Forfodsløb - for og imod

Henter data...
< Forrige artikel Næste artikel >
Forfodsløb - for og imod
Råd og vejledning
19 November 2020

Forfodsløb - for og imod

Trine Birch Okkels - Eventyrsport Skribent


Skrevet af Trine Birch Okkels

- Tidligere eliteløber og dansk rekordholder


Læs med her, hvis du er nysgerrig på: 

  • Hvornår og for hvem giver det mening at overveje forfodsløb?
  • Hvad skal du gøre?
  • Hvordan skal du lande på foden? / faldgruber du skal undgå

  

Hvornår og for hvem giver det mening at overveje forfodsløb?

Om du ligefrem skal forsøge at ændre din stil til forfodsløb afhænger i høj af, hvad du ønsker at opnå med dit løb og hvilken type løb, du dyrker.

 

Løber du:

  • blot fordi du kan lide at løbe?
  • måske fordi du gerne vil tabe dig?

Og:

  • er du ligeglad med, hvor hurtigt du løber?
  • føles det naturligt og rart for dig?
  • er du ikke plaget af skader?

 

- Så er der ingen grund til at ændre på noget og f.eks. tvinge dig selv op på for- /midtfoden.

 

Løber du lange distancer, kan det endda være mere “økonomisk” for dig at lande mere på flad fod og rulle frem over hele foden inden afsættet. Denne landing ligner hællanding – men er uden det kraftige stød, som forplanter sig op i knæ og hofter, og som man kender fra udpræget hællanding. 

Hvis du derimod har ambitioner om at komme til at løbe hurtigere især på kortere distancer som f.eks. 5 km, kan det være en god idé at begynde at studere forfods- /midtfodsløb nærmere og sætte dig ind i, hvordan du bedst og mest skånsomt prøver at tilegne dig færdigheden og udleve drømmen om gazellestilen.

Hvis det er dig, og du derfor er lige på kanten til at kaste dig ud i at justere din løbestil, så

 

Husk:

At gå langsomt til værks, hvis du vil undgå skader. Løbestilen er belastende på ankelled og achillessener/lægge og kræver langsom opbygning. Det tager måneder at opbygge styrken i sener og ledbånd. Gør det til en leg istedet for en sur pligt og variér imellem øvelserne.

 

Husk også:

At træne dine baglår og forlår samt din core-muskulatur samt lave udstrækning af især baglår og lægge/achillessener for at opbygge styrke og undgå skader. 

 

Hvordan skal du løbe?

Hvad skal du gøre?

Når du løber, flyver du faktisk en lille smule, da du i kortere tid har begge fødder i luften – i modsætning til når du går, hvor du ikke løfter højre fod, før du har sat venstre i jorden. 

For at komme op at “flyve” kræver det stærke fødder, der kan lave et kraftigt afsæt.

Men vi pakker vores fødder ind i sko det meste af tiden, og det bliver de og fodleddene svage af. 

Så lige meget hvordan du vælger at lande på din fod, bør du tage et grundigt kig på dine fødder og fortælle dem, at fra nu af vil du ikke overse dem mere. Faktisk burde vi (næsten) kunne det samme med vores fødder, som vi kan med vores hænder.

 

Så det skal der gøres noget ved, du vil få et kæmpe udbytte af det uanset din løbestil!

 

  • Træn dine fødder med masser af fodgymnastik for tæer, svang og achillessener.
  • Lav desuden små fjedrehop på stedet (på et blødt underlag).
  • Løb med bittesmå skridt, hvor du ruller hele vejen henover foden.
  • Løb op ad bakke, hvor du prøver at fokusere på at sætte af i fodleddet og løfte knæet.
  • Lav høje knæløft enten på stedet, eller mens du løber fremad (med godt afsæt i fodleddet).
  • Lav løbespring (hvor du sætter af i fodleddet og trækker knæet op og frem). 

 

sunde fødder


Hvordan skal du lande på foden? / faldgruber du skal undgå

Ved udpræget isætning af hælen i jorden først bremser du den naturlige fremdrift. Desuden sætter du højst sandsynligt foden i jorden foran kroppens tyngdepunkt, muligvis med strakt ben endda. Ingen af delene er hensigtsmæssige, hvis du ønsker at løbe hurtigt og/eller undgå skader.

 

Du bør

  • Stile efter at sætte foden i jorden under kroppens tyngdepunkt, hvilket iøvrigt også gør det naturligt og meget nemmere at lande på for- eller midtfoden, fordi du vil have en let bøjning i knæleddet, som automatisk næsten umuliggør udpræget hællanding.
  • Tænke fremdrift istedet for opdrift, så du ikke kommer til at hoppe for meget.
  • Heller ikke løbe helt oppe på den allerforeste del af forfoden lige bag tæerne – så ingen balletdans.
  • Rulle på midt-/forfoden, hvorefter du bruger fodens kraft i afsættet (næsten som en fjeder). På denne måde bliver du næsten “gratis” hjulpet frem i næste skridt.

 

Du bør undgå:

  • At sætte foden i jorden foran dit tyngdepunkt
  • Udpræget hællanding (der bremser dig)
  • Opdrift (at hoppe for meget)
  • “Balletløb” (at løbe helt oppe på den forreste del af forfoden)

 

Med til denne løbestil hører også et højere knæløft, end hvis du lander udpræget på hælen, som jo typisk hænger sammen med et strakt ben.

Et højere knæløft giver automatisk et bedre bagtræk/føring af foden op under balden – du bliver med andre ord bedre til at sparke dig selv bagi...

På denne måde vil din fod være i jorden i kortere tid end ved isætning af hælen først, og det vil vi gerne opnå for at få en hurtigere kadence og en mere optimal skridtlængde.

 

Gode fif til at komme i gang er:

  • Flere skridt
  • Højere skridtfrekvens (du skal ikke løbe hurtigere – blot afvikle hurtigere i foden (tænk cykelbevægelser))
  • Start med høje knæløft på stedet – læn dig frem til fremdriften begynder 

 

Bonus-idé:

Få en løbemakker, kæresten eller din træner til at videofilme dig, når du løber, så kan du meget nemmere se, hvad du gør rigtigt/forkert – og det bliver lettere at justere stilen.

Rådfør dig med en kyndig løbetræner, hvis du er i tvivl, om du udfører øvelserne korrekt.

 

God tur!

Mangler du noget til dit løb, så se vores udvalg her. Blandt andet: Løbesko til herrer og damer - og meget mere

 

 Forfodsløb vs almindelig løb

 

Råd og vejledning
Posted: November 19, 2020
Categories: Løb
Tags: løb
Forfatter: Eventyrsport Blogger