Sæt fødderne fri | sådan vælger du de perfekte sandaler

Henter data...
< Forrige artikel Næste artikel >
Sæt fødderne fri | sådan vælger du de perfekte sandaler
Råd og vejledning
21 May 2021

Sæt fødderne fri | sådan vælger du de perfekte sandaler

Martin Termansen - Eventyrsport Skribent


Skrevet af Martin Termansen

Bjergbestiger, vandrer og orienteringsløber. Eventyret er vigtigere end grejet... men grejet er også vigtigt.

 

Når der bliver skruet godt op for foråret og sommeren, og solen står højt på himlen, er det naturlige valg for mange af os at stikke i et par sandaler. Men der findes utroligt mange forskellige modeller. Nogle med hæl, andre uden. Nogle i nylon, andre i læder. Tyk sål eller tynd. Så hvad skal du vælge? Her får du en gennemgang af, hvilke sandaler du bør vælge hvornår – og hvorfor. 

 

Det er følelsen af frihed. Efter en lang vinter i lukkede sko og støvler er det en velsignelse at pakke fødderne ind i bare et par tynde remme og en sål og ellers vandre med frie fødder ud i by og natur. Udover den dejlige følelse (og den er vigtig), så er sandaler populære, fordi de er sindssygt praktiske. De er lette, fylder ingenting i bagagen, tørrer hurtigt, er hurtige at tage af og på, og de kan bruges både på stier og restauranter. 

De seneste årtier er der sket rigtigt meget på sandalmarkedet. Det har bevæget sig fra et fokus på strandliv og luftige alternativer til sko på varme dage til nu også at tilbyde sandaler til hårdt rejsebrug og endda langtursvandring. Mere om det længere nede.

Sandaler til terrassen og strandliv

Når du om sommeren slentrer dovent rundt i haven eller ligger på stranden og daser, er det dejligt nemt og komfortabelt med et par klipklapper. De er luftige, lette at stikke i og tage af, og de vejer ikke ret meget. Og så går de godt til det afslappede sommerlook, om det så er kjole eller shorts.

Hvis du er mest til de minimalistiske klipklapper med høj komfort, vil jeg anbefale dig at tage et kig på Teva eller Orca Bay. Er du mere til modeller i kork og læder med fokus på god ergonomi, så tag et kig på vores klipklapper fra Scholl.

Jeg anbefaler generelt aldrig klipklapper til hverken længere gåture eller decideret vandring, da klipklapperne her ikke støtter foden nok. For ikke at tale om de vabler, du kan få. Skal du bevæge dig rundt i længere tid, er det derfor bedre med et par almindelige, lette sandaler.

Sandaler til hverdag, rejse og let vandring

Et par almindelige, komfortable sandaler er perfekte til dagligt brug på arbejdet for mange af os. Eller til storbyferien, hvor dine fødder jo også skal have fri, og det alligevel er for varmt til andet fodtøj.

Da hverdagssandaler som regel har flere remme end klipklappper, og har en hælrem, sidder de noget bedre fast på foden. Det betyder samtidig, at dine fødder kan holde til flere timer på farten.

Skal du bruge sandalerne til storbyferier, hvor du ofte går rigtigt mange skridt, eller til den lette vandretur, skal du se efter en sandal med en god sål. Sørg gerne for, at den er stivere og består af et godt stødabsorberende materiale. Se også efter, at du har flere muligheder for at stramme og løsne remmene på sandalerne, så du efter en lang dag i Barcelonas gader kan give de hævede fødder lidt mere plads.

Udover friheden og luften til tæerne er et af de gode argumenter for sandaler til rejsen, at sandaler ofte er lettere end andet fodtøj. En gammel tommelfingerregel siger, at 100 g på fødderne svarer til 500 g i rygsækken når det kommer til belastning og energiforbrug. Derudover vil du måske opleve, at sandalerne giver færre vabler end de lukkede sko, hvor fødder og sokker nemt bliver fugtige og varme (som er to af hovedingredienserne i opskriften på vabler). Let fodtøj giver desuden en lækker føling med terrænet. Skulle du blive fanget i regnvejr eller have lyst til at slentre i vandkanter eller igennem søer, så findes der mange modeller, der tåler vand.

En hverdagssandal giver ikke samme grad af støtte som egentlige vandresandaler, og du får ofte ikke beskyttelse af tæerne. Skal du gå rigtig meget, f.eks. på en kombineret storby- og vandreferie, eller skal du på decideret vandretur, så bør du vælge et par sandaler lavet til det formål. 

Sandaler til den længere vandretur

Hvis du vandrer med en let rygsæk og på veletablerede stier, så kan et par gode vandresandaler være oplagte som dit primære fodtøj. Men faktisk også på den længere vandretur. Det kunne f.eks. være på de danske kystvandrestier, på Caminoen, eller i USA's sydvestlige nationalparker

Når du vælger sandaler til den slags ture, skal du sørge for at finde en model med en god, kraftig og stiv sål. Og et godt spændesystem, hvor foden og hælen holdes på plads af flere forskellige remme. På den måde får du maksimal støtte. Du kan også overveje et par, hvor snuden er lukket. Det er guld værd, når man vandrer på grusstier, hvor du så slipper for hele tiden at få småsten eller kryb mellem tæerne. Sandaler fra KEEN har typisk en lukket snude.

