Må jeg tage en powerbank med i et fly?

Henter data...
< Forrige artikel Næste artikel >
Må jeg tage en powerbank med i et fly?
Råd og vejledning
14 January 2022

Må jeg tage en powerbank med i et fly?

Frederik Thurøe - Eventyrsport Skribent


Skrevet af Frederik Thurøe

Vandrer, langrendsløber og soldat – elsker at sove under åben himmel! 


Det korte svar er ja – og det er jo godt nyt for dig!


For at svare mere uddybende på det har vi samlet nyttig information om powerbanks og fly. Her i artiklen bliver du klogere på de tekniske oplysninger om powerbanks, hvorfor den skal ligge i håndbagagen, hvor stor den maksimalt må være for at komme med ombord på flyet, og hvordan du kan sikre, at din powerbank får lov til at komme med på rejsen – og hjem igen.


Powerbanken i håndbagagen

Generelt er der ingen problemer ved at tage en powerbank med på rejse. Men du skal altid huske, at din powerbank skal ligge i din håndbagage. Det er vigtigt, fordi flyselskabet gerne vil have adgang til den, hvis den bryder i brand. Det sker jo stort set aldrig, men skulle uheldet være ude, er det meget nemmere at håndtere i kabinen, hvor der er brandslukkere - og ikke mindst mennesker, der kan opdage det!

Nede i flyets bagagerum vil en brand nemlig ikke blive opdaget, og derfor er konsekvenserne af en brand i flyets bagagerum så store, at de skal undgås for enhver pris – det kan for eksempel resultere i, at flyet bliver nødt til at nødlande. Den nemmeste måde at undgå det er, hvis alle passagerer har deres powerbanks med i kabinen.

Måske har du bemærket, at din powerbank nogle gange bliver varm, når den oplader din telefon. Det er helt almindeligt, og ikke noget du behøver at bekymre dig om. Men hvis powerbanken går i stykker, kan varmeudviklingen blive så stor, at den bryder i brand. Det er sket enkelte gange ombord på flyvere, at passagerers batterier er brudt i brand – hvis powerbanken for eksempel har fået et slag. Og det er altså op til flyselskaberne at håndhæve reglen om, at powerbanks skal med i håndbagagen.


Størrelsen på din powerbank betyder noget

Der er grænser for, hvor store powerbanks du må tage med ombord på flyveren. Den præcise grænse er 100 watt-timer (Wh) – og det er altså en ret stor powerbank, der har det. Til sammenligning kan en powerbank på 40 Wh oplade din telefon omkring fire gange, før den igen selv skal oplades. Så der er nok at tage af.

Watt-timer (Wh) beskriver, hvor meget energi, der kan være i powerbanken. For de fleste af de powerbanks du kan købe på eventyrsport.dk, gælder det, at energiniveauet både er beskrevet i teksten, i brugsanvisningen og på selve powerbanken.


Hvis du ikke kender størrelsen på din powerbank
Hvis du er bekymret for, om din powerbank kan indeholde for meget energi, til at den må medbringes i håndbagagen, er det faktisk muligt at regne det ud. Også selvom du ikke kan finde antallet af Wh. Men det kræver, at du har styr på nogle andre tal.

For det første skal du kende antal mAh for din powerbank. Tallet ligger typisk et sted imellem 5000 og 25000, og du kan bruge det til at finde ud af, hvor mange gange den kan oplade din telefon. En almindelig smartphone skal for eksempel bruge ca. 2500 mAh til en fuld opladning. Du finder typisk mAh på pakken, og de fleste gange fremgår det også direkte på powerbanken.

Dernæst skal du kende den spændingsforskel, din powerbank kan lade med. Den er angivet i Volt (forkortes med et enkelt stort V). Tallet ligger typisk mellem 1 og 4 og har ofte en decimal. Langt de fleste powerbanks bliver opladt med 3,7 V.

Med de tal er du klar til at finde ud af, hvor stor energimængde der er i din powerbank: Det første tal ganget med det andet tal divideret med 1000 fortæller dig resultatet:

mAh * V / 1000 = Wh

 

Så hvis din powerbank er på 10.000 mAh og virker med en spænding på 2,4 V, indeholder den 24 Wh. Det betyder, at du gerne må have den med i din håndbagage. Og du må også have flere. Præcis hvor mange kommer an på, hvordan din powerbank er opbygget, men det er rimeligt sikkert at forvente, at 1-3 powerbanks for hver flypassager er inden for reglerne.


Der er altid en usikkerhed

De forskellige flyselskaber har forskellige regler. Inden for EU kan du være næsten sikker på, at du ikke kommer til at støde ind i et problem, når du skal hjem til Danmark fra en udlandsrejse med en powerbank. Hvis du har fået lov at tage din powerbank med på udrejsen af flyselskabet, som flyver fra Danmark, kan du være næsten helt sikker på, at du bliver mødt med de samme regler i lufthavnen i udlandet, når du skal hjem igen.

Det kan dog være en god idé for dig at have specifikationerne fra powerbanken ved hånden. På den måde kan du altid bevise, at powerbanken ikke er for stor. Og de specifikationer kan jo både være i fysisk form, som billede eller på en hjemmeside, som er nem at finde.

Som en god og nem tommelfingerregel kan du huske på, at så længe din powerbank ikke er over 28.000 mAh – og det er altså også en del – så vil den, i forhold til formlen, ikke overskride grænsen på de 100 Wh, som de fleste flyselskaber har. Til sammenligning kan en powerbank på 28.000 mAh oplade din almindelige smartphone omkring 11 gange. Du skal have mange elektroniske enheder, før det giver mening med en endnu større powerbank.

Uden for EU er det dog en anden sag. Nogle gange bliver flypassagerer mødt med forskellige regler i forskellige lande. Typisk når du kommer meget langt væk, for eksempel til Fjernøsten, kan du blive mødt med andre regler for din powerbank.

Hvis du har brug for at tage din powerbank med til fjerne rejsemål så spørg dit rejseselskab eller flyselskab, om de har erfaret, at det kan være problematisk at få powerbanken med på hjemrejsen.


Hvis du gerne vil læse mere om, hvad du skal være opmærksom på, så kig på dette link som Trafikstyrelsen står bag: https://flypassager.dk/da/Bagageregler/Elektroniske-genstande-og-batterier.


I vores webshop har vi powerbanks i forskellige størrelser. Find dem alle her.


Husk også:

… at reglerne kan variere inden for EU, da nogle lande har udarbejdet særregler, der er strammere end de fælleseuropæiske regler.

 

Rigtig god tur i flyveren!

 

Råd og vejledning
Posted: January 14, 2022
Forfatter: Eventyrsport Blogger