Overnat indendørs på fjeldet i Norge og Sverige

Henter data...
< Forrige artikel Næste artikel >
Overnat indendørs på fjeldet i Norge og Sverige
Inspiration
04 September 2018

Overnat indendørs på fjeldet i Norge og Sverige

I såvel Norge som Sverige finder man et vidtrækkende netværk af fine hytter, dejlige fjeldstationer og hyggelige fjeldstuer, hvor man kan overnatte på fjeldturen.


I Norge driver Den Norske Turistforening mere end 500 hytter, hvor vandrere og andet godtfolk, der finder vej ud i fjeldet, kan overnatte. Hytterne er spredt ud over hele Norge, og turistforeningen står desuden for at vedligeholde mere end 20.000 kilometer stier, der forbinder hytterne, så man kan lave sine egne ture – eller følge nogle af de mere populære ruter.

Hytterne er inddelt i tre forskellige kategorier:

 

De mindre, ubetjente hytter, der som regel har 5 til 25 senge, dyner eller tæpper samt mulighed for at lave sin egen mad.

 

De selvbetjente hytter er stort set identiske med de ubetjente hytter, men her kan man købe mad; for eksempel knækbrød, pålæg, snacks og aftensmadsretter, man selv tilbereder.

 

Begge typer hytter er enten ulåste, eller også kan man åbne dem med en standardnøgle, som man kan få adgang til, når man bliver medlem af Den Norske Turistforening. Det koster cirka 550 kroner om året, men så er der også rabat på at overnatte i hytterne. Har man flere overnatninger i løbet af året, kan det sagtens betale sig. De to typer hytter koster typisk et sted mellem 80 og 160 kroner per person at overnatte i.

 

De betjente hytter har hytteværter, som laver og serverer mad. Efter en lang dag i fjeldet er det skønt med en trerettersmenu, som der ofte er tale om, og eventuelt en kold øl eller et glas vin. I hytterne kan man sove i sovesal eller spendere lidt mere og få et to- eller firepersonersværelse eller sove på sovesal. Desuden er der strøm, så man kan få opladet diverse elektroniske genstande, og der er mulighed for at tage et bad.

Det koster op til cirka 550 kroner med fuld pension af overnatte i en af de betjente hytter.


Læs mere om Den Norske Turistforening på www.dnt.no og læs mere om de enkelte hytter på www.ut.no.

Fjeldstationer og fjeldstuer i Sverige

I Sverige er det Den Svenske Turistforening, som driver fjeldstationer og fjeldstuer, der som på samme vis som i Norge står klar til vandrere, skiløbere og andre, der vil opleve fjeldet.

 

En fjeldstation er en slags blanding mellem et fjeldhotel, et vandrehjem og et pensionat. Fjeldstationer ligger ofte tæt på en nationalpark eller et naturreservat samt ved starten og slutningen af populære vandreruter og har smuk natur lige uden for døren. Man kan overnatte på alt fra helt enkle værelser med køjesenge til fine værelser som dem, man finder på ’almindelige’ hoteller. Derudover kan man slappe af og tale med andre fjeldfolk i opholdsrummet, og man kan købe mad i butikken. Prisen for en overnatning ligger normalt et sted mellem 175 og 400 kr.

 

Fjeldstuer finder man som regel med cirka 10 til 20 kilometers mellemrum på markerede ruter i fjeldet. Her er forholdene lidt mere simple end på fjeldstationerne. Man sover i køjesenge og skal selv have en lagenpose med. Man står også selv for at lave sin egen mad. En overnatning koster typisk fra 275 kr.

 

Er du medlem af Den Svenske Turistforening, så er du garanteret den bedste pris på overnatning. Du modtager også magasinet Turist. Et medlemskab koster omtrent 335 kr. om året. 

 

Læs mere på www.svenskaturistforeningen.se

 

Herunder finder du links til relevant udstyr:

Rygsække

Vandrestøvler og vandresko

Vandrestave

Sovepose

Blogindlæg: 9 stykker grej til vandreturen fra hytte til hytte

Blogindlæg: 7 gode grunde til at vandre fra hytte til hytte

Inspiration
Posted: September 04, 2018
Forfatter: Opdag Verden