På eventyr i baghaven

Henter data...
< Forrige artikel Næste artikel >
På eventyr i baghaven
Råd og vejledning
18 March 2020

På eventyr i baghaven

De små eventyr begynder lige uden for døren. Meget af det, der er sjovt i vildmarken, er lige så sjovt derhjemme, og hvis græsplænerobotten lige sættes på pause, venter der masser af naturoplevelser for børnene i jeres egen baghave. 

Vi har lagt hovederne i blød, og nedenfor finder du en liste over aktiviteter, som vi har haft glæde af i vores baghaver sammen med vores børn.

 

Bage snobrød og riste skumfiduser

Bålmad er en klassiker, og snobrød og skumfiduser slår aldrig fejl. 

Opskriften på "Hurtige snobrød" fra økologi.dk er nem at gå til, og dejen skal ikke hæve, fordi du bruger bagepulver. Det er praktisk, når man får en spontan idé.

I øvrigt findes der talrige andre opskrifter med og uden pølser, og vi kan blandt andet anbefale Mette Blomsterbergs snobrødsopskrift hos DR.

Efter hovedretten er det tid til at montere skumfiduserne på pindene. Når de har fået den helt rigtige gyldenbrune farve, skal de lægges mellem to mariekiks. Og i luksusversionen får du også plads til et stykke pålægschokolade.

Bonusinfo: Mens snobrødene nok kræver et bål, kan man fint lave skumfiduser over en gasbrænder.

 

Mal på sten

Hvis I har nogle halvstore sten liggende, er det sjovt at dekorere dem med motiver eller mønstre. 

Det er selvfølgelig en vældigt god idé at vaske stenen, før man går i gang, ellers er det svært at få farverne til at sidde fast.

I den ikke permanente løsning, kan børnene bruge kridt, som når de tegner på fortovet og fliserne. Hvis kunstværkerne skal være blivende, så skal der bruges nogle særlige tuscher eller maling/lak. Den slags har de blandt andet hos Panduro.

 

Gå på forårsfotosafari

Hvis I har et kamera, som børnene kan betjene, så er det bare at give sig i kast med at finde de små detaljer. Mange kameraer har decideret en makro-indstilling, der er god, når man skal heeeeelt tæt på motivet.

Mobiltelefoner kan også bruges, og de er meget velegnede til at komme helt tæt på en blomst, der springer ud, en regnorm, der ormer sig afsted eller noget helt tredje.

Detaljerne er sjove at se på om aftenen, og hvis I er nogle stykker, der har været  på fotosafari, kan I lave en lille quiz, hvor I kan se, om I kan gætte, hvad nærbillederne forestiller – eller måske bare om I kan gætte, hvor henne i haven billedet er taget.

 

Biologi, natur og teknik på hjemmebane

Send ungerne i haven med målebånd/tommestok, blyant og en blok for at undersøge, hvor hurtigt planterne vokser.

Den første dag måles en række ting op, og resultaterne noteres til senere konsultation. Nogle dage efter gentages projektet med de samme planter, og så kan børnene se, hvor meget planterne er vokset.

Det kan være en god idé at give hints i forhold til, hvor den største udvikling kan forventes. Forårsblomsterne har en synlig udvikling, mens de færreste træer ændrer sig alverden på et par dage.

Lav en regnmåler: Skær en flaske over og marker millimeter på siden. Så kan du fra dag til dag, se, hvornår det har regnet mest. 

Lav et solur: Sæt en pind i jorden og marker hver hele time, hvor skyggen er. Projektet kræver sol, før det er rigtig sjovt.

 

 

Råd og vejledning
Posted: March 18, 2020
Forfatter: Eventyrsport Blogger