Hvilken brænder skal jeg vælge på tur?

Henter data...
< Forrige artikel Næste artikel >
Hvilken brænder skal jeg vælge på tur?
Råd og vejledning
12 September 2017

Hvilken brænder skal jeg vælge på tur?

Hvad skal man vælge? Gasbrænderen, spritbrænderen eller måske multifuelbrænderen? Forskellige brændere er gode til forskellige ting, men de er ikke alle sammen gode til det hele. Vi guider til at finde den brænder, der passer bedst til dine behov

Gasbrænderen

gasbr_nder

Gasbrændere fås i en del forskellige versioner, men fælles for dem er selvfølgelig, at de bruger gas som brændstof. Det gode ved at bruge gas til at lave mad over i lejren er, at den er nem at anvende, og at det er nemt at justere flammen, så du kan have ting til at simre, hvis du ønsker det. Og så er det rart, at du nemt kan sørge for, at din mad ikke brænder på.

Gasbrændere har desuden en god varmeeffekt, og så hverken vejer eller fylder brænderen meget, når den skal pakkes i rygsækken. Faktisk så kan de fleste brændere pakkes ned i f.eks. den gryde eller kop, som følger med – og så er du også sikker på, at den ikke går i stykker. 

Ulempen ved gasbrændere er, at de er forholdsvist dyre i brændstof, og at det samtidig er temmelig svært at vurdere, hvor meget gas, man har tilbage i dåsen. Man ender ofte med rester i gasdåser, der ligger hjemme i skabet. Derudover, så er det rigtigt træls, når du er på vandretur og tømmer en gasdåse – så skal du nemlig slæbe den med hen til en container, hvor den kan blive smidt ud. Og selvom den vejer mindre i tom tilstand, så fylder den stadig præcis det samme i rygsækken.

Det kan desuden være svært at skaffe gasdåser med et passende gevind, hvis du rejser til udlandet, og da du ikke må medbringe gasdåser på fly, kan det betyde problemer. Men husk på, at det gevind som gasdåserne har herhjemme, det er en EU-standard. Derfor kan du godt regne med at kunne skaffe gas i de andre EU-lande, som passer til din brænder.

Gas virker desuden ikke optimalt i minusgrader, men medmindre du skal på vintertur, er det ikke noget, du behøver at bekymre dig om. Men hvis du skal, så skal du være opmærksom på, at du bruger mere gas, jo koldere det er. Og det samme gør sig gældende, hvis du bruger gas i højderne – på en fjeldtur f.eks.

Spritbrænderen

spritbr_nder-02

Her er tale om en simpel brænder, som også tit er den første brænder, mange er stødt på. Spritbrænderen er billig i brændstof, nem at anvende og larmer ikke så meget som de andre brændere. Du kan desuden skaffe brændstof til den stort set allevegne, så på den måde er den fleksibel. Den er altså helt perfekt at have med på rejsen, hvis du skal langt væk fra den slagne vej, hvor det måske kan være svært at købe gas.

Der er dog (selvfølgelig) også et par ulemper ved spritbrændere. De har en ret lav varmeeffekt, og det tager lang tid at koge vand. Så er du utålmodig, når det kommer til at få kogt vand til kaffen eller den frysetørrede ret, så er det måske ikke en spritbrænder, du skal investere i. Derudover, så er det også sværere at regulere flammen med en spritbrænder, og dermed bliver det også sværere for dig at regulere varmen. 

En anden ulempe er, at spritbrændere soder gryderne mere til end for eksempel gasbrændere. Det kan gøre det en griset affære, når du skal pakke gryderne sammen igen.

Multifuel-brænderen

Multifuel-WEB

Her er tale om en ret avanceret brænder, der fungerer på alverdens former for brændstof. Det er en fordel, hvis du rejser ud i og rundt i verden med den, da du altid vil være i stand til at finde en type brændstof, du kan bruge – alle typer brændstof kan bruges. Vil du have den reneste og mest effektive forbrænding, så skal du dog kigge efter rensebenzin. I modsætning til de to foregående brændere, så præsterer multifuelbrændere glimrende i kolde temperaturer. De har desuden en god varmeeffekt og er billige i brændstof, da de har den længste brændetid i forhold til vægt. 


Ulempen ved multifuelbrændere er, at de kræver en del vedligeholdelse, kræver lidt mere at betjene, og så kan det være ret svært at kontrollere varmen. Det er altså ikke den mest egnede brænder til mad, der skal stå og simre.

Det tager også lidt længere tid at få gang i multifuelbrændere, da de skal forvarme, og så larmer de en hel del. 

3 ting værd at overveje

  1. Hvad skal du bruge din brænder til? 

    Er den primære formål at varme vand til kaffe, frysetørret mad og lignende, så kan du fint nøjes med en lille brænder, der hurtigt og effektivt sørger for at bringe vandet i kog. Skal du lave ’rigtig’ mad på brænderen, er det vigtigt, at den står solidt, og der er mulighed for at finjustere temperaturen, så du kan lade ting simre. Her kan det for eksempel være relevant at kigge efter en brænder, der står på jorden, og ikke er skruet oven på en gasdåse. En gasbrænder ville være helt perfekt til de her ting.
     
  2. Hvor skal du hen i verden?

     Det er ikke alle typer brændstof, du kan skaffe over alt i verden. Gasdåser med skruegevind kan for eksempel være svært at finde uden for Europa, og det er ikke lovligt at medbringe gasdåser på flyveture, hvor du risikerer, at de bliver konfiskeret. Sprit og andre former for flydende brændstof kan derimod skaffes stort set overalt. Til de her ting vil enten en sprit- eller multifuelbrænder være gode valg – for så er du sikker på at kunne finde brændsel til dem.
  1. Hvilket klima skal du bruge din brænder i?

    Gas og sprit virker bedst i temperaturer over frysepunktet (skal du have din gasbrænder med på vinterture, findes der dog speciel vintergas, som er værd at investere i), mens multifuelbrændere fungerer fint i såvel kolde som varme temperaturer, samt i højderne!

Herunder finder du links til brændere og andet relevant udstyr:

Foto: Sander van der Werf

Råd og vejledning
Posted: September 12, 2017
Tags: trangia
Forfatter: Opdag Verden