
Pakkeliste til vandretur (forår, sommer og efterår)
De to vigtige…
-
Rygsæk: Den skal være stor nok til, at det hele kan pakkes i rygsækken. Typisk er der tale om en rygsæk større end 55 liter, og størrelsen afhænger af årstiden, turens længde og valget af overnatning. Rygsækkens bæresystem og polstring skal matche vægten af dit udstyr. Det kan være rart, at rygsækken har et rum til en vandblære. Det kan desuden være smart at have en ultralet og kompakt lille rygsæk med til kortere spontane ture væk fra lejren.
-
Vandrestøvler: Stivheden og materialet skal matche dit underlag. Støvler anbefales frem for sko, da de giver den bedste beskyttelse mod vand, sten, krat og forstuvninger.
Overnatning og lejrudstyr
Overvej nøje, om der er risiko for vind og regn. Så vil det nemlig være smart at vælge et telt frem for f.eks. en tarp. Vi anbefaler, at du medbringer følgende:
- Telt, tarp, bivy og/eller hængekøje alt afhængig af, hvor du skal overnatte.
- Sovepose.
- Lagenpose.
- Liggeunderlag.
- Pandelampe.
- Evt. oppustelig hovedpude.
Beklædning
Som hovedregel kan man sige, at det tøj, du tager med, skal være nok til, at du kan klare dig i det værst tænkelige vejr, hvis du tager det hele på samtidig. Derudover skal du blot have to par ekstra sokker og et ekstra sæt undertøj med. Uld og syntetiske materialer er at foretrække. Uld er lugthæmmende, kan holde mere fugt og varmer, selvom det er vådt. Syntetiske materialer er slidstærke, lette og tørrer hurtigt, så det er en fordel at have lidt af begge dele. Vi anbefaler, at du medbringer følgende beklædning:
- Skaljakke.
- Skalbukser.
- En til to tynde fleecetrøjer eller lignende, du kan bruge som isolerende mellemlag.
- Vandre-/fritidsbukser.
- En til to uldundertrøjer (evt. en kort- og en langærmet).
- Undertøj (evt. lange underbukser).
- To par sokker.
- Evt. to par tynde indersokker.
- Hue, hat eller kasket.
- Halsrør/halsedisse.
- Handsker.
Hygiejne
Det er meget individuelt, hvor meget man har behov for, men vær opmærksom på, at god hygiejne og komfort ofte går hånd i hånd.
- Toiletpapir.
- Desinficerende gel.
- Personlige toiletsager (fx tandbørste, tandpasta, sæbe, håndklæde, bind, solcreme og myggebalsam).
- Plastpose til skrald.
- Vådservietter (er gode til rengøring og andre praktiske gøremål).
- Evt. sportstape eller støttebind.
- Evt. en lille skovl.
Køkkengrej
Vær opmærksom på, at brændstof som udgangspunkt ikke må medbringes i fly. Skal du flyve, kan det være en god idé at undersøge hjemmefra, hvor du kan købe brændstof på destinationen.
- Kogegrej.
- Tændstikker, lighter eller strygestål.
- Spisegrej (kop, tallerken og bestik).
- Opvaskemiddel og -svamp.
Mad og drikke
Du skal være opmærksom på, at maden virkelig er en ting, som kan få vægten af din oppakning til at stige betydeligt. Samme effekt har den dog også på din overordnede turoplevelse. Husk at medbringe krydderier til den frysetørrede mad – de vejer meget lidt og kan gøre en markant forskel for dit måltid. Følgende ting er typisk gode at have med på vandreturen:
- Frysetørrede retter – færdigkøbte eller hjemmelavede.
- Havregryn/müesli.
- Knækbrød/tortillas/pumpernikkel.
- Spegepølse, konserves, honning og tun eller makrel på pose.
- Snacks: stenalderbrød, müeslibarer (evt. hjemmelavede) og nøddeblanding.
Diverse praktisk udstyr
- Kort.
- Kompas.
- Førstehjælpsgrej inkl. medicin og allergipiller.
- Drikkedunk/væskeblære til rygsækken (gerne på to liter).
- Kniv/multitool.
- Solbriller.
- Vandtætte pakposer.
- Regnslag til rygsækken.
Eventuelt
Her har vi oplistet en række ting, som du højst sandsynligt vil blive glad for at have med, men som du godt kan klare dig uden.
- Vandrestave til fjeldbrug. De skal helst kunne justeres i højden, så de matcher rutens skiftende hældning.
- Kortlomme.
- En pausejakke (fleece, uld, dunvest eller -jakke).
- Lette sko, sandaler eller klipklapper til lejren.
- Termokande og -krus.
- Siddeunderlag.
- Stolebetræk til dit liggeunderlag.
- Hovedpude.
- GPS.
- Kikkert.
- Kamera.
- Powerbank eller ekstra batterier.
Tip! Det er en god idé at skrive ned, hvad du pakker til den enkelte tur. Så kan du bagefter notere, hvad du rent faktisk fik brug for og eventuelt manglede. Det vil gøre det langt lettere næste gang, du skal af sted.