, og du risikerer at den går i stykker utidigt.


4. Påspænding

Måske kan du ikke have alle dine ting i rygsækken, og så er det nødvendigt med diverse indretninger til påspænding af for eksempel liggeunderlag, teltstænger eller vandrestave. Det kan være en rigtig rar løsning, så du har tingene lige ved hånden, men løsthængende ting, især tunge ting og sager, kan dog ikke anbefales – du vil opleve at din balance bliver dårligere, og det gør ikke noget godt for turens helhed.


5. Opdeling/soveposerum

De fleste rygsække har mulighed for at opdele sækken i to rum. I så fald er der en åbning i bunden af rygsækken, så der er adgang til det nederste rum. Dette bruges ofte til soveposen, og er smart, fordi den ofte fylder en del, men jo ikke vejer noget særligt. Soveposerummet kan du dog også bruge til vasketøj, fodtøj eller andre ting. Tjek, at åbningen er stor nok til, at det er til at få soveposen ind

Rygsæk med numre

6. Bæreseler

Selerne er i berøring med din krop i al den tid, du bærer rygsækken, så de skal passe perfekt! De skal være brede og polstrede med et skum, der er hårdt nok til at bære den vægt, du kan finde på at putte i sækken. Jo blødere skum, jo hurtigere klapper de sammen. Formen skal være sådan, at de hverken skraber på hals, skuldre eller bryster. Kvinderygsække vil typisk have vinklet skulderstropperne således, at der er bedre plads til en barm.

7. Lommer

En rygsæk uden sidelommer er et særsyn, men findes, ikke desto mindre. Sidelommerne kan have mange udformninger og være mere eller mindre elastiske. Skal de bruges til vandflasker, er det smart, at åbningen er skrå, så det er nemt at få flasken ud og ind af lommen – f.eks. mens man går. En stor frontlomme kan bruges til regntøj, jakke eller andet, der skal være lige ved hånden.

8. Kompression

Kompressionsremme både på langs og på tværs giver mulighed for at mindske rumfanget, hvis rygsækken ikke er helt fuld. Det kan være rigtig rart, for det betyder samtidigt, at rygsækken ikke føles slasket, og at du ved præcis, hvor tyngdepunktet er. Det vil du formentlig opleve gør din dag, med rygsæk på, markant bedre.

9. Hoftebælte

Dette er den allervigtigste del af rygsækken, så her må du ikke gå på kompromis. Bæltet bærer nemlig langt den største del af rygsækkens vægt og overfører den til kroppen. Det skal være kraftigt og med et stærkt skum ellers holder det ikke i længden. Det, der føles blødt og behagelig i starten, ikke holdbart nok til langtidsbrug. Visse bælter kan formes ved hjælp af varme og kommer dermed til at passe endnu bedre til dine hofter. Hoftebælter på kvinderygsække er, som oftest, anderledes vinklede end dem til mænd, da kvinder ofte har en smule rundere og bredere hofter. Det kan dog sagtens ske, at en mand skal bruge en kvinderygsæk og omvendt – det kommer fuldstændig an på din kropsbygning.



Størrelse og formål

Du skal finde en rygsæk, der passer til din størrelse og din tur – her er det virkelig også værdifuldt, at lægge nogle kræfter i din egen overvejelse. Skal du backpacke eller gå hytte-til-hytte, er 60 liter formentlig rigeligt, men skal du have både telt og køkken med, skal der måske lidt mere til. Det afhænger af din egen størrelse og din evne til at pakke småt, men godt, og til at vide hvad du skal bruge, på turen. Og husk, at uanset, hvor stor rygsækken er, bliver den altid fyldt! Derfor ville mit råd være, altid at købe en lidt mindre rygsæk end du regner med, at du skal bruge. Hvis du så kan have dit grej i den, så er det bare rart, og hvis ikke, så kan du jo bare bytte den til nummeret større.

Tilpasning: Få tasken til at sidde godt

En dårligt siddende rygsæk kan ødelægge din tur på rekordfart – du kan typisk mærke det inden for de første par kilometer – så tag dig tid til at finde den, der passer helt rigtigt til dig. Hoftebælte og seler skal sidde godt og rigtigt, ikke bare ok, og du skal prøve sækken med vægt i, ellers hjælper det ingenting. Ryglængden skal tilpasses dig, og du skal prøve at trække i alle justeringsstropperne på hoftebælte og bæreseler og se, om det fungerer for dig. Benyt dig af personalets viden og erfaring, lån et par støvler og fut lidt rundt i butikken med det hele på. Derudover er det vigtigt at huske på, at du skal afprøve rygsækken med den mængde tøj på, som du også skal gå i, på turen. Hvis det er en tur til et varmt land, så duer det ikke at afprøve rygsækken med en vinterjakke på.

Pakning: Få plads til alt og orden på det hele

De tungeste ting skal længst ind mod ryggen, og de lettere ting skal i bunden og i toppen. Det skal de fordi, at jo tættere vægten er på din core, jo nemmere vil det være at bære rygsækken. Derudover er det smart, at de ting, som du kan få brug for i løbet af kort tid, for eksempel regntøj, skal være lettilgængelige. Prøv at lave et system, som du bruger hele tiden, så du ikke skal fumle efter noget i en presset situation, hvor du måske er våd og kold. Brug eventuelt små pakposer til at holde styr på eksempelvis sokker og undertøj. Pakposer, eller drybags, kan også være rigtigt smarte til at holde dit grej vandtæt.

Fly: Pas på din taske på farten

Lufthavnspersonalet hader rygsækkens bæresystemer og flagrende remme, for de sætter sig fast i ting og er irriterende, og du hader lufthavnspersonalet, når du står med en ødelagt rygsæk på den første destination af jordomrejsen. Visse rygsække har en klap, der kan skjule bæresystemet, ellers er det en rigtig god idé at bruge et transportovertræk/en flight bag - mest for din egen, og rejsens, skyld.

Drikkesystem

Næsten alle rygsække har efterhånden plads til et drikkesystem, det vil sige en kraftig plastikpose med en slange i, så du kan drikke mens du går – på den måde er du ret sikker på at få væske nok, og det kan være rigtig smart, hvis din tur går til et varmt land. Posen ligger inde i rygsækken, slangen føres gennem et hul og fæstes i små anordninger på selerne. Du kan gå og drikke undervejs, men det tager tid at fylde op, og er typisk mere besværligt end en almindelig drikkedunk. Til gengæld får du så anledning til at holde en lille pause – den afvejning må du selv foretage.

Tilbehør: De små detaljer, der giver den gode oplevelse

Hvis rygsækken ikke er vandtæt eller har indbygget regnovertræk, kan det være rigtig smart at købe sådan et med. Transportovertrækket/flight baggen til flyrejsen er også en overvejelse værd, ligesom små pakposer til systematisering af indholdet. Skal du på vandretur, er det en god idé, at gruppen medbringer et par reservespænder til henholdsvis hoftebælter og bæreseler – det er bare rigtigt ærgerligt at stå på fjeldet og mangle et stykke plastic, som er ret afgørende for din rygsækkomfort, på resten af turen.

Rygsække til alle formål

Skal du snart på tur, eller har brug for at få udvidet udstyrspakken, så klik på bagagekategorierne herunder, eller gå til hovedsiden på bagageshoppen.

Små rygsække >

Store rygsække (over 40 liter)

Regnslag og tilbehør

Vandtæt opbevaring

Tasker

Bærestole

Børnerygsække

Råd og vejledning
Posted: August 01, 2020
Forfatter: Eventyrsport Blogger