Skal du gå langt hver dag? Er rygsækken tung? Eller er terrænet kuperet og krævende? Så bør du nok vælge sko eller støvler, der trods alt giver bedre støtte end selv de bedste vandresandaler. Det kan også være, at du bare sværger til sko eller støvler, fordi det simpelthen altid virker godt for dig. Her kan et par lette sandaler stadig være fantastiske at have med på turen som supplement. Så kan du finde dem frem om aftenen i lejren, hvor dine fødder trænger til luft og restitution. Eller bruge dem til at vade gennem floder og vandløb, hvor du med tanke på bundens knivskarpe sten ikke vil gå barfodet over. Måske til hurtigt at hoppe i, når du skal op og tisse om natten. Eller til at de rigtigt varme dage på stierne, hvor støvlerne kan ryge i rygsækken og fødderne kan nyde lidt luft. Jeg har selv altid et par lette sandaler eller klipklappere med i rygsækken på vandreturen (… okay, medmindre der ligger 20 cm sne, selvfølgelig).

I sandaler slipper man for sure sokker, men alligevel…

Du kan måske nikke genkendende til, hvordan sandaler nogle gange kommer til at lugte hurtigere end sko. Det skyldes, at vi ofte går barfodet i sandaler.

Når vi går i sko, suger sokkerne det meste af vores fodsved. Svedens bakterier sidder så i sokkerne og vokser, og de ender med at give den skarpe lugt af fodsved. Heldigvis skifter vi sokker ofte, og det er derfor sjældent et problem. I sandaler, hvor vi ofte går uden sokker, sætter sveden sig naturligt i sandalernes remme og såler. Lugten bliver derfor siddende, og med tiden kan det være svært at komme dem til livs selv med vand og sæbe.

Nogle sandaler er fra fabrikken blevet imprægneret med et bakteriedræbende middel. Det hjælper til at modvirke lugtdannelsen. Men husk, at alting har sine begrænsninger. Efter mange timer i nærkontakt med svedige fødder, vil selv de mest velimprægnerede sandaler altså kunne ende med at lugte. Kommer det dertil for dig, er der heldigvis råd for det. Sprøjt dine sandaler med Grangers Odour Eliminator inden brug, eller efter du har vasket dem, og du vil opleve, at den kraftige lugt stort set er forsvundet. Og det virker – tag det fra en, som alt for ofte døjer med lugtende fødder.

Sandaler til børn

Børnene tumler rundt på græsplænen med en bold på en varm sommerdag. Smilene er en fryd for øjet. Og de mange hvin en fryd for ørerne. Men en af børnene falder, slår sig, og bryder ud i hjælpeløs gråd. Det er en vant situation for alle forældre, og selvom det at falde nu engang er en del af det at vokse op, er det ikke noget, vi ønsker for vores unger.

Det allervigtigste for børns fodtøj er pasformen. Et par sandaler, der sidder dårligt, begrænser barnets naturlige bevægelser og giver større risiko for, at barnet i kampens hede falder og slår sig. Eller at barnet føler sig begrænset og derfor ikke kaster sig ud i vild og fri leg. Gå derfor efter sandaler, der enten har fast hælkappe eller en hælrem, så foden holdes på plads – også når der leges.

Børnesandaler må også meget gerne have godt med justerbare remme og spænder. Så kan sandalen tilpasses. Og dermed give bedre støtte. Sandaler med velcrolukning kan være en fordel, særligt til de yngste af ungerne, fordi det både giver mulighed for justering, men også gør det nemt for både forældre og børn at få sandalerne hurtigt af og på.

Det kan være en rigtig god idé med et par lukkede sandaler til de mindste børn. Så er der plads til, at de sætter fart på løbecyklen eller kaster sig ud i frydefuld leg uden fare for at slå tæerne mod sten og asfalt.

Sørg også gerne for, at børnesandalerne kan tåle vand. Så kan børnene også pjatte i vandkanten eller hoppe begejstret rundt i vandpytterne, uden at det gør noget. Og så er sandalerne nemme at skylle, hvis de skulle blive beskidte – for de kan jo tåle det.

 En tommelfingerregel siger, at man ved køb af børnesandaler skal beregne et voksetillæg på omtrent 1-1,5 cm i lukkede sandaler og maksimalt 1 cm i åbne sandaler. Det sidste skyldes, at forkanten ellers for nemt hægter sig fast i underlaget, og børnene derfor begrænses i deres bevægelsesfrihed. Til små børn skal voksetillægget højst være omkring 1 cm uanset typen af sandaler.

Jeg håber, du er blevet klogere på, hvad du skal kigge efter, når du skal ud at finde lige det par sandaler, som passer til dig. Rigtig god tur ud i solen til dig og dine fødder!

Råd og vejledning
Posted: May 21, 2021
Forfatter: Eventyrsport Blogger