Perus tre ypperste inkastier
Der var engang, hvor man talte om Inkastien, som om der kun var en enkelt en af dem. Den, man talte om, var selvfølgelig den berømte sti til Machu Picchu, men i dag er der veletablerede ruter på flere af de gamle inkaers stier i Andesbjergene. Her er de tre bedste.
Da inkaernes rige var størst, spredte det sig over et enormt område op gennem verdens længste bjergkæde; Andesbjergene i Sydamerika. Inkaerne havde ingen veje – de opfandt aldrig hjulet – men de anlagde et omfattende netværk af 40.000 kilometer stier. Vi kigger er nærmere på tre vandreruter, der følger i de gamle inkaers fodspor.
Når man taler om Inkastien, er det normalt den 43 kilometer lange vandretur, der leder én til inkaernes glemte by, Machu Picchu, der bliver henvist til. Det er ikke helt tilfældigt, at stien i dag har fået status som en af verdens mest berømte vandreture.
Turen starter ved kilometersten 82 eller 88 på jernbanen mellem den gamle hovedstad, Cusco, og den lille flække Aguas Calientes og bringer dig gennem subtropisk jungle, ind i frodig tågeskov og op i højderne til åbne, vindblæste bjergpas med udsigt til Andesbjergenes tinder.
Lige fra starten mærker man, at man vandrer i Andesbjergene, da dalbunden ligger i 2600 meters højde. Hurtigt kommer man blot højere til vejrs, og dagen efter starten vandrer man allerede over det højeste pas på turen; Warmi Wañusqa, der betyder ’Den døde kvindes pas’. Har man fået sved på panden på den lange opstigning, bliver man hurtigt kølet ned igen af den kølige vind, der ofte blæser i omtrent 4200 meters højde.
Herfra er der 700 højdemeter ned til turens anden lejrsplads, som ligger på terrasser i Pacamayo.
På tredjedagen vandrer man på trapper anlagt af inkaerne for flere århundreder siden. Der begynder at dukke ruiner op langs stien, og man vandrer gennem tågeskov med orkideer, kæmpebregner og vilde blomster til et pas med udsigt til 6271 meter høje Salkantays snedækkede bjergsider.
Inden lejrpladsen ved ruinerne Wiñay Wayna, der ligger uimodståeligt på stejle, grønne bjergterrasser, venter en nedtur med 1000 trappetrin.
Den fjerde morgen venter det, der hæver Inkastien over de fleste lignende ruter. Man sætter ud, inden solen er stået op og bevæger sig gennem tågeskovens mulm og mørke. Efter omtrent en time, som solen begynder at stå op, når man Solporten: Og der, under én, ligger mytiske Machu Picchu, som man kan bruge resten af dagen på at udforske.
Salkantay-ruten
I takt med at flere og flere vandrer Inkastien, har folk fundet nye steder at vandre, hvor man har landskaberne en smule mere for sig selv. En efterhånden ret veletableret rute, som er et fantastisk alternativ til Inkastien, er Salkantay-ruten.
Ruten er ikke lige så præcist anlagt, som det er tilfældet på Inkastien, men kommer i en række forskellige versioner. Fælles for stort set dem alle er, at man vandrer op til det enorme, snedækkede bjerg Nevado de Salkantay.
Her er alpine bjergsøer, nøgne bjergpas, og Salkantay er blot et af fire bjerge på over 6000 meter, man kommer forbi. Salkantay-trekket bliver normalt betragtet som en hårdere tur end den klassiske Inkasti, men for nogle vil belønningerne i form af mere storslåede landskaber og færre mennesker på stierne være strabadserne værd.
Man får selvfølgelig ikke den magiske morgen gennem Solporten og muligheden for at vandre lige lukt ind i Machu Picchu. I stedet kan man dog slutte sin vandretur i Aguas Caliente, der ligger i dalen under Machu Picchu og tage bussen op til ruinerne. Eller forkæle benene med en sidste række trappetrin.
Ruinbyen Choquequirao
Betyder det ikke noget for dig at slutte i eller nær Machu Picchu, er der masser af andre muligheder, hvor landskaberne er lige så storslåede, og der er meget, meget færre folk på stierne.
Et eventyrligt trek, der samtidig byder på det magiske aspekt i at forestille sig, hvordan inkaerne engang boede og herskede i disse egne, går til ruinbyen Choquequirao. Her er også tale om en gammel inkaby, der i århundreder lå ’glemt’ i bjergene (de lokale kendte godt til den og Machu Picchu), og byen ligger aldeles afsides.
Trekket starter i den lille landsby Cachora, hvorfra stien i løbet af 32 kilometer bringer én til Choquequirao. 32 kilometer lyder måske ikke af meget, men terrænet er udfordrende med rigtig mange højdemeter. Det er langt fra en nem tur.
Fra Choquequirao kan man enten vandre tilbage den samme vej, eller man kan fortsætte ud i bjergene og efter en uges tid nå frem til jernbanen. Den kan tage til foden af Machu Picchu, hvis man alligevel har fundet ud af, at det kunne være meget fedt at se Sydamerikas mest berømte ruinby, nu hvor man er i Peru.
Herunder finder du links til relevant tøj og udstyr:
Foto: Ayesha Parikh