Grej til den ekstra lækre lejr

< Forrige artikel Næste artikel >
Grej til den ekstra lækre lejr
Inspiration
24 November 2019

Grej til den ekstra lækre lejr

Er det vigtigere, at der er hygge og komfort i lejren, end at din rygsæk er så let som muligt, er der masser af udstyr, der kan forsøde turen, hvor du vil forkæle dig selv og dine turkammerater.  

Vi kigger her på lidt forskelligt udstyr, der alt sammen er med til at bringe din lejroplevelse op på et nyt niveau. Du kan pakke en enkelt af tingene, eller du kan pakke hele molevitten; det er selvfølgelig helt op til dig. Fælles for alt grejet er, at det ikke vejer det helt store – i hvert fald ikke styk for styk – så du faktisk kan pakke det i rygsækken på for eksempel weekendvandreturen. 

Skal du af sted i kanoen, er det ikke vægten, der sætter begrænsningen så meget, som det er pengepungen. Uanset hvad så kan du med nogle få stykker ekstra udstyr skrue gevaldigt op for komforten i lejren. 

Foldestolen
Når du får slået teltet op og kommer på plads i lejren, skal du selvfølgelig sidde godt. Med en foldestol kommer du lidt op over jorden, får støtte til ryggen og kan læne sig tilbage og nyde livet. Og så behøver en foldestol hverken veje eller fylde alverden. 

Kaffen
Når du er kommet godt på plads i stolen, skal du selvfølgelig også have dig en god kop kaffe, og dagene, hvor Nescafé var sagen, er heldigvis overstået. Med en lille Coffee Press kan du lave en fortrinlig kop kaffe på din Jetboil. 

Koppen
Der er altså forskel på at drikke kaffen, teen eller kakaoen af en billig plastickop og så en lækker kop med lidt personlighed. Skal det være rigtig råhygge, så kig for eksempel på en lille trækop, som har den fordel, at den ikke bliver varm, selvom indholdet er det, og for øvrigt heller ikke bliver isnende kold, hvis du er på tur om vinteren. En anden mulighed er en dejlig emaljekop. 

Lyset
En god aftenlejr har et dejligt lys, så du skal selvfølgelig have en god lanterne, der kan stå og sprede hygge. Du kan tilmed få lanterne med dobbeltfunktion, så de samtidig virker som powerbank, og du kan få strøm på mobilen og hvad du ellers har, der bruger USB-opladning. 

Grillen
Tager du det der med bålmaden virkelig alvorligt, så kan du eventuelt tage en foldbar grillrist med ben på med på tur. Den slags behøver ikke veje mere end lige godt et halvt kilo, fylder ikke det helt store, men gør en stor forskel, når der skal kræses om aftensmaden i lejren. 

Hængekøjen
Det bliver ikke meget mere afslappende end at gynge lidt frem og tilbage i hængekøjen, når dagen på stierne er overstået, og maven er fuld. Outdoorhængekøjer er så stærke, solide og lette, at du sagtens kan overnatte i dem, hvis vejret er til det, og som et ekstra hyggeelement til lejren er de fantastiske.  

Puden
Når det er tid til at gå til køjs, er der ingen grund til at ligge og bokse med en rygsæk eller en stoppet opbevaringspose under hovedet. Find i stedet din lille, lette, behagelige oppustelige hovedpude frem. Læg dig ned. Luk øjnene. Drøm sødt.

Se det store udvalgaf eventyr-udstyr

Inspiration
Posted: November 24, 2019
Forfatter: Opdag Verden