
Minimalistens pakkeliste til turcykling
Det er fantastisk at opleve verden fra en cykelsaddel, men jo mere du pakker i taskerne, jo hårdere bliver det at træde i pedalerne. Vi har finpudset en pakkeliste, der har alt, hvad man har brug for på ture, hvor man ikke sover i telt.
Det er egentligt ret simpelt: Du har ét sæt tøj, du cykler i, og du har ét sæt tøj, du kan tage på, når du kommer frem til dit mål om aftenen. Derudover har du et par stykker beklædning til at holde dig varm og tør, hvis det bliver koldt eller regner, lidt værktøj og lidt elektronik.
Og det er det.
Får du brug for at vaske undervejs, så gør du det. Og køber du beklædning i for eksempel merinould, så behøver du ikke engang vaske særlig ofte, da ulden er naturligt antibakteriel og tager et godt stykke tid om at komme til at lugte.
Og hvad vejer den nedbarberede pakkeliste så? Jo, på en nyligt overstået tur til Marokko brugte vi listen her. Vægt: 4,5 kilo.
Savnede vi noget på turen? Overhovedet ikke.
Opgrader til at kunne overnatte i telt
Vil du have muligheden for at kunne overnatte i telt, kommer der uvægerligt et par kilo ovenpå. Du kan dog stadig holde den samlede vægt langt nede, hvis du vælger letvægtsgrej. Der kommer mere og mere ultralet grej til bikepacking, og er du villig til at bruge pengene, kan du holde vægten på telt, sovepose, underlag og kogegrej nede på under tre kilo samlet. Det er trods alt stadig et meget let setup.