Kend din regnjakke

Inspiration til eventyr
< Forrige artikel Næste artikel >
Kend din regnjakke
Råd og vejledning
12 April 2014

Kend din regnjakke

Kender du virkelig din regnjakke? Få styr på detaljerne og vælg den rigtige, som holder dig tør og ånder effektivt. 

 

Silende regn, våd sne eller hård vind? Din regnjakke skal beskytte dig imod elementerne, så du har det godt og kan nyde det, du har gang i, uanset om du opholder dig herhjemme eller skal på eventyr i udlandet.

Overvej hvilke praktiske detaljer, du har brug for på din regnjakke. Skal den f.eks. have lommer, ventilation og hætte? Det er vigtigt, at regnjakken passer til dit valg af aktivitet og rejsemål, samt at den har en god pasform.

1. Hætte og krave

Visse jakker har begge dele, en såkaldt ”fritstående krave”. Kraven bør være høj, lukke nogenlunde tæt om halsen og have en hagebeskytter ved lynlåsen. Hætten skal som minimum kunne justeres i to retninger, også gerne tre, så den kan sidde tæt og beskytte optimalt. En form for skygge giver ekstra beskyttelse af ansigt og øjne.

hætte

2. Lynlåse

En almindelig lynlås glider nemmere end en vandskyende og er som regel suppleret med to vindflapper. En udvendig flap med knapper eller Velcro® kan holde jakken sammen, hvis lynlåsen skulle gå i stykker. Vandskyende lynlåse har en form for gummibelægning, som erstatter vind- / vandflappen. Det sparer en del vægt.

3. Snørejusteringer

Der er næsten altid en snøre i jakkens underkant, oftest af elastik, og den kan tit trækkes sammen med én hånd eller inde i lommerne. Det er bedst hvis snøren er usynlig, så den ikke hænger i noget. Snøren i hætten går rundt langs med kanten og lukker hætten sammen. Snørens ender bør være fikserede, så de ikke pisker eller svirper dig i ansigtet.

 


Skaljakke illustration med numre

4. Yder-/indermateriale

Polyester og/eller nylon er langt det mest anvendte, hvis der er tale om vandtætte jakker. Polyester er langt det billigste, men det er ikke så stærkt som nylon. Der anvendes ofte en større eller mindre del genanvendt polyester, for eksempel gamle sodavandsflasker eller fleecetrøjer. Mange vandtætte jakker er strækbare i større eller mindre grad.

5. Figursyede ærmer

Figursyede ærmer indebærer, at du slipper for at have ekstra stof til at sidde og bule, når du bøjer albuen. Det giver også mindre slidtage på albuen, da stoffet ikke bliver spændt så hårdt ud.

6. Lommer og ventilation

Mange lommer er lig med højere vægt. Hvis lav vægt er et vigtigt krav til din regnjakke, bør du derfor gå efter en model med færre lommer og detaljer i det hele taget. Hvis du skal bruge rygsæk eller klatresele, imens du er iført jakken, er det godt med højtsiddende lommer. Visse frontlommer fungerer også som ventilationsåbninger, når de er åbne. Ventilationsåbninger i armhulen kan være en stor fordel, hvis du er meget aktiv, eller det er varmt.

Skaljakke dame

Åndbarhed

Åndbarheden er et udtryk for et materiales evne til at lade vanddamp slippe væk fra kroppen. Det kan måles på flere måder og er derfor lidt vanskeligt at sammenligne. Kunsten er at finde en passende balance mellem vandtæthed og åndbarhed. Bomuld har en meget høj åndbarhed, mens for eksempel polyester eller nylon har lav åndbarhed. Mange regnjakker har dog i dag åndbare membraner.    

Vedligeholdelse

Jakker med åndbare membraner, for eksempel Gore-Tex®, eVent og Neoshell®, bør vaskes jævnligt, idet hudfedt og andet snavs hindrer diffuderingen. Jakken skal også være godt imprægneret, idet membranen kun kan transportere fugt mellem to miljøer, der har forskellig fugtighedsprocent. Hvis der er lige så vådt på yder- som på indersiden, sker der intet, så sørg for, at vandet preller af. En tur i vaskemaskinen og tumbleren på lav varme med passende vaske- og imprægneringsmidler gør underværker. Læs vaskeanvisningen først!

OVERVEJ OGSÅ..

Størrelse og pasform

Tekniske jakker er beregnet til at sidde nogenlunde tæt og fungere sammen med underliggende lag, og de er ret figursyede i snittet. Mere hverdagsprægede jakker er ofte lidt løsere i det, så der f.eks. er plads til en ekstra trøje.

Mængde af detaljer

Er mange detaljer eller lav vægt det vigtigste? Lommer, lynlåse, og forstærkninger vejer alt sammen, og måske kan du bare godt lide et enkelt udtryk uden dikkedarer.

Membran/Coating

En membran er et lag, der limes eller på anden måde fastgøres på yder- og eventuelt inderstoffet. En coating er en form for maling, der sprøjtes på yderstoffet. Den ses ofte som en lys inderside på et farvet stof og fungerer på samme måde som membranen, men er billigere. Der findes et utal af versioner af begge typer.

Lavinereflektor

En indbygget lavinesøgerreflektor øger din sikkerhed betragteligt, hvis uheldet skulle være ude.

Forstærkninger

Jakker er tit lavet af to typer stof, hvoraf det stærkeste bruges over skuldrene, rundt om hoften og på underarmene – de steder, hvor jakken slides mest, for eksempel af en rygsæk.

Mikrotape/syninger

Syninger er dyre, sårbare og ikke vandtætte, så ved velovervejet skæring af jakken får man så få som muligt. Placeringen er på ingen måde tilfældig, idet der tages store hensyn til slitage og begvægelsesfrihed. Hvis sømmene tapes, bliver de vandtætte, og jo smallere tapen er, des mindre stof er der, som din sved skal dampe igennem på vej ud af jakken.

2-lags eller 3- lags

2-lags betyder, at membran og yderstof er samlet og suppleres med et løst for. 3-lags vil sige, at membranen sidder skjult mellem yder- og inderstof, så det hele fungerer som ét lag. 3-lags er lettest, mens 2-lags har en lidt højere åndbarhed, idet inderforet ofte er et net, som dampen suser lige igennem. Læs om membraner fra Gore-Tex®.

Regnjakker og regntøj til damer, herrer og børn

Vi har regntøj i mange afskygninger, både med og uden for. Se udvalget ved at følge linksene nedenfor, eller start på hovedsiden for regntøj

 

Alle regnjakker

Regnjakker til damer

Regnjakker til herrer

Alle regnbukser

Regnbukser til damer

Regnbukser til herrer

Alle regnslag

Alle regnsæt

Regntøj til børn

Råd og vejledning
Posted: April 12, 2014
Categories: Tøj , Vejledninger
Forfatter: Helle B Rohde